Hverdagsliv Rejser & rejseguides

HVORDAN FORENER MAN BÆREDYGTIGE VÆRDIER MED ET JOB I REJSEBRANCEN?

14. februar 2021

Ovenstående spørgsmål er nogenlunde formuleringen på et, jeg fik fra en læser, da jeg bad om input til, hvilke emner det kunne være spændende for jer at høre mere til herinde. Og jeg synes faktisk det er en spændende diskussion, hun bød op til her, for der kan afgjort godt være et paradoks i at have et inderligt ønske om en mere bæredygtig livsstil, og så samtidig hver måned få løn for at fremme interessen for at tage på eventyr ude i den store vide verden. Derfor vil jeg rigtig gerne gribe chancen til at snakke lidt om, hvordan jeg alligevel ikke synes det for mit vedkommende er et uoverstigeligt kompromis at gå ind for bæredygtige værdier i min hverdag og samtidig have et job som i rejsebrancen.

Helt grundlæggende – og det her er nok vigtigt i forhold til at sætte scenen – så er jeg ikke ideologisk omkring mine bæredygtige værdier. Det er ikke en livsstil for mig på den måde, at jeg for eksempel ikke godt kan nyde en rød bøf, at jeg også stadig køber nyt tøj til tider fra tvivlsomme modeproducenter, der stadig har meget at bevise i forhold til bæredygtig omstilling, og at jeg helt sikkert også kommer til at flyve igen på et tidspunkt. Når det kommer til mine bæredygtige ambitioner, tror jeg i stedet på udtrykket ‘mange bække små’, og for mig er det vigtigere at gøre noget og i et omfang, hvor det ikke kræver at jeg skal omlægge hele vores tilværelse, fremfor ingenting at gøre. Jeg vil gerne blive endnu bedre til at leve mere bæredygtigt, men det er der mange veje til, og det at for bestandigt at lægge flyrejser på hylden behøver ikke være den afgørende. Derfor vil I forhåbentligt heller aldrig opleve mig prædike grønne værdier, for selvom de er vigtige for mig, vil jeg hellere give anledning til inspiration og nye måder at gøre tingene på end løftede pegefingre. Den model er ikke for mig.

Og lidt på samme måde tænker jeg egentlig om mit job i rejsebranchen. Hos momondo vil vi – måske overraskende for nogle – faktisk rigtig gerne inspirere til grønnere og mere bæredygtige valg, og blandt andet derfor er et af de nyere tiltag, vi har lanceret, et filter der gør det muligt at søge efter rejser med mindst muligt CO2-belastning. Vi tilbyder billeje, og promoverer i øvrigt lige så gerne destinationer i Danmark og nabolandene, der bare er en biltur væk, som vi gør det med langdistance destinationer på den anden side af kloden, som vil kræve en flyvetur. Og det gør vi fordi vi gerne vil give rejsende mulighed for stadig at tænke i bæredygtige retninger selv om de fortsat gerne vil kunne tage ud og opleve verden. Men i sidste ende tror vi på, at valget er op til den enkelte, og det er ikke op til os at prædike, hvad andre skal. Vi vil hellere inspirere og muliggøre, og så lade den enkelte rejsende afgøre, hvad der føles rigtigt for dem. Og netop derfor har jeg ingen dobbeltsidede følelser omkring mit job som PR manager for en af verdens førende rejsesøgemaskiner, fordi værdisættet er så meget i tråd med, hvordan jeg selv praktiserer mine grønne værdier. At både min arbejdsgiver – og jeg personligt – tror på friheden til at vælge, og mens vi gør det, vil vi hellere end gerne inspirere til at valget måske bliver en lille smule mere grønt med tiden. Men valget er dit, og ikke vores.

Jeg håber, at mine tanker her giver mening?

For mig er jeg nemlig så meget mere end mit arbejde, og i min optik kan det sagtens forenes, at jeg i privatregi gerne vil gå mere op i bæredygtige valg, mens jeg på mit arbejde har en aktie i, at der fortsat er en appetit på flyrejser. Det ene udelukker ikke det andet, så længe vi stadig muliggør alternativer. Og der er heldigvis masser af alternativer til mere bæredygtige valg, hvis ikke man er helt klar på aldrig mere at sætte sig i en flyver.

    Kommenter