II 1 ARKET KJOLE II 2 IBLAMELULU STRIK II 3 ARKET CASHMERE SOKKER II 4 GINA TRICOT KJOLE II 5 KONGES SLØJD KJOLE II 6 UGG STØVLER II
Med december lagt bag os, er det for mit vedkommende tid at gøre status over mine garderobetilføjelser i årets sidste måned. Et overblik der for overskuelighedens skyld i denne omgang både gælder mine egne køb til garderoben og årets julegaver der tilfaldt mig i samme kategori. På den måde virker overblikket her nemlig lige så vel som et økonomisk oprids som en opsummering af, hvad der reelt er blevet tilføjet garderoben. Og det er ganske mange ting i forhold til de 2-3 nye stykker tøj eller sko, som jeg vanligvis føjer til garderoben i løbet af en måned. Faktisk er det blevet til hele seks nye ting i december. Halvdelen er dog kommet til som julegaver, og derfor er jeg ikke helt så afskrækket af kvantiteten, som jeg ellers ville have været.
Mine nytilføjelser til garderoben tæller i december den perfekte basiskjole i blød silkerib fra Arket, som jeg glæder mig over går godt til den gravide samtidig med den også vil være pæn og anvendelig når babybulen er væk. Derudover en drøm af en ulden strik fra Iblamelulu, som jeg var så heldig at få af Mads af julegave. Bløde cashmeresokker fra Arket, også en julegave, og et lidt spontant kjolekøb fra Gina Tricot, efter at være faldet i svime over den på min svigerinde til jul. Kjolen blev købt ind som årets nytårskjole, og mens jeg egentlig er imod sådan at købe kjoler ind til enkeltstående anledninger, kunne mit princip altså ikke modstå trangen til at føle mig bare lidt pyntet til årets nytårsselskab. Der går nok noget tid før den kommer på igen, mens det stadig er lidt småt med de festlige anledninger, men jeg satser på at den er tilpas klassisk til at den fint kan bruges næste gang jeg inviteres pænt i byen.
Derudover er der også flyttet en ny kjole fra Konges Sløjd ind, der blev købt ind som årets julekjole sammen med en matchende af slagsen til Nola. Der endte med at være lidt af et hyr med den kjole, fordi størrelsen jeg oprindeligt havde bestilt den hjem i ikke passede mig, og egentlig gjorde pasformen det heller ikke. Nola blev dog så begejstret over, at vi havde matchende kjoler, at jeg ikke nænnede at skuffe hende, og derfor bestilte jeg i 11. time også kjolen hjem i en størrelse mindre i håb om at det fungere bedre. Der skulle dog en oplægning af kjolen til før den var helt i skabet til mine begrænsede 164 centimer, og således endte jeg med at sy klippe min helt nye kjole i stykker for at lægge den op til anledningen. Heldigvis er den endt med at komme på en håndfuld gange siden, så jeg satser på at det ikke har været helt spildte kræfter. Til gengæld ligger jeg nu inde med to af kjolerne, både størrelsen jeg ikke kunne passe, og altså den jeg endte med at lægge op, så hvis nogle har interesse i kjolen i en størrelse medium må I endelig skrive.
Årets sidste tilføjelse til garderoben var et par UGG støvler, som også tilfaldt mig i julegave, og som jeg har boet i lige siden. Hvilket herligt levn fra 00’erne der har fået sit comeback.
I alt har jeg shoppet for 1837 kroner, hvilket – indrømmet – er en my mere end jeg havde tænkt mig at spendere oveni årets julegaveindkøb.
Har I gjort jer nogle gode garderobekøb i december, eller formåede I at holde jer i skindet i en måned hvor der for de flestes vedkommende er så rigeligt forbrug i forvejen?
1 kommentar
Louise Herby
9. januar 2021 at 15:14Kjolen er sindssygt flot! Jeg kan godt forstå, du blev nødt til at hapse den 🙂 Du er da ellers ikke så meget til sort tøj længere 🙂
Jeg har også købt UGG 🙂 Jeg har bare ikke haft dem på endnu, fordi jeg er sindssygt meget i tvivl om, hvordan jeg skal behandle dem. Har du købt/fået UGG produkter med til dem? Og børstet dem med en ruskindsbørste. Jeg vil bare gerne have dem længst muligt, haha 🙂