I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: MAJ SHOPPING

9. juni 2020

II 1 STUDIO_VY FLÆSEKRAVE II 2 ARKET FLEECE II 3 CECILIE BAHNSEN SANDALER II 4 ASICS SNEAKERS II 

I er flere der har skrevet og spurgt, om det dog ikke snart var tid til garderoberegnskabet fra maj. Og det er det så afgjort. Jeg endte blot med at fortabe mig selv i malerprojektet de sidste par dage, og fik derfor ikke kommet igang med indlægget her, som jeg havde håbet på. Men nu har jeg været netbanken igennem (lidt pinligt, men det er faktisk altid her jeg får overblikket, istedet for at kigge i min garderobe og se, hvad der senest er flyttet ind), og er klar til at gøre status på, hvordan det ser ud med garderoberegnskabet for måneden, vi har lagt bag os.

Ovenpå en stort set tørlagt shoppetrang i årets første fire måneder (jeg har shoppet tre ting på fire måneder), gik jeg ind til maj med en trang til nyt. Formentlig ledt på vej af et lys for enden af Corona-tunnellen og lysten til igen at gøre noget ud af mig selv. 

Derfor har jeg tilladt mig selv at give lidt slip og købe, hvad der faldt mig ind. Fire fund har jeg gjort mig. Og et par fejlkøb, der er sendt retur. Men dem kommer vi til. 

Jeg har også de seneste måneder snakket om en fleecetrøje, og mens jeg ikke kunne finde den, jeg oprindeligt drømte om (en beige udgave fra Arket), hang der pludselig det næstbedste alternativ tilbage i min størrelse. En navyblå udgave. Den kom med hjem. Og så blev det sommer. Derfor har den faktisk stadig ikke været i brug, og jeg skal indrømme, at jeg stadig har den lidt i tænkeboks. Med Arkets nye returregel med 100 dage til at bytte, har jeg dog god tid til at mærke efter om den er rigtig. Derudover har jeg købt den fineste håndsyede flæsekrave fra Studio_Vy. En erstatning for mit april-køb som var en skjorte med stor flæsekrave fra Monki, som jeg ikke kunne finde mig til rette med var så kort i modellen. 

Månedens tredje garderobetilføjelse er halvt en gave og halvt et forbrug, jeg selv har haft. De smukkeste sandaler fra Cecilie Bahnsen. Jeg fik dem i mors dags gave (kæmpe, kæmpe overscoring på gavefronten), men de var desværre et nummer for små. Jeg fandt dem heldigvis i et nummer større, men til en lidt dyrere pris, og jeg tilbød selv at betale differencen. Sidste køb er et par fine sneakers fra Asics, som jeg utrætteligt har gået i indtil det for alvor blev sandalvejr. De er så gode at have på, og prisen var god. 

I alt har mit garderobeforbrug i maj stået mig i 2740kr. Det er faktisk over 1.000kr mere, end hvad jeg har shoppet for på årets fire første måneder.


Og så var der fejlkøbene. En Patagonia fleecejakke, som desværre ikke havde den ønskede pasform. Og et par hovedløse udsalgskøb fra &Other Stories, der ikke endte med at gøre nogen forskel for min garderobe, hvorfor jeg blev fornuftig og sendte retur. En top i rib og en printet nederdel.

Det har jeg i kikkerten for juni:

I skrivende stund er vi jo allerede mere end en uge inde i juni, og jeg kan afsløre, at jeg allerede har shoppet tre ting, og derfor har jeg umiddelbart ikke noget i kikkerten, men lad os se, om det lykkedes mig at holde mig i skindet måneden ud.

Hvad er blevet føjet til jeres garderobe i maj?

  • Reply
    Kristina
    16. juni 2020 at 23:48

    Jeg skriver ikke så ofte som jeg burde søde Line, men jeg følger trofast med! Elsker elsker elsker især disse indlæg 🙏🏻 Og gerne lidt mere mode fra min side af også ☺️ Det er dejligt at kunne spejle sig i noget man faktisk kan se sig selv i og har råd til! 😅
    Knus din vej

    • Reply
      merimeri
      22. juni 2020 at 10:46

      Hvor er du sød at skrive Kristina! Dejligt du stadig følger med, og jeg vil gøre mit bedste for at opfylde ønsket om mere mode herinde! Klem til dig

Kommenter