Hverdagsliv

KALENDERKIG #29

8. juni 2020

Mandagen føles allerede som har den varet flere dage, og vi er kun halvvejs. Men jeg havde også store intentioner for dagen, som den skød igang i morges, og jeg har således løbet stærkt i dag. Indtil videre er jeg on track med to-do listen, og i mit stille sind håber jeg, at den følelse kan vare ved resten af ugen, for det er nu alligevel rarest at føle, at man kan følge med, fremfor når det modsatte gør sig gældende.

Et kig i kalenderen viser, at ugen her burde kunne fortsætte med overskud. Den er nemlig hverken tæt pakket på arbejdet eller udenfor, og således må intentionen være, at jeg lykkes med at arbejde indenfor normal kontortid og i øvrigt får prioriteret daglige små åndehuller hist og her.

Her kommer ugens kalenderkig.

UGE 24

MANDAG

Startede dagen med at suse i Bauhaus efter maling, og så gik formiddagen ellers med at male på livet løs. Jeg er i mål med første omgang, og glæder mig uendeligt til at se det færdige resultat i morgen, når vi er færdige med andet lag i aften.

Eftermiddagen skal gå med at løbe små ærinder og blogarbejde, og så vil jeg ellers nyde at kunne holde resten af dagen fri med Mads og Nola. At starte ugen med en mandagsfridag er virkelig noget, jeg godt kunne blive forfalden til. Sådan en rar luksus!

TIRSDAG

Egentlig har jeg også fri for arbejde i morgen, men fridagen hænger på vippen, eftersom en kampagne lancering, som jeg er ansvarlig for, tyder på at blive flyttet til i morgen, og hvis det er tilfældet, bliver jeg nødt til at arbejde, og hvis ikke, vil jeg nyde min sidste feriedag med at nusse rundt herhjemme og komme på plads efter malerprojektet.

Uanset hvordan resten af dagen ender med at se ud, så har jeg en morgenmadsaftale med en veninde, som jeg ikke har set i alt for længe, og jeg glæder mig til at starte ud med morgensol og hyggesnak på Ipsen & Co. Det burde være et godt fundament for at ende med en rar tirsdag.

ONSDAG

Tilbage på job, og med nok spændende opgaver at kaste mig over ovenpå den lille uges ferie.

Om eftermiddagen har vi endnu engang booket os ind til en sommerhus fremvisning. Af et hus der får vores hjerter til at banke lidt stærkere. Det er stort set alt, hvad vi har håbet på, så vi tager afsted med opløftet pande og ser, hvad fremvisningen bringer. Huset er allerede i høj kurs, så også her ved vi, at der kommer en budrunde, men måske den ikke ender i skyhøje bud. Vi må se.

Aftenen skal bruges på at arbejde.

TORSDAG

Har jeg ikke umiddelbart andet på programmet end arbejde, så forhåbentlig en anledning til at komme til bunds i bunkerne med mails og opgaver, der skal leveres.

FREDAG

Kommer til at minde om min torsdag, med en uforstyrret arbejdsdag. Derved burde der også være udsigt til at kunne gå på weekend med god samvittighed og uden hængepartier. Man har da lov at håbe!

Weekendens komme tror jeg vi vil fejre med fredagsdrinks og et eller andet lækkert på menuen. Det er længe siden pastamaskinen har været i sving, og jeg drømmer altså lidt om Mads’ hjemmelavede ravioli med ricotta, salvie og masser af smør.

LØRDAG-SØNDAG

Er det eneste faste på programmet grillhygge hos nogle af Mads’ venner lørdag. Vi har ikke kunne få det til at passe med pasning af Nola, så jeg er kun med, indtil det er tid at få hende hjem i seng, og ellers vil jeg nyde en alene-hjemme aften på sofaen. Derudover håber jeg at det igen er tid at slå vejen forbi fitnesscentret, nu hvor det igen er tilladt med indendørs idræt. I skrivende stund har SATS, hvor jeg træner, endnu ikke meldt noget ud om, hvornår de er klar til at åbne, men jeg gad godt at det blev i denne uge. Det har overrasket mig hvor meget jeg faktisk savner at komme afsted, også selvom jeg er glad for at være kommet igang med mit løb igen. Savner variationen som fitnesscentret kan tilbyde. Og ellers skal resten af weekenden bare gå med at nusse rundt.

  • Reply
    Stine
    8. juni 2020 at 19:20

    Uh, spændende med sommerhuset! Har du også i kalenderen at lave shoppingregnskab for maj måned? 🙈

    • Reply
      merimeri
      9. juni 2020 at 6:37

      Det har jeg i hvert fald! Udkommer i dag eller i morgen 🙂

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar