Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

7. juni 2020

Hej med jer, håber I har fået det ud af weekenden, som I havde håbet på. Jeg er glad, træt og mæt på indtryk, som jeg sidder her, klar til at binde den sidste sløjfe på ugen, der snart er forbi,  og inden jeg vil bruge resten af min aften på at flade ud på sofaen. I dag har været sådan en dag, hvor min StepsApp fortæller mig, at jeg stort set ikke har bevæget mig rundt, men hvor jeg alligevel har været igang med noget hele dagen. Apropos mit indlæg om makeover af stuen, har jeg nemlig brugt det meste af i dag på at gøre klar til for alvor at svinge malerrullen i stuen i morgen. Først er vores blå væg blevet malet hvid, så er der blevet dækket af, sat malertape op og mættet kanter. Det ender formentlig med, at forarbejdet har taget længere tid end det vil tage at male rummet i morgen. Men hold fast jeg glæder mig til at se resultatet.

Jeg har taget fri i morgen, og jeg drømmer om at være færdig med inden dagen er omme, hvis rummet da kan nøjes med 2 omgange maling. Jeg krydser fingre! Ligesom jeg krydser fingre for, at næste uge bliver lige så god og rar, som denne har været det ♥

II I løbet af ugen har jeg for første gang i lange tider følt, at jeg kunne trække vejret helt fri af bekymringerne. Vi er landet i beslutningen om brylluppet, der ikke blev, og vi har fundet ro i at være, hvor vi er lige nu. Det er så rart, og giver anledning til mere overskud og umiddelbare smil II

II Tænkepause ved vandet efter endnu et sommerhuskig. Sommerhuset var heller ikke denne gang rigtig, men stranden, den gad jeg godt have hus i nærheden af! II

II Mit pudekøb fra Thus the fuss er blevet leveret, og puden er om muligt endnu smukkere i virkeligheden end på billeder. Den gør mig helt glad at se på med dens valmuelignende print. Yndlings II

II Opturs søndagsfrokost som anledning til at samle kampgejst til runde to med malerrullen herhjemme II

II En af weekendens helt store, små glæder var, da jeg opdagede, at mit lille grønne helle i gården har kastet små bitte jordbær af sig. Åh hvilken lykke. Kan næsten ikke vente til de er modne til, at Nola skal plukke dem II

II Årets første hvide asparges med Mads’ vidunderlige hollandaise og fjordrejer. Gled ned sammen med iskold Sancerre og grin med gode venner. Dejligste fredag længe! II

  • Reply
    Line
    7. juni 2020 at 22:14

    Du ser så fin ud på billede 1! Er kjolen mon ny og i så fald, hvor er den fra? 🙂

  • Reply
    Michaela
    8. juni 2020 at 20:31

    Så smuk kjole til dig😊 Kommer der snart et garderoberegnskab for maj måned😉 Ha en dejlig aften,

    • Reply
      merimeri
      9. juni 2020 at 6:37

      Det kan du tro, at der gør Michaela. Udkommer enten i dag eller i morgen 🙂

Skriv et svar til Line Annuller kommentar