Godmorgen venner, tænk sig at vågne op til en vejrudsigt der lover strålende fredagssol. Det kan man da kun blive glad af. Så det er jeg i dag. Glad og fuld af begejstring ved tanken om den weekend, der venter lige rundt om hjørnet.
Jeg er lidt tidligt ude af fjerrene i dag, fordi Mads skal tidligt afsted på arbejde, så jeg er stået op sammen med ham for lige at nå i bad og blive menneske, inden Nola står op, og morgenen herefter forsvinder mellem fingrene på os som et trylleslag. Selvom vi er heldige først at skulle ud ad døren omkring 8:30, så aner jeg simpelthen ikke hvor tiden bliver af. Føler altid vi har oceaner af tid foran os, når Nola typisk vågner kvart i 7. Fast forward til kvart over 8, hvor jeg oftest stadig ikke er i tøjet, hvor den evindelige tandbørste-kamp venter, og der er tasker der skal pakkes, inden vi et kvarter senere skynder os halvsvedige ud ad døren. Det gad jeg faktisk godt arbejde på. Optimere mit tidsforbrug om morgenen, så der ikke er helt så mange svinkeærinder, der stjæler tid.
Nåh, men i dag er jeg altså stået op med en ambition om en overskudsmorgen. Det er nu den rareste måde at komme afsted på. Jeg har en spændende dag på job foran mig. Det er nemlig tid til den årlige løn- og udviklingssamtale. Og jeg kommer forberedt, jævnfør mit indlæg med tip til den gode lønforhandling. Derudover har jeg en dag med en del skriveprojekter – strategislides der skal opdateres, udkast til kampagnetekster der skal fra hånden. Den slags opgaver, som jeg virkelig godt kan lide, men som det også altid tager lidt længere tid at nå i mål med. Jeg smutter fra kontoret lidt tidligt i dag, da jeg har en tid hos lægen i eftermiddag, og derefter arbejder jeg videre et par timer hjemmefra, inden vi pakker biler, og sætter kurs mod Sydsjælland. Min lillebrors fødselsdag skal fejres i aften, og vi bliver hos mine forældre til i morgen.
Op ad formiddagen efterlader Mads og jeg Nola tilbage hos mormor og morfar, og finder vejen til Helenekilde Badehotel i Tidsvilde, hvor vi skal bruge det næste døgns tid. Jeg glæder mig til det hele. Selv til den halvanden time lange køretur derop. Det føles jo helt eksotisk at have den form for komplet uforstyrret tid sammen, og jeg har planer om, at vi skal finde en lydbog at lytte til sammen på vejen frem og tilbage. Og ellers skal vi bare nyde roen og hinanden. Slappe af og tanke op. Gå ture på stranden og i hyggelige Tisvilde, spise god mad, læse (eller lytte). Og sove. Uden afbrydelser. Åh hvilken luksus!
Søndag glæder jeg mig til at vågne op til havkig og overdådigt morgenbord. Vi er med garanti tidligt på færde, så jeg håber, at vi kan finde tid til en sidste gåtur på stranden, og at læse aviser i sengen, inden det er tid at tjekke ud, og vende bilen retur mod Næstved. Vi regner med at blive hos mine forældre til en tidlig omgang aftensmad, inden vi lister os selv hjem til den sidste rest weekend på Vesterbro.
Mon I også har et godt weekendprogram foran jer?
Apropos det der med at optimere min tid om morgenen, så når jeg ikke at dele weekendtips med jer her til morgen. Jeg håber måske at kunne opdatere indlægget med en håndfuld tips i eftermiddag, når vi er på vej i bilen, men ellers håber jeg, at vi klarer os en enkelt uge uden.
Ingen kommentarer