Hverdagsliv

KALENDERKIG #9

13. januar 2020

Så sidder vi her igen. Mandag morgen, hverdagens start. Og jeg er tidligt på færde med hverdagen i dag. Jeg er nemlig netop landet ude i lufthavnen, hvor jeg sidder og venter på, at mit 7:15 fly til Wien skal boarde. Jeg har et par møder dernede i forbindelse med arbejde, men heldigvis er det ud og hjem samme dag, og jeg når hjem til at ligge i smørklatten mellem Mads og Nola i nat ♥

Den tidlige morgen betyder til gengæld også, at jeg har tid at udnytte ventetiden til at få udgivet denne uges kalenderkig. Så værsgo.

UGE 3

MANDAG

Wien hele dagen. Alt imens er vores lejlighed omdannet til et Lego Duplo fotoshoot, som jeg glæder mig til at se resultatet af. Hvis tidsplanen holder, er jeg tilbage i København igen 19:45 i aften, og så kan jeg forhåbentlig nå hjem og flade ud i sofaen med sammen med Mads.

TIRSDAG

Har jeg en af de korte dage på kontoret, da det er mig, der henter Nola. Og efter at have undværet hende hele mandagen, passer det mig glimrende. Vi skal bare hygge indtil Mads kommer hjem, og så skal min aften gå med at indhente de timers arbejde, jeg ikke når på kontoret.

ONSDAG

Har jeg til gengæld et sent møde indtil klokken 18, så her snupper jeg en af de sene dage på kontoret, alt imens Mads og Nola hygger derhjemme. Aftenen skal igen gå med lidt arbejde. Denne gang til bloggen, hvor jeg blandt andet skal lægge sidste hånd på et samarbejde, jeg skal have udgivet dagen efter. Og så forhåbentlig der kan blive tid til et enkelt afsnit af et eller andet. Vi er blevet færdige med The Crown, og skal have fundet noget nyt at se. The Unbelievable på Netflix måske?

TORSDAG

Er det igen mig der har hentevagten, så en effektiv dag på kontoret, og derefter eftermiddagshygge med Nola. Om aftenen har jeg en aftale om middag og vin med en veninde, og åh hvor jeg glæder mig. Ekstra meget i en uge hvor hverdagen ruller tungt.

FREDAG

Er jeg lidt splittet omkring. Der er fredagsbar med nytårskur på arbejdet, men egentlig har jeg nok mest af alt lyst til bare at kalde weekenden hurtigst muligt og skynde mig hjem til min lille familie. Kompromiset kan blive et enkelt glas bobler på kontoret for at skåle weekenden igang, men vi må se, hvad humøret ender med at være til. Ellers skal vi bare fredagshygge derhjemme. Med god mad og hyggetøj.

LØRDAG

Vil vi gerne bruge formiddagen i ZOO, hvis vejret er til det. Nola er meget fascineret af flamingoer for tiden (who can blame her, med deres flotte farve), og det kunne derfor være hyggeligt at komme ind og sige hej til dem. Om eftermiddagen kommer mine forældre på besøg, og bliver til søndag, så vi skal bare spise god mad, drikke et glas vin og måske se en film sammen om aftenen.

SØNDAG

Starter vi morgenen med et hyggemorgenmad med mine forældre, inden Mads og jeg skal et smut forbi bryllupsmessen i Forum for få forhåbentlig at finde inspiration til detaljer som pynt, borddækning, drinksløsning og fotograf. Har ingen ide om, hvad vi skal forvente os af messen, men jeg håber, vi kan komme godt rundt i løbet af et par timer, så vi har eftermiddagen hjemme til at hygge med Nola og mine forældre, inden de sætter kursen tilbage mod det sydsjællandske, og efterlader os tilbage til at klemme de sidste rare timer ud af weekenden i denne omgang.

  • Reply
    Lullumut
    13. januar 2020 at 21:39

    Mht. til fotograf vil jeg VARMT anbefale Monica Hjelmslund. Hun er både dygtig og mega sød. Jeg har to veninder, der efterfølgende også har brugt hende, og de har heller ikke fortrudt. Jeg kontaktede hende efter at have set Natasja fra Blog Lieblings billeder. https://www.foto-h.com/

    • Reply
      merimeri
      14. januar 2020 at 7:05

      Godt tip søde Louise, hende kigger jeg nærmere på 😘

Skriv et svar til Lullumut Annuller kommentar