Hverdagsliv

KALENDERKIG #8

6. januar 2020

Så, nu ruller hverdagen. Og ovenpå 16 fuldfede feriedage kan jeg nok heller ikke forlange mere. Vi har netop sendt Mads afsted på arbejde, Nola er igang med sin havregrød, og jeg kan lige nå at sætte de sidste punktummer i indlægget her, inden vi skal afsted mod vuggestuen og videre på arbejde. Mit kig på ugens kalender.

UGE 2

MANDAG

Starter vi helt stille og roligt ud med en dag uden planer. Vi skal lige lande i hverdagsrutinen igen. Det er Mads, der henter Nola i eftermiddag, mens jeg arbejder videre et par timer. På vejen hjem, håber jeg lige at nå forbi Vester Kopi for at få bestilt print af vores Save The Dates, som jeg viste jer et glimt af i gårsdagens indlæg. I aften skal vi bare slappe af. Enten i selskab af Hvor Flodkrebsene Synger, eller 32, der endelig har haft premiere.

TIRSDAG

Er det mig, der har en kort dag på kontoret, da jeg skal hente Nola, og aftenen, post aftensmad og putning, skal derfor bruges på at indhente det arbejde, jeg ikke fik nået inden vuggestueafhentning. Hvis tiden bliver til det, måske et enkelt afsnit Unbelievable, som jeg også tippede om i min guide til de bedste serier på HBO og Netflix.

ONSDAG

På mange måder en gentagelse af tirsdagen med eneste undtagelse af, at det er Mads, der henter. Måske jeg derfor vil snige mig til en hurtig tur forbi fitness på vejen hjem. Hvis ikke i januar, hvornår så? Om aftenen har jeg en stille drøm om at få ryddet ud i garderoben, som er det eneste hængeparti jeg har fra juleferien. Det var ellers på tapetet, men jeg nåede aldrig til det. Onsdag, der må det blive.

TORSDAG

Er det farmor og farfar, der henter Nola fra vuggestuen, hvilket passer perfekt med, at jeg har en aftale hos en psykolog efter arbejde (i forbindelse med et samarbejde, som jeg glæder mig til at fortælle jer om). Derefter lige et par småærinder i byen, inden jeg sætter kursen hjem. Jeg er alene hjemme med Nola om aftenen, og planen er at bruge tiden på blogarbejde, når hun er puttet. 

FREDAG

Er en dag, jeg glæder mig stort til. Jeg har nemlig taget en fridag, og dagen står i bryllupsplanlægningens tegn. Jeg lægger ud med endnu en brudekjoleprøvning hos Vintage Girlog følger trop med et første møde om vores vielsesringe hos en guldsmed på Frederiksberg. Om aftenen har Mads og jeg aftalt en date night derhjemme, med popcorn og film, for at fejre, at bryllupsplanlægningen endelig begynder at tage form.

LØRDAG

Allerede weekend. Sådan føles det i hvert fald lidt, som jeg skriver indlægget her. Og i skrivende stund har vi ingen planer for lørdagen, så det bliver nok noget med en formiddag i børneunderholdningens tegn. Måske gøre alvor af den tur i Experimentarium og deres Minivers, som jeg har hørt godt om. Faktisk har jeg heller aldrig selv været i Experimentarium, så det ville klæde mig at komme afsted. Mon der er til at holde ud at være på en lørdag?

Resten af dagen tror jeg bare vi skal slappe af og nusse rundt derhjemme.

SØNDAG

Vil jeg starte dagen med en løbetur eller tur i fitness, og derefter har jeg en morgenmadsaftale med et par veninder, mens Mads og Nola hygger derhjemme. Hjemme igen, skal Nolas middagslur bruges på noget blogarbejde, så jeg derefter har ro i sindet til at hellige mig Nola og Mads resten af eftermiddagen. Og så skal jeg tidligt i seng, for mandag morgen skal jeg nemlig nå en umenneskeligt tidlig flyver til Wien.

    Kommenter