MOR TIL EN 1-ÅRIG: STATUS PÅ SØVN

I min nu 1 år lange historie som mor, er det, I oftest har hørt mig vende tilbage til, søvnen. Så essentiel for vores velbefindende og anledning til så mange frustrationer, hvis søvnen ikke er, som vi ønsker den.

Og det kan man ikke sige, at vores er. Desværre. Jeg har før skrevet indlæg om det her og her. Status er, at vi stadig ikke sover mere end 2-3 timer ad gangen, før Nola igen græder, indtil hun bliver tilbudt brystet. Enkelte nætter kan vi være heldige at få fire timer i streg, og så er der nætter, som den i nat, hvor vi sniger os op på 5 amninger i løbet af den sene aften og nat. Lige for tiden skyldes det de fortænder, Nola er ved at gro sig, og andre gange er det udviklingsspring og store omvæltninger i hendes omverden, som fx vuggestuestart, der nok forårsager natteroderiet. Og så er der perioderne ind imellem, som heller aldrig har været rigtig gode, men som vi ikke har umiddelbare forklaringer på, hvorfor ikke er bedre.

Vores sovesetup lige nu er, at Nola stadig sover inde i soveværelset sammen med os. Vi er begyndt at amme til natten inde i en lænestol på hendes eget værelse, og derefter går vi ind i soveværelset og hun bliver puttet i sin egen seng, der står lige ved siden af vores med den ene side taget af. Putningen kan tage alt mellem 10 minutter og en time, fordi Nola lige nu er i et lunefuldt humør. Hun er altid dødtræt, når hun bliver puttet, og alligevel er det som om, at fanden går i hende, når hun rammer sin seng, og pludselig er alt mere spændende end at sove. Mine øjenvipper. Min navle. Tremmerne på sengen. Alt skal det undersøges og endevendes, før hun til sidst kapitulerer og lægger sig ned og sover. Imens ligger jeg ved siden af og agerer stopklods, det bedste jeg har lært. Når hun er lige ved at overgive sig til søvnen, synger jeg “Jeg ved en lærkerede” helt stille, og Nola har derefter for vane at kravle over til mig i sengen, lægge hovedet i min armhule og falde i søvn der, mens hun bliver nusset. Derefter flytter jeg hende tilbage over i hendes seng, putter dynen om hende, vel vidende at den alligevel vil være sparket af om et øjeblik, og lister ud af soveværelset.

På de gode dage sover hun uforstyrret indtil ved en 23-24 tiden, afhængig af hvad tid vi er lykkedes med at få hende til at falde i søvn, og andre gange skal vi et par gange op og give sutten eller hjælpe hende tilbage ned at lægge, når hun forvirret sidder eller står op i sengen. Når vi selv går i seng, mellem klokken 22 og 23, er det til gengæld som om, hun sover dybere imellem hendes opvågninger, og hun møffer ikke på samme måde rundt. Derefter går natten med 2-3 timers søvnstræk og amninger derimellem. Ved de fleste amninger har jeg egentlig ikke indtryk af, at hun rigtig spiser, for jeg mærker ikke nedløbet, og det virker nærmere som om, hun bare sutter for trygheden skyld. Hun bliver derfor også tilbudt vand af en sutteflaske, som hun drikker lidt af, inden hun selv skubber sig væk fra brystet og kan blive lagt tilbage over i sing seng, hvor hun for det meste sover videre næsten med det samme. Det er således sovevanen, der kører, indtil Nola står op. Typisk mellem 6:30 og 7. De fleste nætter får vi såmænd nok de timer søvn, vi skal, men de skal bare altid indhentes ad en del omgange, og morgenerne føles derfor altid lidt tømmermændsagtige, fordi vi aldrig er rigtig udhvilede.

Sandheden er, at selvom jeg nok havde forventet, at det ville blive med søvnen som indsats, som vi begav os ud på eventyret som forældre, så havde jeg aldrig forestillet mig, at vi stadig her et år efter skulle sove så afbrudt. Men vi er nok bare med i klubben for de forældre, der er blevet udstyret med et barn, der har et enormt behov for tryghed især om natten. Og lige præcis dét, skal jeg og vi nok blive bedre til at minde os om og acceptere, når vi i nattens mulm og mørke er frustrerede og irriterede over, at ingen af os sover bedre. Jeg har brugt så meget energi – og gør det stadig – på at spørge mig selv, om vi gør det rigtige med vores putte- og soverutiner. Er vi selv skyld i uroen, når jeg om natten tyr til brystet for at få hende til at falde til ro igen? Fylder vores nærhed og tryghed for meget, når hun er vant til at sove ved siden af os? Burde vi tage kampen op og tvinge et ammestop igennem? Udstå nætterne med ulykkelig gråd og få hende på eget værelse? Så mange spørgsnål, og ikke skyggen af rigtige og forkerte svar. Men som jeg stiller dem, kan jeg også godt mærke, at det på mig lyder helt forkert, at skulle kunne give sit barn for meget tryghed. At skulle tvinge nye sovevaner igennem, der tydeligvis ikke falder barnet naturligt. Den mor er jeg ikke, selvom det på nogen områder nok ville have gjort mig godt, hvis jeg ikke var sådan en føle-føle type, der handlede mere efter maven end med hovedet.

Tit tager jeg mig i at ønske, at Nola kunne snakke og således selv guide os i retning af, hvad hun har brug for, når hun vågner grædende om natten. Men det kan hun ikke. Således er det min og vores vigtigste opgave at læse hendes signaler og handle derefter. Og for nu er maven og mor- hjertet altså min bedste rettesnor, så sådan må det være. Så håber vi bare, at Nola sover bedre igennem hendes andet år, end hun har gjort i sit første.