Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

5. august 2019

Ovenpå en virkelig rar og rolig weekend med komplet tavshed her på matriklen, er jeg igen tilbage foran skærmen, klar til lidt mandagsskriblerier. Egentlig var det ikke meningen, at jeg skulle have holdt helt fri i weekenden, men ovenpå nogle urolige nætter, der mest af alt føles som én lang ammestund takket være de små bisser, Nola langt om længe er ved at gro sig, trængte jeg til at trække stikket ud (bogstaveligt talt) og jeg prioriterede istedet at bruge Nolas sovepauser på at genoplade batterier med en bog i solen. Og det lykkedes, det med at få gen-opfyldt energitanken, og således er jeg fuld af gåpåmod for ugen, vi nu har kastet os over. Nuvel, det er også en overkommelig en af slagsen, eftersom den kun byder på to arbejdsdage, inden vi onsdag sætter kursen mod Bornholm, og den første er ret beset næsten ved at være ved vejs ende. Jeg har haft hente-tjansen med Nola idag, så er gået tidligt fra kontoret, men den lille dame havde endnu ikke sovet sin eftermiddagslur. Den tager hun så i gården nu, mens jeg indhenter lidt arbejder, og glæder mig over, at vores fleksible hverdagsskema indtil videre kører som smurt. Det skal jeg i øvrigt nok vende tilbage til, det der med hvordan det går med at være tilbage fra barsel. I første omgang gælder det mandagstraditionen med et kært tilbageblik på ugen der er gået.

II Nola er nok mest af alt sin mors pige, kan jeg vist godt røbe uden at fornærme Mads. Men så er der stunder som den her, hvor hun knuger sig ind til sin far, og mit hjerte er ved at svømme over ved tanken om, at de her to, det er min familie. For altid ♥ Så vildt det er, at have lavet sin egen lille familie II

II Lørdag søgte vi ly fra solens varmende stråler og lod os sænke blødt ned i biografmørket for at se gen-indspilningen af Løvernes Konge. Jeg gik derind uden de store forventninger og gik derfra fuld af fascination over de mange smukke scener. Og ok, med temmelig røde øjne fordi jeg hulkede mig igennem en stor del af filmen. Disney 1 vs Line 0. Den fik helt og aldeles ram på mig, og jeg synes afgjort den er en biograftur værd II

II Mit lille menneske, der lige for tiden er så fuld af kunstnerier, at det er umuligt ikke at komme til at grine ad hende. Hvilket hun godt ved, og derfor fjoller lidt ekstra til ære for latteren. Lille elskling II

II Små venner og store venner på legeplads. Jeg har sagt det før, men det er virkelig en gave, at så mange af vores venner har små børn på samme tid som os. At kunne sætte hinanden i stævne en søndag uden hævede øjenbryn over at det skal foregå med sand mellem tæerne på en legeplads er virkelig, virkelig rart! II

II Søndagssæt fra Jagger. Jeg ville ønske at alle søndage, kunne ende sådan, selvom jeg i praksis nok ikke ville have samvittighed til det, min moderate mængde træning taget i betragtning, ahem. Men drømmen … den lever! II

    Kommenter