Livet som mor

TIPS TIL EN GOD VUGGESTUESTART

25. juli 2019

Ovenpå mit blogskriv om vuggestuestart, lovede jeg at komme tilbage med en håndfuld tips til at få en god start på det, rigtig mange – nok især førstegangsforældre og mig selv inklusiv – har lidt ondt i maven over; institutionslivet. Selvom vi selv er et kommet i mål med en rigtig god vuggestuestart for Nola, er jeg ikke ekspert på området. Det er søde Line, der er kæreste til en af Mads’ gode venner til gengæld, efter mange års erfaring som pædagog i en vuggestue her i Københavns Kommune. Og i øvrigt selv er mor til den sødeste vuggestuepige, og derfor har et blik på institutionslivet fra begge sider. Både som ansat og som forælder. Jeg har derfor spurgt Line, om hun kunne have lyst til at dele hendes bedste råd til, hvordan man får en god vuggestuestart, og det ville hun heldigvis gerne.

Således har vi nedenfor samlet Lines fem bedste råd til en god vuggestuestart og jeg håber, at dette indlæg kan hjælpe og give lidt ro i maven til alle jer, der selv står med et lille menneske, der snart skal starte i institution. Sådan et skriv tror jeg, vi er mange, der kan have glæde af, når vi sender det dyreste vi har, afsted ud på deres første rigtige eventyr uden os til at beskytte dem hele vejen ♥

Udover Lines råd til den gode vuggestuestart vil jeg også nederst i dette indlæg samle en håndfuld praktiske tips, som det er en god ide at have i baghovedet, når tasken til vuggestuen skal pakkes.

1.  God tid til indkøring

  • Det er meget forskelligt, hvor lang tid forældre har til at køre deres barn ind i vuggestue, og udfra det bliver der som regel lagt en plan for indkørings forløbet.
  • For langt de fleste børn, vil to ugers indkøring være fint, men hvis I har mulighed for det, så sæt en måned af til indkøring.
  • Lad så vidt det er muligt indkøringen ske i barnets tempo, og giv barnet tidlige dage så længe det er muligt.
 

2. Tryghed med hjemmefra

  • Det kan være trygt og rart for barnet at have noget med hjemmefra, som fx sutteklud, bamse, dyne og selvfølgelig sut, hvis barnet bruger det. 
  • Det kan virke trygt og beroligende med noget genkendeligt, når barnet skal sove til middag, men også i løbet af dagen, hvis barnet bliver ked og utryg.
 

3. Tydelighed i afleverings situationen

  • Forældrene må aldrig gå uden at sige farvel, da barnet skal finde ud af, at mor eller far går, men altid kommer tilbage igen. 
  • Det er en god idé, at det ikke er både mor og far, der afleverer barnet i starten af indkørings perioden, da det det kan være svært for barnet både at vinke farvel til mor og far.
  • En kort, kærlig og tydelig afsked kan ofte gøre det nemmere for barnet at komme videre bagefter.
  • Prøv altid at have et smil på læbe når du vinker farvel, så barnet kan se og fornemme at det er okay at han/hun skal være i vuggestue. Også selvom det kan være nærmest ubærligt hvis din lille trut er helt ulykkelig
  • Gå derfra med ro i sindet, vel vidende at den lille som oftest altid bliver hurtigt glad igen, og ellers kan du som forælder altid ringe ned på stuen og høre, om humøret er vendt. 
 

4. “Hvordan er det gået idag?”

  • Forhåbentlig har personalet tid til hver dag at fortælle en lille hyggelig situation fra dagen
  • Sommetider kan der være fart på om eftermiddagen, og her kan det være, at der nogle gange skal respekteres et hurtigt svar, som at: “han/hun har haft en god dag”, da personalet kan have få hænder til mange børn, og forhåbentlig prioriterer nærvær, tilstedeværelse og at være i øjenhøjde på gulvet med børnene fremfor snak med forældrene.
  • Selvfølgelig skal der altid være tid til snak, hvis forældrene har brug for det, og der skal selvfølgelig meddeles hvis barnet ikke har haft en god dag, og dette kan man godt tillade sig at forvente som forælder.

5. Reaktion på vuggestuestart

  • At starte i vuggestue er en stor omvæltning og kan være som en helt ny verden, der åbner sig for barnet. 
  • Det er forskelligt, hvornår reaktionen på institutionslivet kommer; nogle børn reagerer lige med det samme, og hos andre kommer reaktionen først senere. Det kan derfor være en god ide at begrænse planerne i indkøringsperioden – giv ekstra tryghed og omsorg i øjeblikket, og massevis  af fysisk kontakt, nærhed og nus. 
 
 

Praktiske tips til vuggestuestart

  • 1-2 sutter der kan bo i institutiuonen. Navnesutter er selvfølgelig oplagte, men hvis ikke det er en mulighed (vi bruger fx Bibs sutter) kan det være en god ide at have sutterne liggende i en lille æske på barnets plads. På den måde kan man undgå alt for mange dele-sutter.
  • Regntøj, regnfutter hvis barnet endnu ikke er gående og det samme med et par bløde sko til når de små skal ud. Vi har disse kravlesko fra Bisgaard. Derudover solhat og skiftetøj; bodystock, bluse, bukser og strømper. Og et godt råd er at lade være med at give barnet tøj på eller med som du er sart over om kan gå i stykker eller blive plettet til. For det kommer til at ske.
  • Navnemærker. Der findes et væld af steder, du kan købe fine labels, der kan klistres direkte på fx vaskeanvisningen i tøjet og ikke ryger af i vask. Jeg har købt strygefri navnemærker hos byhappyme.
  • Solcreme, hvis ikke institutionen står for dette. I vores vuggestue sørger vi selv for at smøre ind hjemmefra om morgenen, og så bliver børnene smurt efter lur, og til dette skal vi fx ikke selv medbringe solcreme.
  • Sutteklud, nussebamse eller andet, der giver dit barn tryghed i alt det nye.
  • Overtøj afhængig af sæson. Her i sommerhalvåret vil jeg anbefale enten en softshell eller termojakke, en fleece eller strikcardigan eller amden let jakke.
  • I Københavns Kommune er det mit indtryk, at de fleste institutioner har en ordning hvor børnene får både mad og bleer i vuggestuen, men tjek om dette er tilfældet, og ellers skal der en madkasse og bleer på indkøbslisten.
  • Det kan også være en god ide med en lille rygsæk eller mulepose, som alle barnets sager er samlet i og som nemt kan hænges på knagen på barnets plads i institutionen.
 

  • Reply
    Mette
    25. juli 2019 at 20:42

    Jeg har så en datter, der nærmest fra fødslen ikke ønsker at sige farvel, fordi hun bliver for ked af det i situationen. I dag er hun 4 år, og jeg har måttet slås med pædagogerne for at få dem til at forstå det!

    • Reply
      merimeri
      2. august 2019 at 10:48

      Åh, det lyder så hårdt for alle parter. I så fald er løsningen med tydeligt farvel, selvfølgelig ikke den rigtige, og hvor er jeg ked af at høre, at I har måtte slås med pædagogerne omkring det.

  • Reply
    Maria
    25. juli 2019 at 20:55

    Hej Line
    Der ligger en lille forretning på Gasværksvej, som sælger Bibs sutter med valgfri navneindgravering. Man vælger selv, om navnet skal indgraveres på ydersiden eller indersiden af sutten.
    Jeg kan desværre ikke huske, hvad butikken hedder, men den skulle være til at finde, hvis du gerne vil have navnesutter til Nola ☺️

    • Reply
      A
      25. juli 2019 at 21:10

      navneparadis 😊

      • Reply
        merimeri
        2. august 2019 at 10:49

        Hvor er I gode A og Maria. Tusind tak for tippet!

  • Reply
    Lullumut
    26. juli 2019 at 9:29

    Vi bruger også Bibs sutter, og dem køber vi med navn på hos Sunde Sutter 🙂 Tre stk. der ligger fast i vuggestuen. De kommer med hjem i weekenden og bliver skoldet. Vi køber også alm. Bibs sutter uden navn på hos Sunde Sutter til at have herhjemme.

    Ekstra sokker. Nu er A halvandet år, og han kommer næsten altid hjem uden sine sokker. Enten har de været våde, eller også har det været for varmt. Jeg glemmer at spørge til dem. Så masser af sokker, og ikke de dyre af slagsen, ha 🙂

    • Reply
      merimeri
      2. august 2019 at 6:50

      Godt tip med Bibs-navnesutter! Jeg tænkte faktisk de var for små til, af der kunne blive plads til navn, men fedt at det ikke er tilfældet!
      Og åh ja, sokker!! De forsvinder som dug for solen i vuggestuen, så vi skal også øve os i at have flere par liggende dernede 😅

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar