Vi nærmer os datoen, hvor Nola har været lige så længe ude i verden hos os, som hun var det inde i maven. Så vildt at tænke på. Og selvom jeg ikke længere kan bruge frasen, at det føltes som igår, at jeg lå med hende i mine arme for første gang på Hvidovre Hospital en varm julidag, så husker jeg stadig dagen – og de mange følelser – tydeligt. Hvordan jeg overvældet af min egen krops præstation følte mig som den sejeste powerkvinde. Jeg var helt og aldeles høj på følelsen af at føde. Og er det egentlig stadigvæk, når jeg tænker tilbage. Jeg var heldig at have en drømmefødsel, og jeg glæder mig til den dag, jeg forhåbentlig skal igennem det igen.
Men hvornår skal jeg og vi det? Den tanke har fyldt en del på det seneste. Og endnu mere nu, hvor vi også har et bryllup at planlægge. Drømmebrylluppet inkluderer nemlig hverken en gravid mave eller et barn, der stadig er afhængig af mine bryster. Og aller helst lå det i september, som er en måned jeg holder mere end almindeligt meget af, og som jeg længe har drømt skulle være min bryllupsmåned, skulle den dag komme. Det snævrer jo planlægningsfeltet gevaldigt ind, men samtidig er vi også lidt tøvende med at slå os fast på et septemberbryllup, for hvad så med barn nummer to? Bliver der for langt mellem Nola og lillebror/lillesøster, hvis det tidligst kan blive til sommeren 2021? Bliver det som at starte helt forfra, hvis der er tre år imellem, eller er man stadig varmet op til hele babyhurlumhejet og de søvnløse nætter? Har man stadig stor glæde af hinanden, er der tre år i mellem eller skulle de så kommende tættere på hinanden? De tre år forudsætter i øvrigt, at vi bliver gravide lige så nemt som første gang, og det kan vi jo altså heller ikke vide os sikre på, selvom vi selvfølgelig er nødt til at tænke, at det er udgangspunktet. Sidste mellemregning til babyligningen, der skal gå op, er at vi også drømmer om en børneflok på tre, så vi er også lidt nødt til at tænke ind, at vi ikke kommer så sent i gang, at barn nummer tre måske slet ikke er en mulighed.
Mange store tanker, og nok ikke et entydigt svar. Men jeg vil virkelig gerne høre fra jer, der måske allerede har flere børn. Hvor langt er der imellem, og har det været et godt interval? Jer med et barn, som drømmer om et mere, hvornår tænker I det skal være og hvorfor?
32 Comments
Sara
30. marts 2019 at 9:21Jeg har godt nok ikke selv børn, men min søskende og jeg er et ret godt eksempel: der er 1 år og 8 måneder imellem min storesøster og jeg, og 6 et halvt år imellem min lillebror og jeg, og jeg er klart tættest med min lillebror. Det er aldrig til at vide, for min søster og jeg har altid været meget forskellige, så alder behøver virkelig ikke betyde noget i den sammenhæng. 🙂
merimeri
30. marts 2019 at 9:24Du har så ret Sara, relationen afhænger selvfølgelig også meget af fælles fodslag i forhold til interesser osv. Men virkelig fint at høre at du faktisk er tættest med din lillebror, selvom der er en del år imellem jer. Der ville jeg have tænkt, at det nok forholdt sig lige omvendt. Tak for at dele 🙂 Den dejligste lørdag til dig! Klem
Josephine
30. marts 2019 at 9:33Jeg er mor til 3 døtre på 8, 5 og snart 2. Så der er lige knap 3 år i mellem. Jeg synes det er en perfekt aldersforskel. Den store er lidt mere selvstændig når den næste kommer og man har så meget tid til at nyde de forskellige stadier med dem. Den ældste har været så god da den mindste kom og der er altså noget særligt ved at hun var så bevidst da den mindste kom. Udover det leger de bare rigtig godt sammen de to ældste man mærker ikke at der er 3 år mellem dem og tænker det fortsætter når den mindste bliver ældre.
Jeg har selv en lillebror som er 5 år yngre og vi har det bedste forhold til sammenligning med min mand som har en bror som er 1 1/2 år yngre. Så jeg tror virkelig det er meget forskelligt😊
merimeri
30. marts 2019 at 12:32Lyder som en skøn flok du har dig Josephine ♥ Rigtig god pointe det med selvstændigheden, som alt andet lige selvfølgelig er større hos den ældre søskende jo flere år der er imellem. Det er en vigtig faktor at have i baghovedet! Min lillebror og jeg er der 3,5 år imellem og vi har aldrig været specielt tætte. Om det skyldes aldersforskel eller forskelligt sind er jo svært at sige, men jeg ønsker sådan, for de børn vi får, at de får stor glæde af og med hinanden.
Anne
30. marts 2019 at 9:55Jeg er gravid med min nr. 2 og der bliver 3 år og næsten 3 måneder imellem mine dem – hvis lillesøster komme til termin, og ikke “snyder” ligesom storesøster:)
Jeg var ikke klar til at blive gravid før og vi blev det i første forsøg som med storesøster. Jeg har altid tænkt, at vi som forældre hellere ville have mere overskud og så vente med nr. 2 end at forhaste en 2’er “igennem”, når overskuddet egentlig ikke var der. 3 år synes jeg er relativ tæt aldersmæssigt. Til sammenligning er der 4 år mellem min mand og hans bror og de er bedste venner! Der er knap 3 år mellem min bror og jeg, og vi blev først rigtig tætte efter vi flyttede hjemmefra (og faktisk flyttede sammen).
Vi har priroriterert vores overskud og hvor er jeg glad for det! Vi har virkelig mærket “friheden” før lillesøster kommer og det fortryder jeg slet slet ikke! Dette til trods for, at storesøster altid har været “nem” (hader det ord!), sovet godt, spist godt osv, har jeg slet ikke været klar før.
merimeri
30. marts 2019 at 12:36Tilykke med 2’eren i mavsen Anne ♥ Lyder som et rigtig godt afsæt for en dejlig start på familielivet med to børn, det der med at vente til overskuddet er tilbage på rette kurs igen. For os tror jeg også vi vil have godt af at føle friheden som kærester lidt igen, inden vi starter forfra på babylivet, for “nemme” børn eller ej, så tærer det altså på parforholdet når al opmærksomhed og overskud går til børnene.
Sofie
30. marts 2019 at 10:42Jeg er gravid med første barn, og vi har allerede talt om, at der skal være 3 år i mellem. Jeg har flere eksempler fra min familie, hvor der er 1,5 og 2 år i mellem nr. 1 og 2, og det er som om nr. 1 på ingen måde er klar til at give afkald på den fulde opmærksomhed til mor og far og slet ikke forstår endnu, hvorfor opmærksomheden er på den nye baby (hvilket er helt naturligt, når barnet jo er så lille). Der er 4 år mellem min kæreste og hans bror og de har et utrolig tæt forhold, der er 3,5 år mellem mig og min bror og vi har altid leget meget sammen og haft glæde af hinanden, når jeg tænker tilbage på min barndom. Vi har det også super godt sammen i dag. Igen som andre nævner, vil vi også gerne “nyde” den første og så netop vente til, at nr. 1 er lidt mere selvstændig og måske kan “hjælpe” lidt til med baby, i stedet for at stå uforstående overfor den lille ny.
Selvfølgelig er alle børn forskellige, og alle familier forskellige. I skal jo vælge det, der føles rigtigt, men håber du kunne bruge mit input i dine overvejelser 🙂
merimeri
30. marts 2019 at 13:02Ih tillykke med baby, Sofie ♥ Hvornår skal det være? Jeg kender også til flere tilfælde, hvor livet med to små børn tæt op ad hinanden, har fået en lidt turbulent start, fordi den “store” søskende ikke har været klar til at dele mor og far med en lillbror/søster, men der er helt sikkert også eksempler, hvor det ikke er tilfældet. Så dejligt at du vil dele dine egne tanker og erfaringer på området! Klem herfra
Mathilde
30. marts 2019 at 11:09Vil også blot tilføje at der er 4 år mellem min ene lillebror og jeg, 5 år mellem den anden lillebror og jeg. Man skulle tro at de to drenge med kun 1 års forskel ville være mest tætte, men det er klart min ene bror og jeg som er tættest 🙂
Min søn er 6 måneder nu, og jeg tror vi forsøger at planlægge nr 2 til når han er ml 2,5-4 år. Alt efter hvor lang tid det tager og hvornår vi har overskud til lille bebs igen. Jeg drømmer en smule om at opleve en god nattesøvn inden nr 2 må jeg indrømme! 🙂
merimeri
30. marts 2019 at 21:49Dejligt med et eksempel på, at det bestemt ikke behøver være tilfældet at dem med færrest år imellem sig får den tætteste relation. Og åh ja, den nattesøvn. Jeg skal også lige være tanket op på søvnkontoen, før en 2’er bliver en realitet her!
I
30. marts 2019 at 11:18Jeg har ikke børn, men jeg kan godt undre mig lidt af den der holdning om, at børn kun får noget “ud af hinanden”, hvis der er max to år imellem. Det er jo ikke sådan, det fungerer – nogle børn skændes helt vildt og gider ikke hinanden, selvom de er tæt på hinanden aldersmæssigt, andre får et fantastisk tæt forhold. Et godt søskendeforhold er jo ikke noget, man rationelt kan planlægge. Jeg selv er efternøler med noget ældre søskende, og vi har altid haft et rigtigt godt og tæt forhold – og jeg kan bare slet ikke genkende, at det skulle være et problem. En ting er selvfølgelig hvad man som forældre har lyst til (om man kan overskue babyshow, når det er længe siden sidst), men den der meget matematiske tilgang til at kunne planlægge, hvordan man maksimerer ens børns forhold til hinanden, det forstår jeg virkeligt ikke. Nu lyder det lidt som et surt opstød, og det var egentlig ikke sådan ment. Min pointe er mere, at man ikke skal være så bange for en stor aldersforskel.
merimeri
30. marts 2019 at 22:11Ingen fornærmede miner herfra. Jeg synes blot det klæder kommentarsporet her med så mange gode og forskellige erfaringer, så tak for også at spille ind med dine, I! Du har ret i at tætte relationer selvfølgelig ikke kan planlægges. Jeg håber bare sådan, at vores flok får stor glæde af hinanden, uanset hvilken aldersforskel, der kommer til at være tilfældet, så det er virkelig rart for mig at høre om så mange gode eksempler med adskillige år imellem børnene og alligevel gode forhold. Det er det nemlig lidt småt med i min egen omgangskreds, som jo er den horisont jeg skriver udfra.
Michaela
30. marts 2019 at 11:20Hvis vi ønsker et barn mere, vil vi også begge gerne have ca 3 år i mellem. Den beslutning er tager udfra, at vi gerne vil nyde nummer 1 have lidt mere overskud til parforholdet osv. Og at vores første skal være mere klar mentalt til en søskende. Som andre så fint har skrevet, så handler det mere om sind/“kemi” og interesser, om søskende bliver tætte end alder.
merimeri
30. marts 2019 at 22:13Det er så god en pointe det med det mentale overskud – hos både forældre og storesøskende! Og det tidspunkt varierer selvfølgelig fra familie til familie, men herhjemme trænger vi i hvert fald også til lidt mere overskud på søvnkontoen og pleje af kæresterelationen før vi er klar til helt seriøst at bytte tresomheden ud med et firkløver.
Camilla
30. marts 2019 at 12:07Der tre tre år mellem min søster og jeg. Og vi ser hinanden flere gange om ugen af egen fri vilje 😉
Når det er i det spænd 2-3 år, så tror jeg, at det er mere hvad forældrene gør det til, om man får to vidt forskellige børn end aldersforskellen. Der er kun 2 år og 2 mdr. mellem mine unger, men det var fordi, at det var det der passede ind også hvis vi sku have en nr.3 på et tidspunkt.
merimeri
30. marts 2019 at 22:16Lyder som et fantastisk bånd du har til din søster, Camilla! Tror du har en god pointe i det med, at man som forældre nok også kan præge relationen mellem søskende i forhold til om de har interesser i samme retning eller helt forskudt af hinanden.
Ditte
30. marts 2019 at 16:03Jeg har to børn med 2 år og 3 mdr. imellem – dette planlagt ud fra ønsket om at de får et tæt forhold. Som andre skriver, er det jo slet ikke til at vide, om det kommer til at ske, men synes i hvert fald, at det har været en god start (min datter er nu på jeres Nolas alder og min søn lige fyldt 3) – min søn har taget det så flot og været rigtigt god til at dele opmærksomheden og vil meget gerne sin lillesøster. Men jeg har også flere gange tænkt, at vi da godt kunne have ventet et halvt års tid, da han så ville være endnu mere selvhjulpen – for det er altså hårdt med to så små. Så jeg tror, at 3 år er en rigtig fin aldersforskel. Synes først den bliver “for stor”, hvis der er +4 år.. Solndende hvad I beslutter 🙂 Rigtig god lørdag 🙂
merimeri
30. marts 2019 at 22:20Hvor er det dejligt at høre, hvor flot storebror har taget imod lillesøster. Seje lille fyr! Sikke en gave det må være som forældre. Det med den store søskendes moden- og selvstændighed er virkelig en god pointe, og helt sikkert også en ting, vi vil have med i vores overvejelser. God weekend til dig!
Julie Koch
30. marts 2019 at 17:10Årha. Vi snakker SÅ meget om det herhjemme. For det ene spørgsmål leder jo så naturligt til det næste. Hvor skal vi bo? Hvornår skal vi flytte? Har vi overhovedet lyst til at flytte ud af byen? Osv osv 😅
Jeg tror at vi planlægger, så godt som man nu kan sådan noget, at der er 3-4 år imellem. Jeg ønsker at Augusta er mere selvhjulpen, og måske har en forståelse for at dele sine forældre med en mindre søskende. 😘 men det er SÅ svært.
merimeri
30. marts 2019 at 22:22Haha du har så ret Julie. Babyspørgsmålet kommer ikke alene. Vi har for en stund parkeret flyttetankerne, men ved også, at det hurtigt kan poppe op i bevidstheden igen. Nok især i takt med at Nola bliver større, og de tidlige weekendmorgener på legepladser bliver flere og flere 😉
Sophie
30. marts 2019 at 19:27Vi har to med 3 år imellem og det er helt perfekt! De har så stor glæde af hinanden, og vores store var startet godt op i børnehave inden lillebror kom. Det der var afgørende for vores valg, var den pædagogiske begrundelse, at barnet har brug for deres forældre for sig selv de første tre år.
Jeg hr virkelig kunnet mærke forskel på de børn i vores vennekreds, der har haft hhv 2 og3 år imellem dem og lillebror/søster. Som om de bare er mere trygge og rolige.
Men uanset hvordan man gør, så bliver det jo det rigtige for ens egen familie ❤️
merimeri
30. marts 2019 at 22:29Det lyder til, at I har fundet den helt rigtige model for jeres familie Sophie. Så dejligt ♥ Jeg kan også mærke, at det fylder en del for mig ikke at “frarøve” noget fra Nola, så hendes selvstændighed bliver helt sikkert også en faktor i beslutningen, selvom der selvfølgelig kan ske vildt meget også med hendes udvikling og parathed på 9 måneder.
Anna
30. marts 2019 at 19:59Vi har to børn med 3 år og 3 mdrs mellemrum, og det har for os været helt perfekt. Jeg nåede at få min krop tilbage og nyde, at ingen var afhængig af den eller mine bryster samt fik en god tid tilbage på arbejde igen, hvor jeg nåede at rykke et skridt op ad karrierestigen. Samtidig var det et kæmpe plus for os, at storebror var en hel del selvhjulpen på rigtig mange områder, da lillebror kom, samt at han var blefri. Det har gjort hverdagen med to børn så meget lettere for os på så mange områder. Når det er sagt, er vi også den type mennesker, der (selvfølgelig) elsker vores børn over alt på jorden og elsker at tilbringe tid med dem. Men samtidig sætter vi også pris på vores “alenetid” både sammen som par og hver for sig, og det er bare lidt lettere at få flettet ind i en hverdag, når man ikke har to helt små børn. Men som andre også har skrevet, er det den konstellation, som er bedst for os og for andre, er det helt sikkert noget andet.
merimeri
30. marts 2019 at 22:38Tusind tak for at dele jeres konstellation og erfaringer Anna! For mig er det virkelig rart at høre om alle de perks I hver især har oplevet ved at lade der være som minimum nogle år imellem søskende. Lige nu og her skal vi også først og fremmest tankes op på søvnkontoen, have plejet kæresterelationen og os selv, og give Nola tid at udvikle sig som et lille, helt menneske, inden en to’er kommer i spil. Hvor lang tid det så ender med at tage at nå dertil, må tiden jo vise …
Emma
31. marts 2019 at 18:12Jeg tror der er mange andre ting, der spiller ind på et godt søskendeforhold end lige præcis alder 🙂 Der er så lidt som 10 måneder mellem min bror og jeg, og ja, vi havde da et ok forhold som mindre, men vi skændtes også så det bragede (det tænker jeg tit søskende gør ;)) I dag har vi et rigtig godt forhold og snakker meget sammen.
Min kæreste har to søskende, der er henholdsvis 8 og 11 år ældre end ham, og de havde selvsagt aldrig et “søskendeforhold” på den måde, da de voksede op pga. den store aldersforskel, men i dag snakker han meget med sin søster (der er 8 år ældre) og de ses også tit (men vi bor i hver sin ende af landet).
Selv har jeg altid tænkt, at jeg gerne vil have børn med et par års mellemrum, da de så trods alt har de “bedste forudsætninger” for at kunne lege sammen etc. i opvæksten, men på den lange bane tror jeg ikke det gør noget, om der er 2-3 eller måske 6 år i mellem 🙂
Emma
31. marts 2019 at 18:17Ps. Jeg har dog også en kusine, der har to søskende, der er 6 og 8 år ældre, og hun har altid følt sig lidt “udenfor”, og følt, at de store havde et meget større bånd fordi de var tættere aldersmæssigt. I dag, hvor de alle har fået børn, snakker de godt – og tit sammen – men hun har selv fået børn med cirka 20 måneders mellemrum af samme grund. Og her her der altså ingen jalousi eller noget været fra den største, han er så glad for lillesøster og omvendt 🙂
Så jeg tror min konklusion er; Gør hvad I føler for og hvad der føles rigtigt for jeres familie. Et godt søskendeforhold kan uanset hvad være svært at tvinge frem, men jeg tror, at det nok nok blive godt uanset hvad 🙂
merimeri
8. april 2019 at 20:45Du har helt sikkert ret, Emma. Et godt søskendeforhold afhænger af så meget mere end bare alder, så det bliver heller ikke en faktor, vi vil lade stå alene. I forhold til det rette tidspunkt, har det til gengæld gjort et virkelig stort indtryk hvor mange der nævner førstebarnets selvstændighed og bevidsthed, når lillebror/søster kommer til, og det er helt sikkert noget, vi vil tænke mere over.
Tusind tak for at dele familieerfaringerne hos jer! Klem
Catharina Hyldelund
1. april 2019 at 13:46Vi har 3 år og 7 mdr. imellem vores drenge. Jeg synes det er helt perfekt. Den store var relativt selvhjulpen, da lillebror kom. Han var meget deltagende i alt omkring lillebror; bad, mad (flaske), leg osv. Han forstod at han skulle være forsigtig og jeg kunne lade dem være uden opsyn korte stunder (toiletbesøg, bad og lign.)
Min mand havde ellers et ønske om få år mellem vores børn, da han tog udgangspunkt i sit eget forhold til sin bror, som er rigtig godt. Dog måtte jeg minde ham om, at gode søskenderelationer ikke er givet på forhånd, og at køn måske kan spille en rolle for, hvilket forhold man har til sin søskende.
merimeri
8. april 2019 at 20:42Hvor er du sød at dele jeres erfaringer med barn nr 1 og 2. Tak Catharina! Lyder til at I har ramt et rigtig godt tidspunkt mellem jeres drenge i forhold til storebrors selvstændighed. En faktor vi også vil vægte højt, især efter alle jeres mange gode input netop om det.
Viola
5. april 2019 at 20:14Vi har to piger med 2,5 år imellem – og vi var stadig fint inde i babyræset… manglende søvn, bleskift, lur osv. Så jeg havde ikke oplevelsen af ‘at blive slået hjem i ludo’, da nummer 2 kom. Der var også fint sprog på den ældste og en forståelse af, at babys behov kommer først (det var så ikke altid lige fedt, men hun forstod det godt). Nu er den ældre 4,5 og den yngste 2 og jeg kan se, at de søger hinanden mere og mere og det er fedt og alt det hårde slid (læs: søvnmangel) værd.
Jeg ved jo, af gode grunde ikke hvordan det er med andre, men jeg var i mødregruppe med en der havde med 1,5 år og hun var dæleme presset – mest af alt på, at den store ikke var så stor… der var ikke voldsomt meget sprog og det var svært, at være alene og så blive nødt til at prioritere den mindstes (basale) behov, når den store også gerne ville ses. Men… igen… børn er sgu så forskellige…
merimeri
8. april 2019 at 20:26Åh Viola, TUSIND tak for at spille ind med dine erfaringer. Det er simpelthen så fantastisk dejligt at få så mange perspektiver på søskendeflokken med. Virkelig! Kram til dig
Mette
16. april 2019 at 18:24Der er 2 år og 3 uger mellem mine børn. De er ret tætte (er 9 & 11 nu – dreng og pige) og har haft stor glæde af hinanden, men det var ederbrodereme hårdt i starten.
Den store var ikke i stand til at behovsudsætte eller italesætte, da den lille kom – eller til at klare sig selv. Det er svært, når man har en baby, der græder af sult og et barn på 2, der også vil have hjælp… Men til gengæld var hun heller ikke spor jaloux, for den lille har bare altid været der.
Selv om jeg var helt inde i babyrutinen, var det virkelig noget af en babyfabrik med 2 ble-børn. Og så sov de selvfølgelig på skift – både om natten og middagslure om dagen. Mine dage det første år bestod bare mest af at skifte bleer, putte børn og smøre leverpostejsmadder. Heldigvis er alt en overgang 🙂
Til gengæld har mange af overgangene – fra vuggestue til børnehave til skole – fungeret virkelig godt, fordi den store har været virkelig god til at give den lille en god overgang (han fik hendes plads i vuggestuen, da hun startede i børnehave – de gik i børnehave sammen på hver sin stue i 1 år – de har klasselokaler ved siden af hinanden og har haft det hele vejen igennem), og hun har været omsorgsfuld og holdt lidt øje med ham (ikke fordi hun skulle, sådan er hun bare). De har også mange fælles venner pga netop disse tætte overgange.
Jeg er glad for vores valg – som man jo som regel bliver 🙂