Ting jeg kan li'

FREDAGSPOST

15. marts 2019

Weekenden er så tæt på nu, at man næsten kan mærke den. Fredagseuforien. Glæden over at have to dage til at ruske lidt op i hverdagstrummerummet. Hvad end det så betyder at komme til bunds i alle de hængepartier, hverdagen byder på, eller at fylde weekenden med selvforkælelse og gode planer, som kan løfte den kommende uges hverdage op. Begge dele kan noget, men bevares, på hver deres måde.

Jeg har glædet mig særligt til denne weekend. Både fordi vi for en stund gør et ophold i den seneste måneds maraton-fødselsdagsprogram, og for en gangs skyld har hele weekenden i København, men også og især fordi jeg i morgen har inviteret Mads på date. Ja sgu. En halv dag uden Nola, bare ham og jeg. Vi trænger til det. Så i morgen tidlig, når morgenmaden er ryddet væk, der suser vi først mod Øbro Kurbad til et par magelige og uforstyrrede timer. Derefter til frokost på Trio med udsigt over de københavnske tage. Imens hygger mine forældre med Nola derhjemme. Indrømmet, en lille del af mig er lidt nervøs for hvordan det mon skal gå at Nola skal undvære os begge i mere end bare et par timer, som er det eneste vi har prøvet før. Mest af alt glæder jeg mig dog bare til at være kærester igen. Lige dufte til livet som det var før barn.

Søndag har jeg en kaffeaftale med en savnet veninde. Og i aften skal vi holde fredag som vi gør bedst. Med noget lækkert på menuen. X-Factor og fredagssnolder i sofaen når Nola er puttet. Lige i dag kunne jeg ikke tænke mig en bedre weekendstart.

Hvad mon jeres weekendprogram er ladet med? Er der plads til at plukke lidt fra min liste med weekendtips?

  • Du kan tage forbi Junos nyåbnede cafe på Bopa Plads på Østerbro. Udover bagværket af efterhånden kultstatus byder kortet også på småretter til den lette sult.
  • Er der børn i familien, hvad så med at starte weekenden med Den Lille Kulturnat der løber af stablen for første gang i eftermiddag? Det er kultur i børnehøjde og for både store og små børn. Se det fulde program her.
  • Hente inspiration til en weekendoplevelse uden for byens brokvarterer. Ibyen tipper om fem fine oplevelser her.
  • Se de første to afsnit af DRs nye Danmarksportræt I Danmark er jeg født. En fin skildring af hvor forskellig en start på livet små børn fødes til, selvom de alle kommer hertil på den samme måde.
  • Tysklands populære VINTAGE KILO SALE gæster igen København. Det sker i Nørrebrohallen i weekenden, hvor hallen vil være proppet med vintage sager. Og du shopper per kilo.
  • Reply
    Julie Koch
    15. marts 2019 at 20:28

    Min mand har arbejdsweekend, så jeg skal underholde en 1-årig hele weekenden. Tip til det modtages 🤣

    • Reply
      merimeri
      18. marts 2019 at 13:53

      Pyha, der har været fart på kunne jeg forestille mig. Håber du kom vel igennem weekenden Julie, og at mandagen byder på et lidt mere roligt tempo!

Kommenter