Jeg er nok ikke den eneste, der kan synes, at vinteren tærer lidt ekstra på velværet? Fraværet af dagslys, solstråler og farver i naturen fordrer ikke just overskud og derfor skal der gøres en indsats for vintervelværet. Det er til gengæld ikke en helt tosset indsats at gøre sig, og dagens skriv skal derfor handle om rare ideer til at hjælpe vintervelværet lidt på vej.
Start dagen med en tur i svømmehallen
Intet giver en bedre ro i kroppen end en tur i svømmehallen. Følelsen af at have brugt hele kroppen til at bane sig vej gennem vandet. Vægtløsheden. Den let kildende kulde efterfulgt af en varm bruser og en tur i saunaen. Jeg elsker det. Og ville ønske jeg kunne gøre det noget oftere. En tur i svømmehallen er den perfekte genvej til vintervelvære. Og ja, selvfølgelig må du smutte forbi bageren på vej hjem fra bassinet. Det manglede da bare.
Brug en hel dag i badekåbe
En simpel men virkelig effektiv luksus. En hel dag i blød frotté. Det kan altså noget, og er en lille genvej til følelsen af at være afsted på spa. Kan passende kombineres med morgenstarten i svømmehallen, for tænk en rarhed det vil være at svøbe svømmetrætte muskler i det blødeste, bløde du kan finde derhjemme.
Hjemmespa
Nu du alligevel er hoppet i bådekåben, hvorfor så ikke gå linen ud, og byd op til hjemmespa. Start med et varmt fodbad, så de trætte fødder kan blive kælet lidt for. Imens kan du hygge med en ansigtsmaske, løsne op for ansigtsspændinger med en ansigtsrulle eller gua sha sten. Eller bare nyde at være uden forstyrrende elementer for en stund. Som prikken over i’et på din velværestund kan du passe tænde en velduftende lys som en rar stemnings-sætter.
Med favorit-te i koppen og en bog i skødet
I en hurtigt accellererende hverdag er det en sand luksus for en stund at sætte tempoet ned. Og intet lægger bedre op til det end en kop dampende varm te i dit yndlingskrus og en god bod i skødet. Så simpelt, så godt.
Økologisk grøn te fra Cocoon Tea Artisans
Royal Copenhagen Flora Danica krus med underkop
Den der lever stille af Leonora Christina Skov
En fastelavnsbolle har aldrig skadet nogen
Denne almengyldige sandhed er det værd at skrive sig bag øret. En fastelavnsbolle har aldrig skadet. Og således er en herlig genvej til vintervelvære at sætte tænderne i en smørblød og cremet en af slagsen. Jeg er svært glad for den gammeldags gærdejsfastelavnsbolle bagt med remonce, og de er ikke det mindste svære at lave. Heller ikke selvom man stadig er i sin morgenkåbe.
2 Comments
Astrid
7. februar 2019 at 13:34Det her er vitterligt opskriften på den perfekte dag. Jeg købte for nylig en badedragt med håbet om at tage oftere i svømmehallen, det er ikke helt sket endnu. Håber jeg snart får taget mig sammen!
merimeri
13. februar 2019 at 9:38Det må du gøre Astrid! Det er sådan en nem vej til lidt ekstra på velvære-kontoen <3