Så er der mandagspost ♥ Og hvilken mandag, fyldt med efterårssol og lunt oktobervejr, og måske ovenikøbet ferie for nogens vedkommende? Mads har efterårsferie i denne uge, og det er så rart at have ham hjemme til at hygge med os – og om os. I skrivende stund er vi stadig nede hos mine forældre, hvor vi venter på, at Nola vågner fra lur, så vi kan vende næserne hjemad mod København. Vores lille by-baby har stornydt at være på landet og selvom hun også normalt sover gode lure i barnevognen derhjemme, så har hun aldrig sovet over tre timer til formiddag i den, som hun gjorde i mine forældres have igår #blessedbe. Senere i dag skal jeg ses med en veninde til en trilletur og i morgen sætter vi kurs mod Vig og et par dage i sommerhus med et vennepar. Gennem min barndom havde vi en familietradition om en årlig tur i sommerhus med min mors familie i efterårsferien, og for mig er sommerhusture om efteråret derfor forbundet med en helt anden hygge end om sommeren. Og den hygge glæder jeg mig til at genbesøge de kommende dage. Med trilleture i skoven og til stranden, med god mad og brætspil, og med tid til afslapning og grin sammen med gode mennesker.
Resten af efterårsferien skal bruges i København. Nola skal have sin tremåneders vaccine på torsdag, og vi har med viljen holdt kalenderen lidt åben i dagene derefter, så der er plads til bare at nusse med hende, hvis hun bliver utilpas og pjevset efter vaccinen. Men en halv uge med ryddet kalender, plads til at gøre præcis hvad der falder os ind på dagen, det passer mig nu også glimrende, og alt i alt er jeg således overordentlig tilfreds med årets efterårsferieprogram.
Nu blev det til en længere snak om denne uges planer, men i virkeligheden skal indlægget jo handle om sidste uge og de fine glimt, den havde at byde på. Dem var det heldigvis ikke småt med, og jeg elsker at bladre fotoalbummet igennem og blive mødt af både gyldne efterårsøjeblikke, strålende babyøjne og fine mig-stunder.
II Trilletur i den fineste efterårsfarvede Frederiksberg Have. Med varm chokolade i koppen, sovende baby i vognen og iklædt pæne garderobefavoritter II
II Gåturen blev efterfulgt af syndig frokost på Sokkelund. Inden jeg blev indehaver af min mor-titel gjorde jeg mig mange forestillinger om, hvorvidt det var slut med at dyrke byens mange fristelser, som vi plejer. Heldigvis har det ikke vist sig at være tilfældet. Selvfølgelig skal det hele planlægges lidt mere, og aller helst times med Nolas lur, da det ikke rigtig er i hendes interesse at være ude at spise, men afsted, det kommer vi altså, og indtil videre kan jeg ikke nikke genkendende til skræmmebilledet om, at man som forældre aldrig kommer ud længere. Vi har jo bare Nola med i barnevognen, hvilket indtil videre er gået så godt II
II Vores lille mus iført hjemmestrikket dragt, som vi har fået i gave af Annesofie. Jeg elsker at jeg har veninder og veninders mødre som gider bruge deres tid på at strikke fine sager til Nola. Det rør mit mor-hjerte ♥ II
II En nærmest magisk mig-stund, hvor jeg havde tid at sidde med en kop (varm) te og en bog i en solstråle i gården, mens Nola sov middagslur. De øjeblikke er det altså med at samle på og komme i gemme-bogen II
II Fineste mandagslevering fra husvennerne hos Comme Deux, som snart lancerer deres aller første make-up produkter bestående af to fine blushes og en bronzer II
II Yndlingsfarverne og følelsen af knitrende efterårsløv under fødderne II
II Et af sidste uges aller fineste øjeblikke; mit første møde min bedste venindes lille dreng II
II At Nola helst kun sover lure i barnevognen, gør ikke så meget, når vores gård, hvor hun sover lur, lige nu tager sig sådan her ud. Farverne og lyset er fuldstændig fantastisk lige for tiden II
Ingen kommentarer