Ting jeg kan li'

FREDAGSPOST

8. juni 2018

Så er der fredagspost ♥

Er jeg den eneste, der synes, ugen her har været lidt skør? Fredagsstemning på en mandag, weekendtilbøjeligheder på en tirsdag, efterfulgt af mandagsfølelsen på en onsdag … Man har skulle holde tungen lige i munden for ikke at kludre rundt i dagene, men nu står vi altså for alvor på vippen til weekenden. Og hvilken weekend! For mit vedkommende betyder det nemlig startskuddet på årets sommerferie, og jeg glæder mig så gevaldigt til i eftermiddag at sætte mig til rette med Mads i den ene hånd og et glittet magasin i den anden (det er mit ferie-treat), og sætte kurs mod en weekend i Paris. 3 dage fyldt med kærlighed og afslapning. Og croissanter. Uendelig mængder af dem, tak. 

Det bliver en storbyferie på en lidt anden måde, end vi er vant til. Jeg døjer nemlig for tiden en del med plukveer, og jeg kan godt mærke, at selvom hovedet stadig har lidt svært ved at følge med graviditeten, så er kroppen på den grad på vej ind i slutspurten, hvor jeg dagligt bliver mindet om, at det nu er på tide at sætte tempoet ned og give kroppen lidt mere ro til at gro baby færdig. Heldigvis har Mads og jeg efterhånden været i Paris en del gange, så vi har ikke noget vi skal nå, andet end bare at nyde stemningen i byen, hinanden og en hulens masse god mad. 

Jeg har ikke fået forberedt et eneste indlæg til bloggen, mens vi er væk, så enten bliver der radio tavshed de næste par dage, eller også sniger jeg mig til lidt blogtid, når vi alligevel gør holdt på en cafe eller hjemme på hotellet for at hvile lidt. Vi får se.

Måske I alligevel også allerede har så mange weekendplaner, at der slet ikke bliver tid til bloglæsning? Ellers har jeg en håndfuld ideer til, hvad du bl.a. kan bruge din weekend på.

  • Smutte forbi en af Gannis butikker i enten København eller Aarhus og tjekke den nye pre-fall kollektion ud. Nøj der er mange pæne print og styles imellem. Især er jeg vild med de her bukser og denne kjole. 
  • Tage til plante- og keramikmarked i Nordhavn i morgen lørdag, hvor der vil være fristelser til både de grønne fingre og stilbevidste borddækningsentusiaster. Det er i Bilbaogade fra 10-17. 
  • Udnytte weekenden til at gå på loppejagt. På søndag er der nemlig loppemarked på både Nørrebro (gaderne omkring Ravnsborggade) og på Onkel Dannys Plads på Vesterbro, som begge plejer at byde på en masse godt. 
  • Gøre alvor af forårets gode intentioner og få ryddet ud i garderoben. Snart bugner butikkerne med fine sensommer og efterårsstyles, og det føles altså bedre at føje nyt til, når man har ryddet ud i det, man ikke længere får brugt.

  • Oprette en profil hos ME & the MET og nyde godt af, at medlemmer lige nu får 40% rabat på stort set hele udvalget på webshoppen. 
  • Reply
    Kirstine
    8. juni 2018 at 18:00

    Rigtig god ferie, søde Line! Nyd den og Paris <3

    • Reply
      merimeri
      16. juni 2018 at 15:45

  • Reply
    Sara
    9. juni 2018 at 7:54

    Jeg er vild med at du har en blå fase for tiden! Det er min yndlingsfarve 😍 hav en rigtig god tur til Paris. Knus fra én med termin 5/8.

    • Reply
      merimeri
      16. juni 2018 at 15:48

      Det er altså virkelig også en fin og sommerlig farve! Ih så spændende med endnu et august-barn Sara. Håber du har det godt her i slutspurten ♥ Kh.

Kommenter