Pyha, jeg havde godt nok gruet lidt for at skulle sådan rigtig tilbage til hverdagen efter jul og nytår, og jeg var da heller ikke meget værd da vækkeuret ringede i morges – til trods for at jeg sov til middag hele to gange igår og også fik mine 8 timer (+ det løse) i nat. Nuvel, det lykkedes at komme op og i tøjet og afsted på arbejde til tiden, og jeg brugte formiddagen på at arbejde mig igennem indbakken. Og tænk sig, efter frokost gik al strømmen inde i gaderne omkring vores kontor. Eftersom det er begrænset, hvor meget arbejde der kan laves uden strøm på computeren og uden internet blev vi sendt hjem, og lige der føltes det som om en eller anden form for januar-karma alligevel var med mig, og dagen på kontoret endte derfor med at blive noget mere overkommelig end først frygtet. Jeg udnyttede det til at smutte tidligt ned og træne inden alle de nytårsforsæt-ramte træningstyper ville dukke op dernede, og nu er jeg lige blevet færdig med et par timers arbejde i ro og mag herhjemme. I morgen er vi allerede halvvejs mod weekend, og jeg kan derfor mærke at selv sådan en lidt ubarmhjertig første uge i januar nok skal ende med at blive helt god. Det var min sidste uge i øvrigt også, hvor jeg nød at overskuddet var på vej retur efter sygdom og decembertrængsel.
II Jeg startede ugen med at afjule derhjemme. Selvom det kan føles helt grinch-agtigt allerede første juledag at glæde sig til at komme hjem og pakke julepynten ned, så er der altså noget sært tilfredsstillende ved at befri lejligheden for al glimmer, gran og julesnask og få den tilbage i vante mere minimalistiske rammer II
II Hverdagsmorgenmad der er godt for både øjne og krop – og så var det muligvis det mest sunde jeg fik at spise hele sidste uge, haha. Det er den ultimative januarkliche, men jeg glæder mig altså lidt til at detoxe ovenpå julen og komme tilbage i nogle lidt grønnere vaner … altså når de sidste kransekage rester er blevet spist selvfølgelig! II
II Eftermiddags biograf-date er noget af det bedste, jeg ved. Og en sjælden luksus fordi hverdagen af gode grunde ikke tillader det, og i weekenderne har man typisk så meget andet, man gerne vil nå. I juleferien nåede vi det dog, og det kom der denne anmeldelse af En frygtelig kvinde ud af II
II Selvom jeg godt kan lide de farverige morgenmadbowler, så når de altså ikke helt op på siden af et morgenbord med alt hvad min mave og hjerte begærer; hjemmebagte boller, grape med mynte, blødkogt æg, wienerbrød og Mads II
II De smukkeste vinterblomster pryder lige nu derhjemme, købt hos Stalks & Roots i anledning af nytåret II
II Klar til nytårsballade med hjemmegjorte glimmerballoner. Jeg er et værre pyntehoved og lørdag panikkede jeg lidt over, at jeg ikke havde udtænkt en plan for pynten til nytårsaften – jeg havde googlet mig frem til nogle fine ideer med helium guldballoner, men jeg var lige sen nok til at få den ide ført ud i livet fordi jeg ikke ejer en heliumflaske, og i øvrigt var for nærig til at betale 300kr for en blot til denne aften. Løsningen blev klare balloner fra Søstrene Grene som jeg fyldte med guldkonfetti fra Tiger og dernæst bandt en lang guldsløjfe på og klistrede op i loftet med dobbeltklæbende tape. Virkelig pænt, og virkelig billigt! II
II Nytårsbordet i al sin pragt. Var næsten helt ærgerlig over at pille ballonerne og de sidste serpentiner ned her til aften, men hver ting til sin tid II
II 2017 endte – bogstaveligt talt – med at blive året, hvor jeg lavede min egen kransekage for første gang. Og selv Mette Blomsterbag helt sikkert ikke ville være tilfreds med hverken afbagning eller form (hvordan får man overhovedet den trekantede facon på den bløde kransekagemasse?!), var jeg selv ovenud tilfreds med min debut, og så kan man jo heldigvis nå langt med en masse glasur og hindbærkrymmel II
8 Comments
Sara
2. januar 2018 at 22:50Til bløde dejmasser, såsom eksempelvis kransekage eller vaniljekranse, sørger jeg altid for at stille dem koldt eller på frost i 10-15 min. før de skal i ovnen. Det hjælper dejen til at holde den fine form. ☺️
merimeri
3. januar 2018 at 7:50Det giver rigtig god mening – mit problem var dog, at jeg i det hele taget havde svært ved at få den fine trekantede form. Synes dejen var for blød og klistret – selv efter at have stået halvanden time på køl – til at jeg kunne arbejde med den. Hvordan lykkes du med formen?
Marie
3. januar 2018 at 16:52Hvordan lager du dine morgenmadbowler? De ser alltid så gode ut! Ha en fin uke 😀
merimeri
4. januar 2018 at 7:47Vores grønne morgenmadsbowls består af frossen broccoli, spinat, banan, mandelmælk, ingefær, citron, som vi så blender sammen og til sidst topper af med granola, ristet kokos og frugt. Den lilla bowle består af frossen frugt, det varierer lidt men typisk er det blandede skovbær, som vi blender sammen med neutral yoghurt, banan, ingefær, inden vi topper af med granola og frisk frugt. Super nemt og de smager så godt! Knus til dig Marie
Emilie
9. januar 2018 at 22:01hej 🙂 hvor er din smukke lyserødebrødkurv fra? 🙂
merimeri
10. januar 2018 at 7:13Hej Emilie, den er fundet i Tiger i løbet af december, så måske du stadig kan være heldig at finde den 🙂 Klem
Emilie
10. januar 2018 at 11:05Tak for svaret, den må jeg lige ned og kigge efter 😊
merimeri
10. januar 2018 at 13:51God jagt 🙂