Klokken er 7 om morgenen i Phuket, hvor vi landede i nat klokken lidt i 1 efter at have været 15 timer undervejs på en tur fra Koh Lipe, der ellers bare skulle have taget 8 timer. På grund af stormvejr og for høje bølger blev vi efter 3 timer på en speedboat beordret i land på fastlandet, hvorefter vi efter en del kaos blev stuvet ind i en minivan, der skulle køre os til en ny havn længere nordpå. 3 timer senere ankom vi til Hat Yao og blev læsset af her blot for at vente yderligere 2 timer, hvor den eneste info vi fik var, at vi skulle vente på nogle andre passagerer fra en anden minivan. Nogle af os skulle derefter videre med en ny båd, og os der skulle til Phuket, skulle med minivan resten af vejen, fordi de ikke turde sejle os af afsted. Selvom det gav os udsigt til yderligere 6 timer i en bil, var jeg nu ret glad for den model, for de 3 timer på båden var mere end rigeligt. Bølgerne var så høje, at vandet stod ind på båden, og med jævne mellemrum hoppede vi vitterligt i sæderne, når vi røg ned fra en bølge. Det var rutchebanetur for alle pengene, og der går lige et stykke tid før jeg har behov for at skulle ud og sejle igen, hehe.
Vores fly videre til Hong Kong er først i eftermiddag, så vi havde håbet lidt, at kunne sove længe i dag, men det må vi så gøre på et andet tidspunkt, for det er FØRSTE DECEMBER og selvom temperaturen i skrivende stund allerede har sneget sig op på 25 grader, så er den første spæde juleglæde altså ved at melde sin ankomst. Nu glæder jeg mig nemlig til at komme hjem og jule, og timingen kunne ikke have været bedre eftersom vi lander i Kbh lige i tide til første advent.
Mens jeg sidder og får det sidste søvn ud af øjnene, har jeg skriblet lidt tanker og ønsker ned for min december, som jeg håber komme til at byde på følgende.
- Bruge første søndag i advent på at hente juletræ, skrue højt op for julefavoritten Last Christmas og få hentet julepynten ned fra loftet.
- Udnytte enhver lejlighed til at putte glögg og æbleskiver på menuen, og de første glögg-aftaler er heldigvis allerede i hus i næste uge. Sidste år blev jeg ret glad for hvid glögg, og i år tænker jeg at prøve denne opskrift fra fine Emily af.
- Byde baby-Sophia velkommen til verden som verdens bedste decembergave, og jeg glæder mig så gevaldigt til at se hvilket fint lille menneske min seje veninde (og hendes kæreste har nok også en andel her) har lavet.
- Jule den med hjemmelavet konfekt og måske også lidt julebag. Sidstnævnte må jeg efterhånden være gammel nok til selv at kaste mig ud i, og da jeg pga ferien gik glip af julebagssøndagen med min familie, må jeg jo gøre noget ved det selv.
- Bruge en søndag på at hygge med at pakke julegaver ind. Jeg gør altid et ret stort nummer ud af indpakningen, for lige så meget, som jeg elsker at finde de rigtige gaver, er det at gøre sig umage med at pakke dem pænt ind lige så vigtigt for mig. Sidste år kørte jeg et ret simpelt nordisk tema, men i år tror jeg der skal endnu flere farver – og glimmer – til.
- Nyde at jeg har klaret de fleste af julegaverne online allerede, og istedet have god tid til at finde de helt rigtige sidste gaver til Mads, min lillebror, mine forældre og svigerforældre.
- Krydse fingre for, at den her afsindigt pæne shopper gemmer sig under juletræet. Og hvis ikke, så bliver det nok en julegave til mig fra mig.
- Finde årets julekjole. Jeg plejer altid at investere i en ny kjole i december, som kan gå til månedens mange julefester. I år skal der være glimmer på, og jeg håber stadig lidt på, at denne kommer tilbage på lager. Ellers er denne også et fint bud.
- Tage forbi Royal Copenhagens butik på Strøget, og hente pæn inspiration til årets julebord, som jeg plejer at stå for juleaften hos mine forældre.
Ingen kommentarer