Hverdagsliv

OM AT FØLE SIG UTILSTRÆKKELIG I ET JOB UDEN KRAV

5. november 2017

img_1165

Inden længe kan bloggen fejre sin 6 års fødselsdag. SEKS ÅR! Det synes jeg er ret vildt. Indtil videre er det 2126 dage med opdateringer til bloggen og mit sociale medie univers. 2126 dage hvor bloggen har fået lov at fylde en ret stor del af mit liv, 2126 dage hvor jeg har stræbet efter hele tiden at gøre det bedre … og 2126 dage hvor jeg desværre også ofte har siddet med følelsen af at være utilstrækkelig i forhold til det arbejde, jeg leverer til bloggen. 

Og sidstnævnte er ærligt talt lidt skørt, eftersom jeg er min egen chef, her på adressen. Bloggerjobbet kommer ikke med et sæt krav til arbejdsindsatsen. Der er ingen andre end mig selv, der stiller krav til det indhold, jeg leverer, til mit visuelle univers eller til, hvor ofte jeg skal blogge. Problemet er bare, at jeg kan være en ubarmhjertig chef. Den type chef, der glemmer at anerkende og rose, den type, der altid stiler højere og bredere. Den motiverende type, jovist, men også typen, som aldrig rigtig er tilfreds, uanset hvor meget der knokles for bloggen. Den chef er skyld i, at jeg alt for ofte føler mig utilstrækkelig i forhold til mit arbejde. At jeg uanset hvor gennemarbejdet et indlæg, jeg leverer, altid har tankerne rettet mod det, jeg ikke fik gjort. Det er en usund vane, jeg ved det. Drænende og slet ikke spor konstruktivt. Og helt ærligt, så gad jeg godt blive bedre til at rose mig selv for de resultater, jeg rent faktisk får skabt, fremfor at være på nakken af mig selv over de ting, jeg ikke fik gjort. 

Jeg tænker ofte på, hvorfor det skal være sådan? Hvorfor jeg altid ser glasset som halv tomt istedet for halvt fyldt? Er det blot mig, der har det sådan, eller er det symptomatisk for min generation? For mit køn? Er det en konsekvens af, at vi der betegnes som generation Y er vokset op i en tid, hvor alle dørene står åbne for os. Hvor vi (næsten fuldt ud) kan træffe vigtige valg om uddannelse, karriere, og kærlighed uden at vores køn er en begrænsning for os. Nogle gange føler jeg, at fordi der er frit valg på alle hylder, så kan jeg ikke beslutte mig for, om jeg vil a eller b, og det ender derfor ofte med, at jeg forsøger at nå det hele, samtidig med at jeg banker mig selv i hovedet over, at jeg (selvfølgelig) ikke kan gøre alting til perfektion. Det er der jo ingen af os der kan. 

Jeg skeler meget til mændene omkring mig, Mads, min lillebror, dygtige mandlige kolleger. Alle lader de til at have en stålfast og urokkelig tro på egne evner. Og jeg misunder dem. Sådan en selvsikkerhed når man nemlig langt med, og den er så meget mere fordrende for at opnå store resultater, fremfor min tendens til altid at slå ned på bagatellerne, de ting jeg ikke kan, eller ikke fik gjort. Da Mads og jeg begge som helt nyuddannede var igang med at søge job, der blev forskellen på vores selvsikkerhed virkelig tydelig for mig; Mads gik efter de job, hvor han måske nok lige nu og her ikke var kvalificeret, men hvor han vidste, at han ville kunne lære de ting, der manglede, og dermed ville blive udfordret allerede fra dag 1. Jeg derimod havde travlt med at søge de job frem, hvor jeg kunne sætte tjek ved de kompetencer og krav, der blev listet i opslaget, og hvor jeg vidste, at jeg kunne løfte opgaven med det samme. På den måde tænkte jeg nok ubevidst, at jeg ikke behøvede blive konfronteret med min egen utilstrækkelighed. Men jeg var nok heller ikke blevet udfordret, for hvis der ikke er nyt at lære, nye mål at stile efter, hvad så? 

Dengang i min jobjagt, der endte jeg heldigvis efter tilpas mange peptalks fra Mads og min familie om at tage til samtale hos momondo, selvom jeg selv var ret sikker på, at jeg var underkvalificeret. Og det var jeg måske også nok lidt, da jeg efter tre samtaler og en test blev tilbudt jobbet som nordisk PR manager. Men hvad man ikke allerede kan, det kan man lære. Og det har jeg gjort. Hvilket har gjort mig dygtig til mit job … har jeg fået at vide. Den slags ros er jeg nemlig stadig ikke god nok til at give mig selv. Hverken når det kommer til jobbet hos momondo eller her på bloggen. Men det vil jeg blive bedre til. Blive bedre til at tro på egne evner, og til at anerkende de ting, jeg gør, fremfor det jeg ikke gør.

For selvom jeg er forfærdeligt selvkritisk, så er jeg jo i bund og grund helt vildt stolt af mit univers herinde og at jeg har kunne holde ved i seks år, sideløbende med at jeg har færdiggjort en kandidat på CBS og har et spændende og udfordrende fuldtidsjob. At jeg har skabt et online fællesskab mellem jer og mig, et sted, hvor der aldrig er sure opstød eller slette bagtanker, og hvor der er plads til både at snakke om kærestesorger,  flotte tasker, skønhedsfavoritter, og evige indretningsprojekter. Og det kan jeg godt lide det her sted for! Så næste gang hende den stride blogchef igen himler med øjnene og har travlt med at slå ned på de ting, der ikke er blevet gjort endnu, så vil jeg lige prøve at minde hende om, hvor sejt det egentlig er at have fastholdt og plejet det her blogunivers i så mange år. Forhåbentlig det kan få hende til pakke hendes tendens til at forårsage dårlig samvittighed lidt sammen.

  • Reply
    Kali
    5. november 2017 at 7:49

    👊🏼✨
    Stærkt, Line!

    • Reply
      merimeri
      5. november 2017 at 8:33

      ❤️

  • Reply
    Pernille
    5. november 2017 at 8:07

    Virkelig stærkt indlæg! Kan sagtens genkende dit tankemønster. Tak for spændende og vigtig læsning fra morgenstunden.

    • Reply
      merimeri
      5. november 2017 at 8:32

      Tak for din søde kommentar Pernille. Desværre er virkeligheden nok, at rigtig mange af os går rundt med den slags tanker, og alt for ofte banker os selv i hovedet med den dårlige samvittighed, men hvor ville jeg ønske, at det ikke var sådan!

  • Reply
    Rebecca
    5. november 2017 at 17:14

    Rigtig godt skriv. Og det er sgu vigtigt at kunne rose sig selv 💪🏻

    • Reply
      merimeri
      5. november 2017 at 19:22

      Tak Rebecca. Og du har ret. Det er også skørt at det skal være så svært at anerkende eget arbejde sammenlignet med andres.

  • Reply
    Sofie
    7. november 2017 at 10:03

    Så rigtigt! Tak for en god og alsidig blog 🙂

    • Reply
      merimeri
      7. november 2017 at 10:28

      Tak fordi du læser med Sofie! Klem til dig

  • Reply
    Marie
    10. november 2017 at 19:18

    Du har en fantastisk blog, Line. Du er en af mine absolut favorit bloggere, Elsker dit univers! Vigtigt indlæg, tak fordi du deler, men du gør det altså virkelig virkelig godt!

    • Reply
      merimeri
      11. november 2017 at 23:12

      Åh kæreste Marie, du aner ikke, hvor glad den kommentar gjorde mig. Tak, tak, TAK! Så dejligt du læser med, og at du synes om universet herinde. Det er en kommentar som den, der gør det hele værd at blive ved med at arbejde for. Knus til dig

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar