Kan ikke huske, hvornår der sidst er gået næsten tre uger, uden jeg har blogget. Og jeg er spændt på, om I overhovedet hænger ved derude? Jeg har aldrig haft sat en fast kvote for, hvor mange indlæg jeg skulle lave i løbet af en uge, men jeg har altid bedst kunne lide, når der i hvert fald var et indlæg klar herinde hveranden dag. Ellers kommer vi jo aldrig rigtig hinanden ved. Hverken mig og bloggen eller I og jeg. De seneste uger har jeg dog ikke haft lysten, tiden eller inspirationen til at blogge. Jeg har haft følelsen af at være løbet tør for ord. At alle de tusind tanker og bekymringer der farer rundt inde i mit hoved, stjæler pladsen fra de ord, der kunne blive sagt eller skrevet. Men nu prøver jeg. Prøver at få ordene frem. Give dem luft og plads. Sige dem højt og dele ud.
Jeg havde jo håbet, at bloggen i en tid, der lige nu er rigtig svær for mig, kunne være et frirum fra alle bekymringerne og de forvirrende tanker, men det er som om, at det ene indlæg efter det andet om garderobefristelser, drømmeoutfit og boligønsker ikke rigtig matcher, hvor jeg er i mit liv lige nu. Og det er vigtigt for mig, at bloggen gør det. Afspejler mig og mit liv. Det fornemmer jeg også på jer, at I synes bedst om. Og de mange materielle fristelser kan man finde så mange andre steder i blogland også, så måske det er ok, at mit fokus flyttes lidt. Om ikke andet noget af tiden. Gør plads til, at der blandt den evige jagt på den perfekte basisgarderobe, pæne fristelser til boligen og skønhedsfavoritter, også kan blive snakket lidt mere om de ting i livet, det ellers kan være svært at sige højt. Om hjertesorg, ensomhed og uvant usikkerhed. Og også gøre plads til, at der i nogle perioder slet ikke siges noget.
Det tror jeg er det rigtige sted for bloggen og jeg at være lige nu. Et nyt sted. Mit nye sted.
Forhåbentlig ordene igen vil begynde at komme til mig, efter at have sagt disse ting højt over for mig selv og jer. Bloggen er jo i sidste ende, hvad jeg ønsker at gøre den til, og lige nu skal dens betydning tilpasses et helt nyt liv. Heldigvis har jeg mod på det. Især denne søndag morgen, hvor jeg fra min 5. sals udsigtspost kan se efterårssolen på vej op over tagene. Elsker hvordan starten på en ny dag også markerer muligheden for, at gøre denne dag præcis som du ønsker den. Og i dag vil jeg gøre min dag glad.
Glædelig søndag venner <3
6 Comments
Ida
30. oktober 2016 at 18:09Jeg hænger ved 🙂 Kender de dumme perioder, hvor livet ikke vil, som jeg vil. Og selvom et er hammer svært, så prøver jeg at tænke på, at det kun gør mig stærkere – det virker dog ikke hver gang..
<3 <3 <3
merimeri
30. oktober 2016 at 21:07Åh, det er jeg glad for at høre søde Ida! <3
A
30. oktober 2016 at 20:49Jeg vil gerne høre mere om hjertesorg, ensomhed og uvant usikkerhed. Simpelthen fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med min egen af slagsen.
merimeri
30. oktober 2016 at 21:07Åh kæreste du, er ked af at høre, du lige nu går igennem det samme. Jeg har desværre (endnu) ikke svaret på, hvad der er det rigtige at stille op med de følelser, men i første omgang håber jeg, det kan være hjælp at sige det højt, og minde dig om, at du i den grad ikke er alene om at stå i den situation. Opmuntrende knus til dig
Cecilie
31. oktober 2016 at 6:36I mine øjne gør det kun bloggen mere interessant og vedkommende, når du er ærlig og også fortæller, når tingene ikke altid er pæne og ‘lyserøde’. Du er sej! 🙂
Hav en dejlig mandag, fine Line.
KH. Cecilie
merimeri
17. november 2016 at 19:44Kæreste Cecilie, det har taget mig lidt tid at komme igennem indbakken men din kommentar blev læst med det samme og gjorde mig i den grad glad. TAK for den og for dig. Det betyder uendeligt meget med opbakningen til at dele de ting, det ellers kan være svært at sige højt.
Kh.