Hverdagsliv

What you didn’t know about be

16. marts 2014

Tilbage i februar lavede jeg en lille spørgerunde her på bloggen, og I var heldigvis rigtig gode til at komme med spørgsmål. Tusind tak for det! Svarene har til gengæld været lidt længe undervejs, men nu skal det være. Svar på spørgerunde-indlæg gør sig også godt som søndagslæsning ikke? 😉

Mig og bloggen

Det bedste og det værste ved at være blogger? Mode har altid været en kæmpe passion for mig, og det bedste ved bloggen er, at den giver mig en mulighed for stadig at beskæftige mig lidt med den passion, selvom jeg karrieremæssigt har valgt at gå i en helt anden retning. Så er den dialog man kan have med jer læsere i kommentarfeltet også klart en af de primære grunde til at jeg stadig har bloggen! Det værste ved bloggen er nok den dårlige samvittighed der følger med. Den dårlige samvittighed over ikke at få svaret hurtigt nok på jeres kommentarer og over ikke at have tid til at lave daglige indlæg, selvom jeg gerne ville det.

Hvordan er folks reaktion? Synes faktisk de fleste i min omgangskreds har taget rigtig godt imod min blog, og mine veninder og familie er altid så søde og interesserede i at høre hvordan det går med den, til trods for at blog mediet nok kan være lidt diffust for mange.

Er det akavet at stille sig op på gaden og få taget billeder? JA! Jeg vænner mig nok aldrig helt til at stille mig op på gaden og få taget billeder. Det er på en eller anden måde lidt narcissistisk ikke? Derfor har jeg det også bedst hvis jeg kan tage outfit billeder på steder hvor der ikke er alt for mange forbipasserende 😉


Garderoben

Hvad er dine 5 garderobefavoritter? Den er svær, især fordi jeg kommer tættere og tættere på en god basisgarderobe der nærmest kun består af garderobefavoritter. Men hvis jeg alligevel skal prøve at vælge 5 ud, så må det være mine Topshop pleather leggings, min Stella McCartney Falabella taske, kashmir strik fra H&M;, mine Acne Track og så min sorte eller grå T by Alexander Wang tee.

Hvad er det næste du har planer om at købe? Har virkelig mange køb jeg drømmer om i øjeblikket, især på accessories fronten. Desværre kræver de køb også lidt ekstra på opsparingen, så realistisk set bliver mit næste køb nok et par lyseblå jeans.


Min hverdag

Fremtidsplaner når jeg er færdig med min kandidat? Jeg vil gerne arbejde med marketing og brand management, og det bliver nok i branchen for FMCG (fast-moving consumer goods). Ideelt set så blev det gerne med et mode- eller skønhedsbrand, men jeg vil helst ikke låse mig fast på en bestemt branche endnu. Det er ledighedsprocenten for nyuddannede kandidater inden for mit felt for høj til.

Hvad studerer jeg og hvor langt er jeg i forløbet? Jeg læser cand.merc.kom på CBS (en kandidat i virksomhedskommunikation) og er igang med mit 2. semester (eller 8. semester om man vil). Forhåbentlig har jeg defor snart kun 1 år til halvandet tilbage som studerende, og selvom der er en kæmpe frihed i at være studerende, så glæder jeg mig alligevel helt enormt til at være færdig.

Hvordan kan jeg bedst lide at tilbringe en fridag? Sammen med min kæreste. Det skal helst inkludere en gåtur rundt på vores Vesterbro, som jeg aldrig kan blive træt af. Måske morgenmad eller frokost på Værnedamsvej. En eftermiddag med bloglæsning eller en god serie. Fridagen skal i virkeligheden bare være slow living, så er jeg glad!

Hvordan får jeg økonomien som SU-modtager til at hænge sammen? Jeg har altid haft studiejob ved siden af studiet, og med 15-20 timer ugentlig på job, samt en lille indtægt fra bloggen også, så er det egentlig ikke det store problem at få SU-livet til at hænge sammen. Nu bor jeg selvfølgelig også med min kæreste, så vi er 2 til at dele alle de faste udgifter, og så er vi heldige at bo et sted som rent faktisk er til at betale, københavnerpriser taget i betragtning.

Hvorfor har jeg valgt at bo i København? Det var et naturligt valg for mig at tage dengang jeg startede på CBS. Jeg brugte de første 3 måneder på at pendle mellem Næstved og København, og den model fungerede ikke for mig. Det gør København til gengæld, og jeg har ikke et sekund fortrudt at jeg flyttede ind til byen.

Hvad er det bedste ved byen? Alle mulighederne. De første 18 år af mit liv boede jeg i en lille by med kun 1500 indbyggere. Sidenhen har jeg boet 2 år i Næstved, som godt nok er noget større end 1500 indbyggere, men stemningen er alligevel noget provinsiel. Alle “kender” alle og alle har en mening til alle. Det var enormt befriende at flytte til København som er en noget mere rummelig by, både på godt og på ondt. Jeg elsker at byen aldrig er stille, og at der er plads til alle!

  • Reply
    Lullumut
    16. marts 2014 at 17:11

    Mega hyggeligt at læse 🙂 Lige som det skal være på en søndag 🙂

  • Reply
    Line
    17. marts 2014 at 13:15

    Det er jeg så glad for du synes søde Louise!

  • Reply
    bettina
    18. marts 2014 at 0:18

    Iiih, du er CBS'er! 🙂 Du må sige til, hvis du får brug for en til at hjælpe med at tage billeder. Har et fint Canon kamera, jeg desværre ikke får så meget træning med.

  • Reply
    Kirstine
    19. marts 2014 at 16:46

    Skønt at lære lidt om dig! 🙂 jeg har faktisk overvejet at studere markeds/virksomhedskommunikation på CBS en gang om et par år. Lidt sjovt 🙂

  • Reply
    hende C..
    19. marts 2014 at 23:25

    Rigtig interessant indlæg med en dejlig stemning 🙂

Skriv et svar til Line Annuller kommentar