KALENDERKIG #20

GARDEROBEREGNSKAB: MARTS SHOPPING

II GANNI NEDERDEL II

Det føles som længe siden, at jeg har udgivet mit ellers faste månedlige garderoberegnskab, og jeg har glædet mig til, at det igen blev tid. Februar forløb shoppefri og det er derfor forklaringen på, at det er to måneder siden, jeg sidst har givet en forbrugsstatus. Men nu er jeg tilbage. Med dugfriske tal for mit forbrug i marts. Ikke at det er en større regneøvelse, jeg har haft gang i, eftersom blot ét enkelt køb har fundet vej til garderoben. Den smukkeste forårsprintede nederdel fra Ganni, som I også allerede har set herinde. Et køb jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde mig, og som jeg flittigt bruger flere gange om ugen til alt fra t-shirts, vamsede striks og cardigans. Glæder mig til den også skal bruges til bare ben om forhåbentlig ikke alt for længe.

1199kr stod den mig i, og det er derfor hvad min martsshopping løber op i.

Måske nogle af jer husker fra min Instagram, at jeg ellers også havde købt denne ternede herlighed af en skjorte fra Nué Notes? Da jeg stod med den på i prøverummet faldt jeg pladask for sommerhusviben over den. Indtil jeg kom hjem og alligevel ikke rigtig kunne forene mig med den. Prøverumsmagien forsvandt som dug fra solen. Kender I det? Nåh men den kom derfor retur, og sparede mig derfor for yderligere 1100kr til regnskabet.

Generelt må jeg indrømme, at jeg her i disse corona-krisetider ikke har haft en udpræget stor shoppelyst på egne vegne. Masser af trang til forandring og fornyelse, men ikke skyggen af handlekraft til at reagere på det. Som om mit forbrug er sat lige så meget på hold, som 2020 lige nu synes at være det. Altså andet end vores madforbrug, det er til gengæld stukket helt af, og jeg synes pengene fosser ud. Aldrig har vi handlet så meget ind som nu, hvor vi spiser hjemme hele tiden. Og mens der selvfølgelig er en helt masse godt at sige op at begrænse sit garderobeforbrug, kan jeg nu alligevel også mærke at jeg lige så stille får lyst til at bruge lidt penge igen. Måske det er det gode vejr, og udsigten til forhåbentlig snart at kunne bruge meget mere tid udenfor? Måske det blot er en form for opløftning i en tid hvor opløftning er mere tiltrængt end længe? Uanset, så har jeg et par helt konkrete shoppeønsker for april, som jeg tænker at slå til på.

Det har jeg i kikkerten for april

 

Hvordan er det gået med jeres tøjforbrug i marts?

6 comments

  • Ida

    Jeg er så desværre gået i den anden grøft. Den sidste måned har jeg netshoppet som aldrig før. Måske af kedsomhed? Det værste er, at jeg har købt pæne kjoler og smarte sko, mens det jeg allermest har brug for er behageligt hjemmetøj, som jeg rent faktisk mangler…. suk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh men der er nu også noget fint og håbefuldt over at gå all in på kjoler og pæne sko, Ida. Som en insisteren på at tingene snart skal blive mere som vi kender dem igen. Hvor vi kan trække i flot tøj og have nogen at vise det frem for, frem for at synke endnu dybere ned i det bløde hjemmetøj!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Helt sikkert! Jeg er blevet pinligt bevidst om, hvor lidt jeg rent faktisk har brug for/kan klare mig med, og hvad der bare er glasur på kagen, som man så må sige. Tøj vil nok fortsat være en stor interesse for mig, men jeg kan ikke bare samle tråden op til mit gamle forbrug med denne nye viden in mente, tror jeg – heller ikke selvom kontorarbejdet kræver en anden slags påklædning, end hjemmearbejdet gør. Det gælder nok flere af os 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Jeg kan ikke lade være med at glæde mig en lille smule over alle de små positive lyspunkter, der trods alt er i denne svære tid. Forbedret luftkvalitet som følge af mindre trafik på veje og i luftrum, mere forbrug med omtanke osv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Næsten præcis som dig – min shopping er mere eller mindre gået i stå. Har købt lidt nødvendigheder som nye nylonstrømper, ammebh’er og sådan, men det er virkelig gået op for mig, hvor meget det betyder at have nogen at vise mine nyindkøb frem til; kolleger, venner osv. Når man ingen mennesker ser, så går gassen godt nok lidt af ballonen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Det har du en virkelig god pointe i Stine, det er som om glansen ved det nye tøj går lidt af, når man ikke har andre end en selv og dem man bor med til at vise det frem til! På den måde kunne man måske ovenikøbet forestille sig, at mange af os også kommer til at revidere vores forbrugsvaner på den anden side af krisen, tror du ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

KALENDERKIG #20