AT FINDE MOD TIL AT GIVE SLIP

Jeg er tilbage efter et par hektiske men gode dage i Stockholm og Oslo, og jeg ser i den grad frem til en aften hjemme uden planer. En aften hvor jeg kun skal forholde mig til mig selv og måske et par afsnit af The Affair (og så det vasketøj, som er blevet udskudt lidt for længe, hah). 

I første omgang har jeg sat mig til rette med dynen i sofaen og hænderne på tastaturet, klar til at skrive lidt om noget, der fylder ret meget hos mig for tiden. Modet til at turde give slip på fortiden.

Det er snart tre måneder siden, at Mads og jeg gik fra hinanden, og for at være ærlig, så er de måneder mest af alt gået med at være ked af det, forvirret og usikker, begravet i tanker, bekymringer og arbejde. Tiden der er gået føles som en evighed og et splitsekund på samme tid, men jeg har de seneste dage også kunne mærke, at noget er forandret. At jeg er forandret. At jeg begynder at have lyst og mod til at se fremad istedet for tilbage.  

Noget af det sværeste for mig har nemlig været konstant at blive mindet om fortiden, at forholde mig til den, at holde fast på den, og på de drømme, håb og forventninger om fremtiden, som jeg plejede at have. For tre måneder siden troede jeg, at jeg ville være et helt andet sted nu, end jeg er. Og det har nok spændt lidt ben for at jeg kunne komme helt ovenpå igen, for jeg har haft svært ved at acceptere at livet pludselig ikke så ud, som jeg troede det ville. Jeg er typen, der har brug for rammer, en retning, et mål og uden disse føler jeg af og til, jeg kan være lidt magtesløs, for hvor er jeg så på vej hen? Det spørgsmål er så stort og så svært at besvare, at man nærmest helt kan miste pusten, bare ved at tænke det. Sandheden er måske, at man ikke altid kan være på vej mod noget, at livet ikke altid kan leves lineært. Nogle gange er man nok bare nødt til at være, og til at se hver dag som en ny start og ikke som en fortsættelse af det, der var.

Den tanke har jeg besluttet mig for at fokusere på. Det er jeg nødt til. Jeg er nødt til at turde give slip på tankerne om dét, der plejede at være, for derved at give plads til fremtiden og de nye eventyr, som kommer.

I morgen er en ny dag, og hvem ved, hvad den har at byde på. Jeg er nysgerrig og vil gå ind til den med et smil, et åbent hjerte og sind. Pakke tankerne om fortiden væk, den kan jeg alligevel ikke ændre, og istedet bare være til. Lige her og lige nu.