Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

31. januar 2022
II En af mine helt store glæder er følelsen af forandring i hjemmet; af projekter og gøremål der følges til dørs og bringer fornyet boligbegejstring med sig. Sådan et projekt havde jeg forleden med at få ryddet op og ud i mit garderobeskab med udsigt til, at vores garderobeskabe snart skal portrætteres til et magasin. Det fik mig til at rubbe neglen, og jeg elsker den orden og overblik, der nu igen hersker i mit skab II

Glædelig mandag! Håber weekenden var, som I havde ønsket jer – minus Malik og følgeskader heraf. Dem krydser jeg til gengæld fingre for, at I ikke har været ramt af? Vi var på landet i weekenden, og det var lidt vildt at se og mærke stormen ruske i træer, terrassemøbler og trampoliner. Lige på den front var jeg glad for ikke at være husejer og besværet med at skulle surre ting fast. Der går vores gode lejlighed ingen vegne.

Udover at have lagt stormen bag os, glæder jeg mig også lidt over nu at vende et blad til en ny uge. Sidste uge var nemlig stadig præget en del af efterveerne fra Corona; vi har været trætte og tunge i kroppen, og hostet og pudset næser i et væk, så det var ikke helt den forløsning jeg havde håbet på. Men, denne uge føles til at bringe mere overskud med sig. Jeg hoster stadig lidt, men energiniveauet er afgjort på vej op, og jeg har lyst til igen at bruge min krop og kaste mig over gøremål med min vanlige ukuelige iver. Så det vil jeg gøre!

Og i første omgang vil jeg skyde ugen igang med sådan en rigtig praktik-dag. Oprydning, vasketøj, indkøb og arbejde. Ting jeg holder af at få klaret og som for mig giver en god grobund for en rar uge. Lad os komme igang ♥

II Bagsædepatruljen i højt humør på vej til fødselsdag. Når Evi inden alt for længe kan sidde forudvendt i autostolen, og min tjans på bagsædet da er ved at være overstået, ja så kommer jeg faktisk helt til at savne at sidde der på midtersædet glemt inde i den bedste kærlighedssandwich, jeg kan komme i tanke om II
II Valmuer. Åh jeg ville ønske, at de var i sæson året rundt II
II Lidt på samme måde har jeg det med stenbiderrognen, som også endelig er i fiskehandlen igen (omend stadig til en lidt vel høj kilopris). Elsker den liflige spise, og føler jeg kunne spise det året rundt. Men måske så glæden ved dem ikke ville være helt så stor, som når sæsonen kun er et par måneder lang II
II Vi har været hos mine forældre i weekenden, og til Nolas store begejstring står min og min lillebrors samling af børnebrætspil stort set intakt. Således blev der hygget med Coco Crazy og Sombreros. Husker I dem? II
II Udklædningsfasen florerer for fuld hammer herhjemme for tiden, og Nola og hendes bedsteveninde Hannah forcerede således lørdagen iklædt tyl fra top til tå. Dør lidt over hvor søde de er. Selv i neontyl! II
II Kan I mærke det? De små stunder med spirende forårsfornemmelser, som der lige så stille bliver flere og flere af. Ej hvor er jeg klar til dem – og til at få lidt af den tosomhed tilbage hos Mads og jeg, som fuldt forståeligt er sat stort set på standby, mens baby er lille, men som vi snart kan begynde at dyrke lidt igen, som Evi snart starter i vuggestue og dermed lige så stille løsriver sig mere og mere fra mig II

    Kommenter