Livet som mor

EN DAG PÅ BARSEL: BABY FEM MÅNEDER

18. september 2021

Endnu en måned med Evi er gået, og der er simpelthen sket så meget den seneste måned. Vi er lige så stille begyndt op på grød, selvom jeg havde forsvoret, at det skulle ske før efter seks måneder. Nærmest fra den ene dag til den anden har vi udfaset slyngevuggen. Og motoren. Og Evi har taget endnu et kvantespring i hendes udvikling, og er nu begyndt at bakke lige så stille rundt herhjemme. Derfor er vi også nået til et nyt kapitel i vores barselsrytme, og jeg tænkte, at jeg endnu engang ville dele ud af, hvordan vores rytme og rutiner ser ud, nu med en baby på fem måneder. Her er indlægget fra da Evi var fire måneder.  

* * *

06:16: Nola er vågen, og det samme er Evi. Vi har haft en nat med mange opvågninger, Evi og jeg, så jeg lokker Mads til at tage pigerne med ned i stuen, mens jeg snuer videre.

07:00: Mads kommer op med Evi, og det er tid også for mig for alvor at komme igang med dagen. Mads smutter i bad, mens jeg hygger med pigerne i stuen.

07:20: Så er det min tur til et hurtigt bad, mens Mads laver morgenmad.

08:00: Jeg får begge piger i tøjet, og Evi bliver ammet, da hun efterhånden er klar til dagens første lur.

08:20: Det var egentlig meningen, at Mads skulle aflevere Nola, men hendes verden ramler sammen (som den kun kan for en stædig tre-årig) ved den udsigt, så vi sadler hurtigt om, og jeg cykler i stedet afsted med Nola mod børnehaven, mens Mads triller Evi til lur i gården.

08:35: Jeg møder en ven på vejen fra børnehaven, og vi når lige at vende verdenssituationen i 10 minutter, inden jeg drøner hjem for at tage over fra Mads, så han i stedet kan komme afsted på arbejde.

08:50: Evi sover, og jeg prøver at slå rekord i hvor hurtigt jeg kan gøre lejligheden bare nogenlunde ryddelig.

09:15: Færdig med det meste af oprydningen, og jeg sætter mig til rette med anden runde af morgenmaden, og får et overblik over dagen. Har nemlig en del samarbejder der snart skal eksekveres, så Evis lure i dag er sat af til at få planlagt disse. Jeg svarer på nogle mails, og deler en update på Instagram story om hvordan nattens suttestop for Nola er gået.

10:30: Evi er vågen i vognen, så hun bliver hentet op, og rutinen med at amning og derefter legetid på gulvet går i gang.

11:05: Jeg gør klar til et bad til Evi, som er en værre vandhund og ikke ligger stille med arme og ben i et sekund, mens hun er i badekarret.

11:30: Efter badetid, laver jeg en havregrød til Evi og topper med en blommemos. Jeg var ellers indstillet på først at starte op med mad, når Evi blev seks måneder, men fordi hun længe har været vildt nysgerrig på, hvad vi andre fik at spise og hellere end gerne ville få lov at sutte på æbler, melon og blommer, tænkte jeg, at det måske var tid. Så vi er lige så stille startet op, for at imødekomme at Evi måske var mere klar på mad, end jeg var det. Det er dog stadig på det stadie, hvor vi kun får små bider i hende, men det er rart at vide, at vi ikke har travlt.

12:00: Mere legetid, mens jeg – igen – spiser min frokost på gulvet.

12:30: Evi bliver ammet igen, og hun bliver derefter puttet i barnevognen. Vi triller afsted for at klare noget indkøb og returnere nogle pakker.

13:00: Jeg er tilbage i lejligheden, og får tjekket ind på Instagram; svarer på beskeder og kommentarer, som jeg desværre altid er bagud med. Jeg får også lagt en slagplan for mine kommende samarbejder med HelloFresh og Ellos, så jeg ved, hvordan jeg skal gribe indholdet an, da det skal eksekveres henover weekenden og starten af den kommende uge.

13:45: Evi græder i barnevognen, men det virker som et mareridt, da hun stadig har halvt lukkede øjne, så jeg triller videre med hende, og kort efter lader hun til at være tilbage i den dybe søvn.

14:00: Jeg sætter mig selv til rette til en sjælden pausestund. Med bog og eftermiddagssnack. Øver mig i at blive bedre til at lade op, og ikke altid være igang med et punkt på to-do’en. Især på en dag som i dag, hvor jeg har begge piger alene indtil Mads er hjemme fra job 18:30.

14:35: Der er lyd fra barnevognen igen, men Evi er stadig ikke rigtig vågen, så vi triller lidt igen.

14:45: Tilbage op i lejligheden og jeg pakker pusletasken, så den er klar til, at vi skal afsted og hente Nola.

15:05: Evi sover stadig, og vi triller afsted mod børnehaven, for at hente Nola.

15:40: Børnehavebussen er forsinket, men det passer med, at Evi vågner, lige som bussen ruller op forbi os. Hun kommer i bæreselen, og Nola kommer op og sidde i barnevognen med de obligatoriske eftermiddagssnack, hun som det første spørger efter, når hun stiger af bussen. Et sandt madøre som hendes forældre.

16:13: Vi er hjemme igen, og Nola får lov at se noget Paw Patrol, mens jeg ammer Evi.

17:25: Spisetid. Den helt nemme model, fordi jeg står med den selv i aften. Så Nola får en rest af en spaghetti bolognese, og jeg får den salat fra WEDO, som vi hentede på vej hjem fra børnehave.

17:45: Det er tid til Evis tredje og sidste lur, så hun bliver ammet af, og bliver derefter puttet i barnevognen. Jeg får lokket Nola med ned i gården, hvor hun cykler afsted på sin løbecykel og hygger nede på legepladsen, mens jeg triller rundt med Evi. Det er den eneste udfordring ved at ingen af lurene er i slyngevuggen længere; alene med to børn kan det være lidt stressende at få Evi til at sove i barnevognen, hvis Nola ikke er i humør til at skulle med i gården. De dage bliver vi reddet af skærmtid!

18:15: Evi sover, og Nola er så opslugt af legepladsen, at vi bliver hængende i gården. Mads kommer hjem, og gør os selskab dernede.

18:40: Tilbage i lejligheden og gør klar til et bad til Nola.

19:00: Evi vågner. Det er blevet en senere lur, end hun plejer, så jeg prøver at forberede mig mentalt på, at det bliver en lang aften med en vågen baby i dag.

19:15: Jeg ammer Evi, mens Mads gør Nola natklar. Vi bytter, og Mads får lov at hygge med Evi, mens jeg putter Nola.

20:10: Nola sover, og det samme nåede jeg vist at gøre. Mere reglen end undtagelsen at en af os falder i søvn, mens man putter børn. Jeg lister ned til Mads og Evi i stuen, som er i mægtigt humør. Vi tumler rundt på gulvet, med et halvt øje på Gift ved første blik, som kører på skærmen. Det føles lidt som at have kun ét barn, når man er alene med Evi om aftenen.

21:00: Evi og jeg går på badeværelset og gør os natklar. Jeg har haft ondt i hovedet siden i eftermiddag, så hvis putningen trækker ud, pønser jeg på at gå i seng samtidig med Evi, og det er derfor rart at have klaret tandbørstning og fjernet makeup på forhånd.

21:20: Vores nye putterutine til natten er, at jeg ammer Evi i det mørke soveværelse, og herefter bliver hun puttet i sin Najell i bedsiden ved siden af mig, hvor jeg nusser og synger “Jeg ved en lærkerede”, der også er godnat-sangen for Nola. Evi bliver desværre ofte ret ked og frustreret når hun er træt om aftenen og skal sove, så de fleste aftener, er jeg nødt til at sætte noget white noise på (White Noise for babies på Spotify) for at få ro på Evi, inden hun får vækket Nola. Til gengæld går der sjældent ret lang tid før end Evi sover, når først jeg tyr til white noise.

21:35: I dag er en af de hurtige putninger, og Evi sover allerede, så jeg lister mig ned i stuen til afslutningen af Gift ved første blik, mens jeg begynder at skrive på dette indlæg.

22:40. Efter at have klaret aftenoprydning og længe udskudt garderobesortering, kalder jeg sengetid. Mads sidder med sin computer og arbejder i stuen, så jeg lister selv op til de sovende piger i soveværelset.

23:45: Evi er vågen første gang, og bliver tilbudt brystet. Hvorefter hun med det samme falder i søvn igen.

02:29: Endnu en ammeopvågning, og jeg er næsten helt forvirret, fordi det er længe siden, at Evi har ladet mig sove næsten tre timer mellem natamningerne. Normalvis går der mellem 1-2 timer natten igennem, så jeg er helt håbefuld over måske at være på vej mod bedre tider.

03:51: Evi mosler igen insisterende i bedsiden, og hun bliver tilbudt brystet, hvorefter hun falder til ro.

04:58: Vågen igen, og som en indøvet refluks, tilbyder jeg igen Evi brystet. Det gider hun dog ikke, og hun gider slet ikke lægge i mine arme, som hun virker utilfreds over at være havnet i. Det tyder på hun ikke var rigtig vågen, så jeg putter hende i bedsiden igen, og tyr til White Noise for ikke at risikere at vække Nola, mens Evi skælder lidt ud. Kort tid efter sover hun igen.

05:42: Vi ammer igen, og på det her tidspunkt er der knald eller fald, om Evi falder i søvn igen, eller om hun melder dagen for åben. I dag falder hun i søvn ved brystet, og jeg beslutter at lade hende ligge, for ikke at risikere at vække hende, når hun bliver flyttet. Jeg scroller lidt rundt på telefonen, og klukker blandt andet lidt over kulturkommentator Anna Sophia Hermansens skarpe anmeldelse af Gift ved første blik for Berlingske.

06:10: Begge piger er vågne, og vi gør klar til at lade den nye dag rulle ind over os.

    Kommenter