Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

22. april 2021
II Mit hjerte kan slet ikke rumme det her. Så meget kærlighed! II

Ovenpå den svære fødsel er jeg heldigvis så småt ved at komme til hægterne igen, og ovenpå en virkelig god nat, hvor Evi har snuppet først fire og dernæst to timers søvn i streg, føler jeg mig mere som mig selv, end jeg har gjort længe. Halleluja. Jeg synes ikke det var sjovt eller lykkeligt at være gravid til sidst, og jeg nyder derfor uendeligt meget at lillesøster endelig er ude hos os, og at livet derfra har fået sin begyndelse.

I skrivende stund sidder jeg i sofaen, med en sovende Evi til min ene side, og computeren til den anden. For mens der stadig nok går en stund, før jeg er tilbage på bloggen på fuldt blus, glæder jeg mig over de små åndehuller, hvor jeg uforstyrret kan sætte mig til tasterne, og genfinde lidt af dét der plejer at være, selvom alting er forandret. Mens jeg elsker stadiet med en nyfødt, har jeg nemlig også brug for at nogle dage også byder på andet end babynus, og der er bloggen altså en gave at have.

Således bliver dagens skriv en omgang af den seneste tids små lykkeglimt, og så håber jeg ellers, at I alle har en rar torsdag foran jer ♥ Vi har planer om en frokost på Les Trois Cochons, der udover at have et glimrende morgenmadskort, apropos min guide til de bedste morgenmadssteder på Vesterbro, også plejer at levere varen, når det kommer til frokost, og ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at frekventere nogle af vores favorit spisesteder igen!

II En overflod af betænksomhed. Leveret til døren hos den nybagte firkløver af sødeste Anne Sofie II
II Magnolietræer på nippet til at springe ud. Nok et af mine yndlings forårsglimt II
II Nola fanget i uspoleret ballonglæde. Generelt bugner vores lejlighed af kærlige hilsner fra venner og familie, og det gør mig så rørt at mærke den hjertevarme alle står på spring til at dele ud af! II
II Lillesøsters debut i viklen. Nola og jeg fandt aldrig rigtig fidus til det, men jeg håber at kunne gøre det mere med Evi, og indtil videre er vi kommet godt fra start. Evi fandt lynhurtigt ro i viklen og snuppede et par gode sovende timer, alt imens jeg kneb mig selv i armen over hvor fantastisk det er igen at have sådan lille kærlighedsklump krøllet sammen på brystet II
II Slutter af med ultimativ babylykke. Har lyst til at stoppe tiden, bare lige lidt. Det der helt nuttede nyfødt stadie er jo forbi alt for hurtigt II
  • Reply
    Stine
    23. april 2021 at 10:09

    Så fine glimt <3 Kan du anbefale viklen? Jeg forsøgte mig selv med en strækvikle (Je porte mon bébé), men vi blev heller aldrig gode venner i første omgang. Vil dog så gerne give det et skud mere, når vi får en lillebror til sommer!

    • Reply
      Line Schjelde
      23. april 2021 at 14:11

      Nu har jeg indtil nu videre kun haft den i brug én eftermiddag, men der snuppede Evi til gengæld også en 2 timers lur i den. Den er jo som strækvikler er flest; meget stof at balancere, men når man først har teknikken synes jeg det går fint, så alt i alt er jeg glad for den, og glæder mig til at få den endnu mere i brug, når behovet for frie hænder bliver lidt større.

Kommenter