Sidste uge endte med næsten at føles som en forlænget ferieuge, selvom jeg var tilbage på arbejde. Størstedelen af mit team var stadig ferieramt og det samme lod medierne til at være, hvilket altså efterlod mig med en stille uge på job. Denne uge er vi dog næsten alle tilbage, og jeg forventer at hverdagen for alvor går løs. Selvfølgelig lige i tide til sommerens vel første hele sommeruge med temperaturer over 25 grader?
Hverdagen er også igang igen på den måde at jeg har tilladt mig selv lidt flere planer end i sidste uge, og jeg glæder mig til gode gensyn med veninder. Derudover har jeg et par deadlines til bloggen og et par projekter herhjemme, der gerne skulle tage mere og mere form.
Ugens kalenderkig kommer her.
UGE 32
MANDAG
Jeg har afleveringstjansen med Nola, derefter hurtigt ud og have klaret ugens indkøb, og så er det ellers hjem og have taget hul på en kampagne, som skal være klar til eksekvering inden udgangen af ugen. Dagen kommer derfor til at gå med at dykke ned i det bagvedliggende data og på at formulere budskaber.
Til aften har jeg et gensyn i kalenderen med mine kære mødregruppeveninder.
TIRSDAG
Er det mig der har hente-vagten og skal derfor have arbejdet igennem indtil klokken 15, hvor jeg henter Nola. Derefter et par hyggelige timer sammen med hende, inden aftensmad og aftenrutiner. Mads har en padel aftale om aftenen, så jeg er alene hjemme med Nola der, hvilket passer fint, da jeg har arbejde at indhente. Og forhåbentlig jeg når det i tide til, at jeg også kan nå lidt skriverier til bloggen. Jeg har deadline på et samarbejde på torsdag, og vil helst ikke ende med at sidde med det i sidste øjeblik, selvom det desværre oftest er sådan det ender, når jeg skal få alle enderne med fuldtidsarbejde, deltidsblog og familieliv til at mødes.
ONSDAG
En fuld dag på hjemmekontoret til at gøre et ordentlig indhug i arbejdsbunken. Eftersom vi er halvvejs i ugen, skulle jeg også gerne nærme mig slutspurten med den kampagneindsats, jeg startede ugen med at dykke ned i. Det er i hvert fald målet.
Onsdag er også familieaften, oven på to aftener med aftaler forskudt af hinanden. Vi skal hygge og forhåbentlig holde computerfri også på den anden side af Nolas sengetid.
TORSDAG
Ikke meget spændende at berette om min arbejdsdag i dag, men til gengæld har jeg udsigt til en rar aften i selskab med min veninde. Vi vil finde noget mad, der kan indtages udenfor i det gode vejr og ellers bare sludre til øjnene bliver små og trætheden melder sig.
FREDAG
Nærer et lille håb om at kunne arbejde så tilpas meget igennem forud til fredag for, at jeg kan gå på weekend allerede tidlig eftermiddag, og komme afsted og nyde det gode vejr med Nola. Det føles lidt som en joke, at sommeren vender tilbage præcis som alle er tilbage på arbejde og skolebænken, men den joke har vi vist grint af før, hva’?
Vi går på weekend uden planer, og snakker lige nu lidt om at tage på landet ned til mine forældre for at nyde godt af det gode vejr og en have.
LØRDAG + SØNDAG
Således er weekendprogrammet indtil videre helt og aldeles åbent med mulighed for både at stikke af til Sydsjælland eller finde på noget andet, hvis humøret er til det. Det må vi lige finde ud af, som vi nærmer os. Ovenpå sidste weekends fulde fødselsdagsprogram vil det egentlig også være rart at have et par dage til bare at nusse rundt i vores helt eget tempo.
Ingen kommentarer