Hverdagsliv

FREDAGSPOST

26. juli 2019
Hej med jer,
Weekenden står for døren, og sjældent har jeg glædet mig så meget til den. Glæden ved at være tilbage på arbejde, hvor dagene har et nyt virke og hvor weekenden igen giver ekstra meget mening. Og vi har plejer om at få mest muligt ud af den. Så i eftermiddag, når computeren kan klappes sammen, har vi planer om at sætte kurs ud i sommerlandet. Mod vand og luft. Byen er kogende i disse dage og vi trænger til luftforandring. Og i aften skal vi grille, mæske os i danske jordbær og drikke kolde bobler, fordi hvis ikke man skal gøre det ovenpå veloverstået første arbejdsuge tilbage efter barsel, hvornår så? 
I morgen har jeg en morgenmadsaftale med en veninde på Aster, som jeg har tårnhøje forventninger til. Det er nemlig relanceringen af Acacia, som jeg har været ret begejstret for. Mads skal ud med sin vinloge om aftenen, men der ind imellem har vi ikke planlagt noget, så jeg drømmer om endnu en tur ud i det fri. Gode ideer til, hvor vi skal tage hen i en afstand af en halv times tid i bil fra byen? 
Søndag fortsætter i samme dur som lørdag, omend nok i et lidt lavere tempo, taget de tømmermænd, jeg forventer Mads kommer til at have, i betragtning. Næste uges udsigt til regn og torden gør dog at sommervejret denne weekend skal udnyttes til fulde, så satser på, at Mads kan hjælpes på højkant med syndig søndagsmorgenmad og en ekstra kold Cocio.

Hvad skal I lave i weekenden? Måske noget vi kan lade os inspirere lidt af, nu der er luft i vores program? Ellers har jeg også samlet et par gode ideer her.

 

  • Hvis du trækker til en pause fra solen, hvad så med at hoppe i biografen og se den nye genindspilning af Løvernes Konge? Vi skal afsted næste weekend, og jeg glæder mig vildt til at se den.
  • Sluk tørsten og bliv kølet ned når Absalon i morgen kl 18 inviterer til Sommer & Sangria på Sønder Boulevard. Perfekt lørdag aften i min optik.
  • Der er også lagt op til en herlig eftermiddag og aften på Kalvebod Brygge, når sommerens andet Bølgen event finder sted. Musik og højt humør under åben himmel og med rig mulighed for en dukkert i havnen undervejs. Det gad jeg godt!
  • Er en tur i biografen alligevel for meget at forlange en varm sommerdag, kan du også flytte filmvisningen ud i det fri. Søndag er der nemlig Film på Plænen i Tivoli og denne weekend er det et kært gensyn med Bridget Jones, der er på programmet. Ultimativ søndagshygge.
  • Pluk-selv-jordbær! Fordi det ikke bliver mere sommer end det. Kildebrønde Frugtplantage i Greve har både jordbær- og hindbærplantage, og i morgen er der fra 9-13 åbnet op for pluk selv af sidstnævnte.

    Kommenter