II H&M KASHMIR STRIK (lignende HER) II MUNTHE SHORTS II FØTEX FLETTASKE II SHOE THE BEAR SANDALER (lignende HER) II ACE & TATE SOLBRILLER II
Vi sidder i bilen på vej hjem fra årets sommerferie. 10 dage er der gået med henholdsvis Heartland, Aarhus og Fanø, og tiden er gået alt for stærkt. Normalt er vi ellers altid ret klar på at vende hjem, når ferien når sin ende, men denne gang er både Mads og jeg enige om, at vi snildt kunne have snuppet et par dage mere. Fanø har været helt fantastisk, og jeg glæder mig til at fortælle lidt mere om turen. Heldigvis venter der os en uges ferie mere derhjemme, inden Mads skal retur på arbejde, og jeg skal starte vuggestueindkøring med Nola (gisp). Således er planen, at næste uge skal fyldes til randen med lige dele rare sager og masser af afslapning for at få det fulde ud af tiden hjemme med Nola, som jeg er blevet så vant til – og er endt med at holde uendeligt meget af – de sidste knap 11 måneder.
Derfor udnytter jeg lige Nolas lur ved siden af mig i autostolen til at få lidt arbejde og blogskriblerier fra hånden. Første indlæg i støbeskeen er at vise jer min sommerhus-uniform bestående af ny(ere) mælkedrengestribede favorit shorts fra Munthe, der er noget så magelige. Løse de helt rigtige steder, så man både undgår svedige inderlår og samtidig har plads til alle de sommerferie-is man lyster – man løsner bare lidt på bindebåndet. Vejret på Fanø har vist sig bedre end de udsigter, vi først havde fået, men stadig noget køligere end hvad der har været hjemme i København. Men godt det samme, for det har nemlig været sweather weather, hvilket er en af mine absolutte favoritter. Bare ben og blød strik ♥ Og det ligner, at vejret bliver perfekt til det også i næste uge!
Ingen kommentarer