10 TING DER HAR OVERRASKET MIG VED AT BLIVE MOR #3

Byder tilværelsen som mor med en 8 måneder gammel baby om benene stadig på overraskelse? Det gør den! Her kommer 10 af de seneste …

• Hvor usandsynligt meget tålmodighed det kræver at spise rigtig mad med en baby. Fingermotorikken er ikke rigtig til, at Nola får fat i så pokkers meget mad og rent faktisk rammer munden. Hvilket er super fedt når hun 80% af tiden insisterer på at ville spise selv ….
• Hvor hurtigt man glemmer en dårlig nattesøvn, når ens afkom stikker end et charmesmil som det første om morgenen. Nola sover stadig ved siden af mig i hendes seng, og som noget nyt er hun begyndt at trille rundt på maven, og møffe helt tæt hen på mit ansigt, når hun mener, det er tid at stå op. Så hyggeligt. Og som dug for solen er irritationen over hendes natteroderi forsvundet.
• Hvor mange upædogiskse hjælpemidler man tyr til, når man prøver at købe sig lidt ekstra tid til at lave fx aftensmaden færdig, mens man har en utålmodig baby på gulvet. Mit seneste påhit er at lade Nola gå i en af køkkenskufferne, hvilket hun nemt kan distraheres med. Den strategi skal jeg nok komme til at fortryde senere, når hun selv afkoder også at åbne skufferne.
• Babymareridt. Altså hvad tillader deres trods alt stadigt begrænsede bevidsthed, at de har mareridt om? Og hvordan forholder man sig til dem? Nola græder og græder, men stadigt sovende, og hvis jeg begynder at trille med barnevognen (hun har altid kun mareridt når hun sover i vognen), vågner hun og bliver mere endnu mere ked.
• Hvor fastlåst man bliver i sine rutiner, når baby pludselig skal spise selv. Som minimum er man jo nødt til at være et sted med en stol og et bord, når spisetid indtræffer, og så er der selvfølgelig hele madpakke-showet. Hvordan klarer I andre det med at spise ude med baby, hvis man gerne stadig vil fastholde intentionen om et varieret måltid?
• Hvor svært jeg har ved at slippe amningen. Nogle dage føler jeg næsten det er mere mit behov end det er Nolas, men ammestunden er bare så hyggelig, og jeg vil virkelig gerne give hende alle de gode sager fra min mælk så længe som muligt, og aller helst gerne til omkring institutionsstart. Nola har efterhånden bare så godt fat i den rigtige mad, at det næsten virker som om jeg dobbeltfodrer hende ved stadig at tilbyde bryst inden alle lure.
• Tiden. Hvordan kan den blive ved med bare at gå stærkere og stærkere? Da Nola var helt lille tog den ene uge den anden og jeg syntes dengang det hele gik meget stærkt. Siden da synes jeg dog kun tempoet er skudt i vejret, og jeg synes seriøst dagen er forsvundet i løbet af et splitsekund. Mon det kun bliver værre når man er tilbage på arbejde igen, og knappen for hverdagslogistik lige bliver skruet lidt ekstra på?
• At samtaleemnet “hvordan var babys ble” lader til at være uudtømmeligt (pun intended). Men altså, hvornår stopper man med at gå sådan op i mængde og konsistens?
• Hvor svært hovedet kan have det med at følge med babys tempo! Mig? Jeg er da lige blevet mor. Hvilket ikke rigtig understøttes af den 8 måneders baby der kravler rundt overalt derhjemme. 
• Hvordan pokker man forener vores voksenmad med noget baby kan spise. “Så baby skal bare have nogle af vores kogte grøntsager, siger du?” … Jeg kan ikke huske, hvornår Mads og jeg sidst har spist kogte grøntsager til aften. Vores aftensmad lige for tiden består af Simple Feast tre dage, og de øvrige dage enten mad ude i byen, pasta eller friske salater, så alt for ofte ender vi med at lave særlig mad til Nola, mens vi selv spiser noget andet. Og det altså lidt besværligt i længden! Hvad gør I?