At skrive blogindlæg er efterhånden blevet lidt et kapløb med tiden, med det evige spørgsmål om, hvorvidt Nolas lur er lang nok til, at jeg når at skrive færdig. Lige nu sover hun eftermiddagslur i barnevognen, men at dømme ud fra hendes møffen, som jeg hører i babyalarmen, er det ikke verdens dybeste søvn, og der går formentlig ikke lang tid før hun vågner. Så nu ser vi om indlægget her når at blive et eftermiddagsskriv eller om det først kommer på senere i aften. Folkeskolens 10-finger kursus har i hvert fald aldrig været givet bedre ud end i netop denne tid, for er du tosset, der bliver klimpet til den på tastaturet, haha.
Nåh, men nu til sagen. Min mandagstradition med et kært tilbageblik på nogle af sidste uges aller rareste øjeblikke. Og det var en uge med mange af dem. Fra ultimativ selvforkælelse og det sjoveste blogevent, jeg endnu har været til, til et rart minde fra lørdagens kærlighedsfest og tid med gode mennesker …
II Sidste mandag tegnede sig for en af de bedre, eftersom det var tid at indløse en del af min fødselsdagsgave fra mine forældre; en ansigtsbehandling hos Complete Me. Det var en time i paradis, og jeg tror sågar det lykkedes mig at falde i søvn, så afslappet var jeg. Der var i hvert fald et tidspunkt, hvor jeg ikke længere havde føling med, om min mund var åben eller lukket, ahem II
II Tirsdag morgen havde jeg egentlig en morgenmadsaftale med en veninde, men eftersom hun istedet var igang med at føde en legekammerat til Nola, var hun lovligt undskyldt for at aflyse. Jeg tog afsted alligevel, og billedet her er et lille minde om, at det var første gang, jeg var på cafe, mens Nola sov lur i barnevogn udenfor. At det endte med at blive det hurtigste morgenmåltid i mands minde er en anden snak, men debuten, den kan man ikke tage fra mig II
II På vej hjem fra en trilletur slog jeg vejen forbi nyåbnede – og allerede mægtigt hypede – Hart Bageri på Gammel Kongevej for ved selvsyn at se, what the fuss is all about. Om det er hypen værd? Det svarer jeg på i posten her II
II Jeg elsker, at flere af mine veninder er på barsel samtidig med Nola og jeg, for det er dælme hyggeligt at kunne sætte veninde og baby i stævne en torsdag formiddag. Her er det min veninde Camilla og sødeste lille Luna, som heldigvis er på barsel helt indtil februar II
II Torsdag aften var jeg inviteret til det sejeste event; en mulighed for at tømme verdens største Søstrene Grene butik på tid. En barnedrøm der gik i opfyldelse – omend det nok mere var en legetøjsbutik, jeg som barn drømte om at tømme, men anyway. Eventen var så sjov, og ovenstående er høsten jeg endte med at få med i kurvene på de 2 minutter og 38 sekunder jeg havde til at gå på på rov i det 600m2 store inspirationsmekka, der netop er åbnet i Lyngby Storcenter II
II Sidste uge tegnede sig også for en anden debut; første træning post fødsel. Nuvel, den blev en påmindelse om, hvor lang vej der er tilbage til formen, jeg var i, inden graviditeten for alvor tog fart. Noget jeg et kort øjeblik blev lidt sur og ked over, indtil jeg kom frem til, at det var fuldstændig nytteløst. Istedet tvang jeg mig selv til et klap på skulderen over, at jeg rent faktisk kom afsted til træning. Noget jeg generelt gerne vil blive bedre til. At klappe mig selv på skulderen over det, jeg får gjort, fremfor at banke mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke gør II
II Den sødeste lille mus og jeg klar til kærlighedsfest i lørdags. Min milde og grinende baby, som uanset hvor magtesløs hun får mig til at føle mig, når hun græder og er ulykkelig, altid får mit hjerte til at smelte, når hun stikker mig et af hendes utallige tandløse smil II
II Søndagshygge med Anne Sofie og kanelsnurrer. Den rareste start på en fin efterårssøndag II
Ingen kommentarer