MIN FØRSTE MÅNED SOM MOR

Nola har rundet hendes første måned, og det er fuldstændig skørt så stærkt tiden går. Tænk sig at jeg har været mor i 39 dage. Det føles stadig helt vildt. Men hvordan er det egentlig gået med at lande i mor-rollen? Med amning, søvn, overskuddet – eller manglen på det samme? Det giver jeg en ærlig status på i dagens skriv.

Amning

Amningen var sådan en ting, jeg virkelig håbede ville komme naturligt, men som jeg også inden fødslen var ret indstillet på, at vi ville prioritere at få professionel hjælp til, hvis den skulle vise sig at drille. Jeg har hørt om tilpas mange, som ulykkelige har måtte kaste håndklædet i ringen, fordi amningen aldrig kom til at fungere, og jeg ville gerne undgå at blive en af dem. Der kan selvfølgelig være mange årsager til, at man ikke ender med at amme, men en del af tilfældene tror jeg hænger sammen med, at man ikke på fødegangen får en ordentlig hjælp til at etablere en god amning. Når man derfor kommer hjem og mælken løber til, er der mange, hvor teknikken ikke er på plads, og det ender derfor med at blive en smertefuld omgang, som hverken mor eller baby er tjent med.  Og her kan private jordemødre og ammekonsulenter ofte være en god hjælp, og vi endte da også med på fjerdedagen at gøre brug af sidstnævnte, men mere om det om lidt.

Jeg havde allerede i de sidste måneder af min graviditet en del råmælk i mine bryster, og efter at have ligget hud mod hud i nærmest 24 uafbrudte timer efter fødslen, var jeg ret sikker på, at det i hvert fald ikke ville blive et problem at få mælken til at løbe til. Og det gjorde den også. Og mere til. Allerede to dage efter fødslen, da vi var ved at skulle tjekke ud af fødegangen, stod jeg nemlig med to overspændte og brændende varme bryster. Et hurtigt tjek med jordemoderen på fødegangen forsikrede mig om, at det var helt perfekt, for det betød, at min mælk nu var løbet til, hvilket trods alt er en ret vigtig forudsætning for at komme i gang med amningen.

Selvom Nola spiste 8 gange det første døgn, efter vi var kommet hjem, var det som om, mælkespændingerne ikke rigtig aftog, og om lørdagen, tre dage efter jeg havde født, var mine bryster nu så hårdt pumpede, at Nola slet ikke fik ordentligt fat længere. Jeg mistænkte, at det måske handlede om, at hun ikke havde en korrekt  sutteteknik og derfor ikke fik tømt mit bryst, og vi fik derfor tid samme aften hos en ammekonsulent på Babyinstituttet, som jeg havde fået anbefalet af en veninde.

I stedet for at øve sutteteknik endte den halvanden time lange konsultation dog med at mine bryster manuelt blev pumpet fri for mælk, fordi mine spændte bryster åbenbart var på vej mod en brystbetændelse. Forklaringen var en overproduktion af mælk, så selvom Nola lystigt spiste, havde jeg alt for meget mælk til, at hun kunne følge med. Hun nåede derfor aldrig ind til den fede mælk, som således endte med at klumpe sig sammen i mit bryst, mens mere løb til. Vi blev sendt hjem med en brystpumpe og instruktionen om, at jeg de kommende dage blev nødt til at pumpe ud, så længe mine bryster var helt hårde.  Ikke lige den ammestart, jeg havde håbet på, og den følgende uge gik med at pumpe ud 3 gange om dagen, mens jeg ammede Nola yderligere 5 gange dagligt. Jeg frygtede lidt, at udpumpningerne ville forstyrre min naturlige mælkeproduktion tilpasset Nolas behov, men heldigvis tilpassede den sig efter en uges tid, og jeg kunne herefter smide pumpen. Sådan en lettelse, for hele showet med at pumpe ud synes jeg godt nok var lidt træls.

 

 

Siden da er det gået fint med amningen. Altså jeg synes det niver og spænder ret meget i brystvorterne, lige når Nola bliver lagt til og de første par minutter, men herefter går det over, så det kan jeg godt leve med, selvom jeg har fået prædiket, at amning slet ikke må gøre ondt.

I dag ammer vi 7-9 gange om dagen, og det kan tage alt mellem 10 minutter og en time afhængig af tidspunktet. Jeg er virkelig glad for, at amningen fungerer, men må også indrømme, at jeg synes det er lidt hårdt at bruge så mange timer hver dag på at amme, så glæder mig lidt til, at Nola på et tidspunkt kan nøjes med at spise hver 3.-4. time i stedet for hver 2.-3. som det er i dag.

I går ammede jeg for første gang på ude i byen, da Nolas sult meldte sig, mens Mads og jeg var ude at spise frokost. Indtil da har jeg kunne time det med, at spise hende af derhjemme, så jeg har været lidt spændt på, hvordan det ville gå med at amme ude i det offentlige rum. Det gik heldigvis fint, og selvom det lyder skørt, var det faktisk lidt en sejr for mig, nu at have klaret det. Det er nemlig trods alt lidt noget andet sådan at hive brysterne frem ude i det fri fremfor hjemme i privaten.

Søvn

Som nybagt mor er sammenhængende søvn en by i Rusland. Men det vænner man sig til. Nola sover stadig max 3 timer ad gangen (de fleste dage og nætter kun 2) og selvom jeg kan snuppe 3-4 af de træk om natten, så bliver man altså ikke rigtig udhvilet, når man konsekvent kun sover et par timer ad gangen før man igen skal op og være noget for en anden. De første uger har jeg været så høj på alt det nye, men jeg kan godt mærke, at trætheden begynder at melde sig seriøst på banen, og jeg går lidt rundt som en søvnzombie i de her dage. Jeg har hørt fra flere, at babyer når de er omkring fem uger gamle begynder at sove lidt mere igennem om natten, så det hepper jeg i den grad på, også kommer til at gælde her.

Heldigvis tager Nola sig nogle gode lure i løbet af dagen, men jeg er simpelthen for dårlig til at lægge mig og sove sammen med hende, og i stedet ender jeg med at have gang i alt muligt herhjemme, hvilket er mit frirum. Om aftenen kan jeg heldigvis få lov til at snuppe et par timer på sofaen, og det hjælper lidt til overskuddet om natten.

Overskud

Og apropos overskud, er jeg virkelig imponeret over, hvad man kan hive sig selv op til som nybagt mor. Selvom nætterne er stride, er det som om, man lidt glemmer det igen, når solen står op, og en ny dag, hvor jeg er nogens mor, går i gang. Jovist, tingene tager lidt længere tid, lejligheden er ikke så ryddelig, som den plejer og lunten over for Mads kan være lidt kortere. Sidstnævnte gælder især om natten. Men her har vi en regel om, at hvad der bliver sagt om natten, tæller ikke, og vi er i øvrigt begge to ret gode til at sige undskyld morgenen efter. Men ellers så synes jeg egentlig, at det går ok med overskuddet, og især er jeg faktisk ret stolt over, at det stadig lykkes mig at opretholde en rimelig kadence herinde på bloggen. Jeg kommer sågar i bad hver dag, får hængt vasketøj op, spiser nogenlunde anstændigt (i hvert fald til hovedmåltiderne – alle de snacks der ryger indenbords derimellem behøver vi ikke tale om her). Og ja, det er alt sammen på bekostning af førnævnte søvn, men det giver mig overskud, at opretholde en eller anden form for normalitet i forhold til, hvordan tingene plejede at være, og så må jeg jo sove på et andet tidspunkt.  

Kroppen

Hvis ikke man i forvejen var fascineret over kroppen, så bliver man det dælme i løbet af en graviditet. Jeg synes det er lige dele forunderligt og fantastisk, hvad der sker med kroppen, mens den gror et lille bitte menneske, og selvom jeg de seneste mange år har været ret kontrolleret omkring min krop, så nød jeg at se den gøre det, som kvindekroppen er skabt til.

Jeg var heldig at have en problemfri graviditet, der på mange måder tillod mig at fortsætte min dagligdag som jeg plejede i forhold til spisevaner og træning. Måske det også er en del af forklaringen på, at jeg kunne nøjes med at tage 13 kilo på i løbet af min graviditet, og ikke var plaget af bækkenbundssmerter eller væske i kroppen.

Billede fra henholdsvis 5 dage før fødslen, 1 uge efter og 1 måned efter

Allerede en uge efter fødslen, havde jeg smidt 9 kilo, og taget i betragtning af at Nola kun vejede knap 3 kilo ved fødslen, synes jeg faktisk, at det gik lige stærkt nok med at barbere kiloene af vægten, ikke mindst fordi det også kræver en del energi at få kroppen til at producere mælk nok til amningen. Jovist, jeg glæder mig da til at være tilbage på min startvægt, men jeg har ikke travl med det, og lige nu nyder jeg faktisk min bløde mor-mave, fordi den er et yderst håndgribeligt bevis på, hvad min krop har brygget på i over 8 måneder, og det fantastiske lille væsen der kom ud af det.

Til gengæld kan jeg mærke, at jeg glæder mig til, at jeg for alvor kan begynde at bruge min krop igen. Jeg savner at bevæge mig mere end de korte ture, jeg indtil videre triller med barnevognen, og jeg håber snart, at min blødning efter fødslen er helt væk, så jeg stille og roligt kan starte op med hjemmetræning – måske ovenikøbet en tur hen i fitness – og nogle lange gåture, som trods alt giver lidt mere frihed end bare at trille rundt på Vesterbro og ellers være tvunget med bussen. Jeg savner at have en stærk krop, og jeg savner ikke at være begrænset fysisk. Det hedder sig, at efterfødsels-blødningen bør være stoppet efter 8 uger, så jeg håber, det også er tilfældet her!

Mentale omvæltning

En ting er den fysiske omvæltning, noget andet er den mentale, og det er især her, at jeg har oplevet de største udfordringer. Jeg skal nemlig være ærlig og indrømme at jeg synes det at gå fra at have al frihed i verden og næsten altid kunne sætte dagsordenen som det passer mig, til nu pludselig at være underlagt et andet menneskes behov 24/7 det er hårdt. Det er hårdt ikke at kunne sove, når det passer mig, at spise når det passer mig, gå en tur og generelt bare få klaret de gøremål, som jeg er vant til selv at kunne klare i et snuptag. I stedet kan jeg nu pludselig kun planlægge 2-3 timer frem, og ikke engang det kan man være sikker på vil holde stik. Og dét skal jeg vænne mig til. At tingene ikke længere er på mine præmisser, men i stedet på Nolas, som jo er 100% afhængig af mig.

Jeg elsker Nola, og jeg elsker at være hendes mor. Men jeg elsker ikke betingelsesløst at være mor. Ikke endnu i hvert fald.  På det punkt husker jeg stadig lidt for tydeligt, hvordan det var kun at have ansvaret for mig selv og ikke for et lille menneske, hvis behov ikke sådan lader sig styre eller tilrettelægges efter mit skema. Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan som mor, men jeg håber det lidt, ligesom jeg håber, at jeg med tiden vænner mig mere til, at tiden hvor jeg kunne sætte mig selv og mine behov først, er forbi for nu.