I dag er jeg præcis 28+0 og dermed er jeg nu officielt gået ind i graviditetens tredje og sidste semester. Vildt! Som jeg har skrevet lidt om før, så flyver tiden virkelig afsted, og jeg kan stadig have helt svært ved at genkende det billede, jeg ser i spejlet, fordi jeg mentalt slet ikke føler, at jeg er så langt i graviditeten, som kroppen begynder at vise. Egentlig tænker jeg, det er ret smart, at det tager 9 måneder at gro en baby. Især for de kommende forældres omstillingsparathed, for det har i hvert fald overrasket mig, hvor lang tid det tager sådan rigtig at forstå, at en baby er på vej.
Heldigvis får man jo på dette tidspunkt i graviditeten daglige livstegn fra baby, og dermed en lille hyggelige påmindelse om, at noget sker inde i en. Og så er der muligheden for scanninger undervejs i graviditeten. Dem tager Mads og jeg glædeligt imod, fordi det for os også hjælper til, at det hele bliver lidt mere virkeligt. Derfor tog det mig heller ikke mange sekunder at takke ja til tilbuddet om en 3D scanning, da jordemorder-Nanna, som har scannings- og jordemoderklinikken Moderliv, skrev og spurgte for nogle uger siden.
I sidste uge var vi så forbi klinikken, som ligger centralt placeret på Gothersgade i gå-afstand fra Nørreport. Og vi havde vitterligt den bedste oplevelse af stedet, hvilket også er grunden til, at jeg gerne vil udgive et lille skriv om det, selvom det ikke var et krav fra Nannas side. Vi har nemlig testet en del af de scanningsklinikker, der er i København. Fra den tidlige tryghedsscanning hos LilleLiv til kønsscanning hos Jordemoderhuset. Og nu altså en 3D scanning hos Moderliv. Og for os har der været ret stor forskel på den oplevelse, vi har haft. Hos LilleLiv fx følte vi os hverken hørt eller set, og hele oplevelsen føltes mest af alt som en samlebåndsfabrik, hvor det bare handlede om at få så mange gravide igennem klinikken som muligt. Helt anderledes har det været hos både Jordemoderhuset og Moderliv, som begge er mindre klinikker med en hel anden aura omkring sig. Jeg ville ikke tøve med at tage tilbage til dem begge, men Moderliv har alligevel efterladet os med det mest positive indtryk. Klinikken føles hjertevarm og vedkommende, og jordemoder-Nanna, som indtil videre står for alle scanninger, er noget af det sødeste og mest behagelige væsen at havne hos. Hun giver sig god tid til alle de mulige og umulige spørgsmål, man har som gravid, og der er ikke andet end tålmodighed, når hun guider dig/jer igennem scanningen og det voksende liv, der toner frem på skærmen.
Til både vores køns- og misdannelsesscanning har baby desværre ligget og puttet sig helt op imod min livmoder, så jordemoder har måtte bakse en del med at finde den rigtige vinkel til at få set de ting, der nu skal ses, eftersom den lille dame allerede nu viser sig at have hendes mors stædighed, og derfor er fløjtende ligeglad med at blive puffet til og hoppet rundt med. Hun flytter sig ikke ud af flækken. Desværre var det også tilfældet til vores 3D scanning hos Moderliv, og selvom det var en bonusscanning, må jeg indrømme, at jeg var lidt ked af, at vi ikke kunne få set hende ordentligt, når nu man havde nået at sætte sig lidt op efter det. I sådan en situation tilbyder Moderliv dog en gratis genscanning, fordi de nok godt ved, hvor meget det betyder for de kommende forældre at få et godt kig ind til baby.
Vi var derfor forbi Nanna og hendes klinik igen i tirsdags, og igen blev vi mødt med det største smil og masser af overskud, selvom det var sidst på dagen, og resten af København var ude at nyde det gode vejr. Baby var ca. lige så stædig som sidst (og jeg begynder efterhånden at få lidt sved på panden over graden af fri vilje, hun tydeligvis allerede praktiserer, haha), men det lykkedes heldigvis Nanna at få et fint billede i profil. Og et hvor hun (altså baby) ligger inde i maven og smiler. Åh, jeg smelter altså lidt over, hvor sødt det er, og jeg indrømmer gerne, at det er ikke så få gange i løbet af en dag, jeg efterhånden har sneget mig til at kigge på billedet. Selvom jeg egentlig ikke troede, jeg ville have sådan en 3D scanning, så er jeg vildt glad for, at vi alligevel fik muligheden, og det føles så vildt sådan at kunne begynde at se ansigtstræk på det barn, der gror indeni. Vores barn. Med den sødeste lille næse og et smil der allerede har fået hendes forældres hjerte til at smelte ♥
En lille 3D scanning, som var den vi fik, koster 900kr hos Moderliv, og jeg kan kun anbefale klinikken, som udover alle graviditetsscanninger også tilbyder forskellige jordemoderydelser, gravidyoga og fødselsforberedelse.
4 Comments
Sofie
10. maj 2018 at 21:38Så fint lille smil 🙂 jeg ved ikke om du ved det, men man kan se dit fulde cpr på sidste billede?
Sofie
10. maj 2018 at 21:38Så fint lille smil 🙂 jeg ved ikke om du ved det, men man kan se dit fulde cpr på billederne?
merimeri
10. maj 2018 at 21:50Det er sødt af dig at skrive, men det er ikke mit fulde cpr-nr, men derimod blot min fødselsdato og så datoen billederne er taget. Som kvinde ender mit cpr på et lige tal 😉
Sofie
10. maj 2018 at 22:37Ah! Selvfølgelig! 🙂 smart!