Hverdagsliv

OM AT RYDDE OP I SIT SOCIALE NETVÆRK

19. april 2018

attachment-1

Jeg er verdensmester i at sætte mig en masse nye projekter og opgaver for. Og ofte også for mange, hvorfor jeg efterfølgende ender med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan få tiden til at række. Det er lidt skørt, når nu det er en situation, jeg selv sætter mig i. Derfor øver jeg mig for tiden på at prioritere min tid lidt bedre, og en af mine helt store tidsrøvere i forhold til at nå dét, der er vigtigt, det er Instagram. Jeg er sikkert ikke den eneste, der lige åbner appen op for at skulle ind hurtigt og lure, og inden man så har set sig om, så har man brugt en halv time på at tappe sig igennem en nærmest uendelig – føles det i hvert fald som – strøm af Instagram stories fra mennesker, jeg kun kender perifert, eller influenter, som egentlig ikke gør mig hverken mere inspireret eller rigere på andre måder.  Den øvelse ser jeg mig selv lave mindst en gang om dagen, og ganger man det op, så ender det altså med at blive ret mange timer om ugen, som jeg bruger på at bladre indhold igennem, som jeg bagefter ikke kan skelne fra hinanden alligevel. 

I skrivende stund følger jeg 530 personer på instagram, størstedelen af disse af de ret aktive typer på de sociale medier, som hver især bidrager til, at Instagram hver dag repræsenterer en overflod af nyt indhold, jeg ender med at forholde mig til. 

Det vil jeg gerne have lavet lidt om på, og som en vej til at bruge mindre tid på Instagram, er jeg aktivt begyndt at rydde ud i dem, jeg følger. Når jeg bladrer igennem en story, er jeg simpelthen begyndt at forhold mig til, om afsenders feed giver mig noget ekstra, som jeg ikke har lyst til at være foruden; det kan være inspiration, ny indsigt, underholdning eller følelsen af vedkommenhed. Opfylder det indhold, jeg tapper mig igennem, ikke et af de kriterier, så går jeg ind og unfollower med det samme. Simple as that. Og med den øvelse har jeg de seneste dage kunne skære mit følger-antal ned mere end 70 personer, og det kan helt sikkert komme længere ned. 

Det føles SÅ godt at tage mere aktivt stilling til, hvem og hvad jeg bruger tid på i mit feed. Og med færre personer jeg følger, satser jeg også på, at jeg stille og roligt vil skære lidt ned på den tid, jeg bruger på at bladre rundt derinde. Næste skridt er Facebook, hvis indhold jeg synes er blevet endnu mere irrelevant end det, jeg oplever på Instagram. Derfor har jeg netop slettet Facebook appen, og så må jeg istedet gøre en lidt større indsats for at klikke mig derind via en web, når jeg skal noget derinde. Glæder mig til at se, om det også kommer til at gøre noget godt for den spildtid, jeg har på min iPhone. 

attachment-2

Hvad med jer – føler I, at I bruger for meget tid på de sociale medier, eller er I bedre til at balancere det end jeg er? Og kunne I finde på at lave en forårsoprydning i jeres sociale netværk for at efterlade mere plads til det indhold, som er af større værdi for jer?

  • Reply
    melisa
    19. april 2018 at 19:59

    Jeg slettede min fb app for 14 dage siden fordi jeg følte jeg brugte for meget tid derinde – det hjalp helt vildt meget og flere dage i træk kunne jeg glemme at tjekke. Så satte jeg noget til salg og geninstallerede, men jeg glæder mig nu til at jeg kan slette den igen lige om snart..
    Jeg synes nemlig også det var alt for tidsrøvende!

    • Reply
      merimeri
      28. april 2018 at 6:53

      Pyha, det tog mig åbenbart lige en evighed at nå helt til bunds i kommentarerne – det beklager jeg Melisa. Jeg er spændt på at høre, om du igen er endt med at slette fb appen, og hvordan det så går med det? Min har været væk i snart 10 dage nu, og jeg savner den ikke det mindste. Kan mærke en stor forskel på, hvor meget jeg bruger facebook nu, og selvom jeg stadig er derinde dagligt, så scroller jeg slet ikke på samme måde som før, og bruger det nu primært til at dele min blogindlæg og lige tjekke notifikationer.

  • Reply
    Maria
    20. april 2018 at 6:07

    Dit indlæg gjorde mig lige opmærksom på, at jeg følger 889 på insta – tror da pokker jeg aldrig føler, at jeg får set det hele.
    Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg slettter min facebook app, men i lyset af vores lille datter kom til verdenen for en uge siden og vi havde brug for, at stemple helt ud samt bare være “os tre”, slog jeg i sidste uge alle notifikationer fra på flere af mine apps. Det overrasker mig, hvor befriende jeg faktisk syntes det har været….. og lidt skræmmende, at jeg har det sådan 🙂

    • Reply
      merimeri
      24. april 2018 at 6:03

      Åh først og fremmest stort tillykke med jeres lille pige, søde Maria. Hvor er det fantastiske nyheder, og jeg håber at I alle tre er ved at falde lidt til i det nye kapitel ❤️
      Det med at slå notifikationer fra er sådan en god ide, for så bliver man i hvert fald ikke hele tiden mindet om, hvad der sker på telefonen. Spændende om Facebook appen ryger i næste omgang 😉 Jeg kan i hvert fald allerede nu mærke, at jeg går mindre på facebook, og bruger den faktisk næsten kun til st poste nye blogindlæg og tjekke notifikationer nu. Og det er simpelthen så rart!

  • Reply
    kathrine
    20. april 2018 at 18:45

    Dit indlæg gjorde mig meget opmærksom på at jeg skal rydde op i mine følger fordi jeg ser aldrig det jeg gerne vil.. tak! 🙂
    https://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/

    • Reply
      merimeri
      24. april 2018 at 5:53

      Dejligt at indlægget kunne give lidt stof til eftertanke søde Kathrine!

Kommenter