Det er rent rejsetema på bloggen i dag, men sagen er, at jeg faktisk godt kunne bruge jeres hjælp til en af de næste ferier, vi har i kalenderen. Vores sommerferie. Selvom jeg går på barsel allerede i slutningen af juni, er vi nemlig blevet enige om, at vi gerne lige vil nå at have lidt ferie sydpå, mens flyselskaberne tillader, at jeg stadig må flyve.
Vi havde især to destinationer oppe at vende; Kroatien og Portugal. En nytårskampagne med billige flybilletter til Portugal gjorde dog, at vi sidste ende endte med at booke billetter til Portugal, og i midten af juni sætter vi kurs mod Faro. Selvom jeg efterhånden har været omkring de fleste lande i Europa, bliver det faktisk min første gang i Portugal, og Mads har kun tidligere været der på charterferie for mange år siden, og det er ikke lige dén ferieform vi går efter, selvom baby til den tid nok sørger for, at det er begrænset, hvor meget andet end at ligge og slænge mig på en strandstol jeg egentlig kan overskue. Med de begrænsede erfaringer med Portugal, er vi lidt i tvivl om, hvor vi skal gå efter at finde en hotellejlighed eller airbnb, men måske nogle af jer har gode erfaringer fra det sydlige Portugal?
Vi vil gerne bo tæt ved vandet, helst ikke i et alt for turistet område men istedet gerne i nærheden af hyggelig mindre by med et par gode, lokale restauranter og marked, hvor vi vil kunne købe lækre råvarer til også at lave mad selv (jeg bliver altid så træt af at spise ude flere gange om dagen, når man bor på hotel, så vi vil gerne finde et sted at bo, hvor der er et lille køkken). Har I nogle gode tips til en ferie i det sydlige Portugal, så del endelig.
2 Comments
Julie
8. marts 2018 at 8:45Kan varmt anbefale den sydlige del af smukke Portugal nede ved Algarvekysten. Mine forældre ejer et hus dernede, så har været der nede hele min barndom. Supersmukt, frodigt og så er der et hav af havne-og kystbyer med gode restauranter, natteliv, sejlture – u name it. Algarve har det hele 🙂
merimeri
8. marts 2018 at 13:32Åh hvor lyder det skønt Julie. Er der mon nogle af havne- og kystbyerne i Algarve som du husker som særligt gode/hyggelige?