SKAL, SKAL IKKE? FORVILDEDE FLYTTETANKER

Der går sjældent lang imellem at enten I, familie eller venner spørger til vores husjagt. Er der noget nyt? Kigger vi stadig? Kunne det her hus være noget for jer?

Svaret er ikke helt entydigt. For ja, vi kigger stadig, og så alligevel ikke helt. I hvert fald ikke med fuldt åbne øjne. Et lille års tid har vi snart kigget på hus, og jeg har for længst mistet overblik over, hvor mange huse vi har været afsted og se. En 12-15 stykker har vi i hvert fald rundet, og dertil hundredevis af boligannoncer og salgsopstillinger skimmet igennem. Og ingen af dem har indtil nu føltes helt rigtige. Enten er der noget med beliggenheden, planløsningen eller tilstanden på huset, som gør, at vi ikke har mavefornemmelsen med os. Vi ser venner og familie omkring os købe og sælge boliger hurtigere end vi får taget tilløb til at pakke familien sammen og tage til åbent hus, og jeg begynder at tro, at det ikke er huset, men derimod os. At vi alligevel ikke helt er der, hvor vi skal være, for at være klar til et huskøb med de kompromiser, det kræver for at lykkes med jagten.

Grundlæggende har vi det nemlig nok lidt for godt, hvor vi er i dag. I vores store stuelejlighed i smørhullet af vores elskede Vesterbro, som vi holder så meget af. Vi er tæt på det hele, og kan stadig følge med på lidt af byens puls, hvilket giver os glæde og energi. Men altså, bruger vi virkelig byen som den fortjener, især her med to børn? Svaret har overrasket os, men ja, det gør vi. Vi bruger den mere end vi havde regnet med at gøre, efter at vi har fået børn. Vi elsker morgenmaden ude i byen, muligheden for at sætte sig på en cafe og arbejde, den lokale kiosk og vinbar, der er lige så meget anledning til proviantering, som det er anledning til at hænge ud. Har så svært ved at forestille os en hverdag, hvor de muligheder ikke længere er der, levemennesker som vi er. Så er der lejligheden. Vi bor i en andelslejlighed, og dermed er der ikke en særlig økonomisk gevinst ved at sælge nu fremfor senere. Værdien af den er stabil. Og sælger vi, kommer vi aldrig igen i nærheden af en lejlighed som denne. Billig og veldrevet. Skulle vi have en ejerlejlighed i tilsvarende stand og størrelse ville den koste os over 6 millioner, og så begynder vi at nærme os samme budget, som vi kigger hus for.

Vi er så forvildede i vores flyttetanker, og ved ikke helt, hvor vi skal tage dem hen. Jeg er bange for at fortryde en flytning. At vende byen ryggen og indse, at livet udenfor ikke har de nuancer og muligheder, som jeg holder virkelig meget af. At livet i en forstad ikke giver mig den energi, som jeg drives af. Men jeg er også bange for at blive i byen og fortryde det. Bange for at gå glip af noget, der måske er bedre, end det vi kender i dag. Vi har ingen vennepar med børn tilbage i byen, alle er de også flyttet i hus udenfor, og vi føler os lidt som de sidste patrioter, der ikke har opdaget, at tiden er til noget andet nu.

Rådet om, at man jo altid kan komme tilbage er der selvfølgelig en sandhed i, men boligmarkedet i byen er som bekendt ikke noget at spøge med, og som jeg nævnte før, kommer vi ikke igen i nærheden af en andel, som vores, hvis vi sælger. Og vi kan ikke fremleje, da vi har brug for friværdien i lejligheden til at kunne ramme et bare nogenlunde rimeligt budget at købe før. Så kan vi leje, men det vil ærgre mig så meget at bruge +15.000kr for en lejebolig, der er stor nok til os, uden at det giver os et aktiv på hånden.

Det blev en rodet tankestrøm, men I er altid så søde og nysgerrige til at spørge til vores flyttetanker, så tænkte at jeg ville komme med en opdatering, hvor ufuldkommen den end er.

Jeg tænker, I er andre, der har stået, hvor vi står lige nu? Hvordan kom I videre og fandt modet til at træffe en beslutning, hvad end det så var at blive, hvor I var eller tage springet til noget nyt?