Den sidste uge. Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte eller slutte. Den har været lang, måske nok ikke længere end alle andre uger på papiret, men i følelsen har den varet for evigt. Sidste mandags gåpåmod i indlægget her var måske nok en kende for optimistisk, og skrevet mens vi endnu havde tilgode at se den fulde effekt af coronaen herhjemme. Derfra fik Evi høj feber, og havde det helt indtil weekenden. Hun har været så klattet, den lille mus, hostende, snottet, uden appetit. Mads og jeg har haft konstant ondt i hoved og krop, omkring 39 i feber, og ligesom Evi med hoste og snot. Nola var der der slap nådigst fra sin positive pcr test, og udover hoste og forkølelse, har hun ikke haft andre symptomer, andet end kedsomhed over at være tvunget i isolation sammen med os andre i en hel uge. Og jeg forstår hende!
Bedst som vores corona-symptomer var på tilbagetog og vi kunne øjne lyset for enden af isolationstunellen, begyndte min feber at stige torsdag aften. Jeg havde kulderystelser, og kunne tre lag tøj til trods, slet ikke få varmen, eller holde ud at være i min krop. Det fortsatte natten over, indtil jeg fredag morgen stod op med et rødt, hævet og vanvittigt ømt bryst. Åh! Fra coronaen var jeg åbenbart gået lige durk ind i en omgang brystbetændelse, som jeg ingenlunde havde set komme. Men Evi, der jo har været ramt på appetitten, har ikke i en uge nu ville amme som hun plejer, og det er selvfølgelig gået ud over mælkebeholdningen, der aldrig kom. helt i bund. Dét kombineret med at min immunforsvar i forvejen var skudt lidt i sænk, åbnede døren for brystbetændelsen, der har raset hele weekenden. Ugen der bare blev ved at give.
Jeg kom heldigvis hurtigt på penicillin, fordi jeg ikke havde oplevet den ønskede effekt af at pumpe ud, og den tog hurtigt feberen og toppen af smerten, så nu venter jeg bare på, at jeg forhåbentlig er helt på toppen om et par dage. Det går i hvert fald fremad!
I dag er vi tilbage i hverdagen, og dén har været savnet. Nola og Mads blev sendt afsted med omtrent lige store stjerner i øjnene med udsigten til at skulle tilbage i børnehave og på kontoret, mens Evi og jeg nyder roen der hersker herhjemme.
Jeg glæder mig så meget til en uge uden sygdom – forhåbentlig – og jeg har store forventninger til, hvor god den skal blive. Og ovenpå sidste uge, er barren heldigvis sat lavt, så satser på, at denne nye uge, der nu er over os, nemt kommer til at levere.
Ingen kommentarer