Så sidder vi her igen. Med en ny uge foran os, og endnu en lagt bag os. Det føles altid lidt som en frisk start og en genopfyldning på energi og gode intentioner, når jeg går ind i en ny uge, og selvom jeg elsker weekend, så elsker jeg også mandage og at komme retur til hverdagens rutiner. Især med børn! Roen der indfinder sig, når Mads og Nola er ude af døren, og Evi er puttet til dagens første lur. Ren bliss! Skuldrene der sænker sig, imens jeg får gemt weekendens rod af vejen og dannet mig et overblik over, hvad jeg håber at nå i løbet af dagen.
I dag er intentionerne dog få. Vi havde en dum start, som Nola igen var helt ulykkelig over at skulle afsted i børnehave. Det knuser både Mads og jeg, at starte dagen sådan og se Nola være opløst af gråd, selvom vi ved, at hun er glad for at gå i børnehave og har gode dage, når hun først er afsted. Jeg har derfor lovet at hente hende tidligt, og jeg indstiller mig på, kun at have Evis første lur til at nå, hvad jeg vil nå. Så må jeg indhente det andet på et andet tidspunkt. Heldigvis har Evi for vane at være gavmild med formiddagsluren, så dagens blogskriv blev skrevet, mens teen endnu var varm i koppen.
Jeg håber også, at jeres kop, holder sig varm, og at de af jer med børn nyder en stund uden afbrydelser. Og at I alle i øvrigt har en rar dage foran jer.
Ingen kommentarer