MOR-BEKENDELSER #7

Husstandens mindste menneske bliver fire måneder i dag. Fire måneder siden jeg en aprildag med sne fra oven havde hvad der føltes som jordens længste fødsel, og lige på falderabet til en ny dag endelig stod med mit lille hjertebarn i armene. Vores Evi.

Og hvilken rutschebanetur det har været. Fra den første måned, hvor (næsten) alt åndede ren babybliss, til de efterfølgende to måneder hvor Evi var utrøstelig i størstedelen af hendes vågentid. Det slog mig og os totalt ud af kurs, og den urokkelige tro på, at vi som forældre til Nola kunne klare hvad som helst, har vi skulle bygge helt forfra med Evi, fordi alting er som aldrig før.

Nu er fire måneder gået, og fortællingen er heldigvis helt en anden igen. Langt om længe føler vi, at vi er landet, og at Evi har fundet ro her i den store overvældende verden. Vi har lært hendes lune at kende, og der er langt mellem stunderne med utrøstelig gråd. Vi fandt aldrig ud af, om der var en forklaring på hendes megen gråd. Vi havde et par gange hos en osteopat for at tjekke op på og eventuelt behandle spændinger, men det gav os ikke det store, og til sidst besluttede vi ikke at jagte en forklaring, fordi hun på alle trivselsparameter havde det fint; sov godt, spiste godt, voksede fint. Mavefornemmelsen sagde os, at hun bare havde brug for tid. Og lykkeligvis holdt den stik.

Således er jeg igen fuld af gåpåmod over tilværelsen som mor-til-to med alle den nuancer den kommer i. Op- og nedture. Lykkefulde dage og lunefulde dage. Vi tager dem én ad gangen, og gør os umage med at være i dem.

Den seneste tids mor-bekendelser kommer her.

• Troede jeg vitterligt aldrig, at min baby eller jeg skulle blive glade igen, da gråden var aller sværest. Men som det jo er med alting-baby-relateret, så var også den tid en fase, som heldigvis allerede synes langt borte. Tænk om man rent faktisk kunne finde ro i erkendelsen af, at også de svære dage vil gå over, mens man er i dem. Måske man så ikke ville slide helt så hårdt på humøret.
• Synes jeg ærligt talt, det kan være virkelig svært at fylde Evis vågentid ud, når vi bare er derhjemme. Hun er nu vågen typisk to timer mellem hendes lure, og det er altså lang tid at agere rendyrket babyunderholdning, når ens baby har et rastløst sind og helst ikke gider en aktivitet mere end 5 minutter ad gangen.
• Har jeg utroligt nok stadig ikke ramt muren, selvom vi sover i to-timers intervaller natten lang. Føler mig så meget bedre rustet til søvnunderskuddet her som andengangsmor, og det er virkelig rart at mærke.
• Griner jeg lidt af, hvor tv-forskrækkede vi var med Nola. Det var et onde hun under ikke omstændigheder skulle eksponeres for. Fast forward til barn nummer to, hvor vi ser tv-tid som et tiltrængt pusterum, hvor alle lige har ro på sig for en stund. Bonus er i øvrigt at Evi gerne vil ligge på maven, hvis hun har udsigt til et tændt tv.
• Forstår jeg ikke, hvorfor graviditetskiloene ikke rasler af mig, ligesom de gjorde med Nola. Er tempoet på forbrændingen virkelig reduceret så meget, som jeg er blevet tre år ældre? Gad godt hvile i min post-fødsel krop og de ekstra 6 kilo, jeg stadig har på kroppen, men det gør jeg altså ikke. Samtidig har jeg overordentligt svært ved at finde energi til at gøre noget ved dem.
• Har jeg bedt Mads øve sine bedste argumenter for, hvorfor vi ikke skal have barn nummer tre … I skulle se hans udtryk i øjnene, når jeg siger det. Han er der ikke helt!
• Burde jeg jo egentlig lille så stille komme igang med at introducere Evi for grød og mos. Men jeg har simpelthen så svært ved at tage tilløb. Synes i forvejen ikke jeg har så meget mælk, som jeg havde med Nola, og frygter lidt, jeg får svært ved at holde amningen ved, når først den faste føde tager over. Nola ammede jeg uden problemer til hun var 15 måneder, og drømmer klart om, at kunne gøre det samme med Evi.
• Er jeg lykkedes med at slippe den dårlige samvittighed over, at Evi ofte er nødt til at underlægge sig den øvrige husstands rytme. Til gengæld værner jeg ekstra meget om at give hende en god formiddagslur, hvor det er der hun sover klart bedst. Den forstyrrer jeg helst ikke, og derfor er vi sjældent på farten før over middag.
• Har Evi et helt andet tempo end Nola, når det kommer til den motoriske udvikling. Hun drejer sig allerede rundt om sin akse, når hun ligger på ryg eller mave, hun triller fra ryg til mave, og kunne nærmest fra hun var nogle uger gammel holde hovedet selv. Og jeg er lige dele stolt og stresset over det. Hvis jeg skal lykkes med at finde ro i at vi ikke skal have en baby mere på et tidspunkt, så skal min baby altså ikke have så travlt med at vokse fra baby-stadiet!