I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: APRIL SHOPPING

14. maj 2021
II 1 KONGES SLØJD BIKINI II 2 KONGES SLØJD BADEDRAGT II

Med tanke på at april i år blev en af de koldeste længe, virker det næsten ironisk at shopperegnskabet for måneden kun dækker badetøj. Men, klog fra tidligere år plejer man at skulle være hurtigt ude med de populære modeller, og således har jeg håbefuldt bestilt årets badetøj tidligt. En smuk dybgrøn flæsebikini fra Konges Sløjd, og en printet badedragt fra samme. Og jeg glæder mig stort til det bliver tid at indvie dem!

Jeg har været heldig, at kunne købe badetøjet med en smule rabat gennem min kære svigerinde, som forhandler Konges Sløjd i webshoppen Det Søde Hjem, som hun er ansvarlig for. Mine april køb har således stået mig i beskedne 424 kroner, og jeg fortsætter således stimen med et meget mådeholdent garderobeforbrug. Siden årsskiftet har jeg faktisk kun shoppet for 604 kroner i alt til garderoben, hvilket er markant under de 1493 kroner jeg i gennemsnit shoppede for om måneden sidste år. At være højgravid og derfor yderst begrænset på garderobefronten bærer helt klart en stor del af ansvaret for den begrænsede shopping, men jeg kan også mærke at jeg er lidt mættet at det hurtige forbrug, og derfor forsøger at trække mig lidt fra de mange fristelser, det ellers er nemt at blive eksponeret for i moderegi. Jeg har over de seneste måneder afmeldt næsten alle nyhedsbreve fra tøjmærker og webshops, ligesom jeg med hård hånd har sorteret ud i profiler jeg føler på Instagram, som mest af alt har føltes til at lokke til forbrug. En virkelig god øvelse, som jeg i den grad kan anbefale, hvis man også selv gerne vil holde sit forbrug lidt mere i skak.

Hvad med hos jer, hvordan ser det ud med jeres garderobe shopping i april?

  • Reply
    Emilie
    31. maj 2021 at 14:34

    beholdt du ikke den korte trenchcoat fra arket? Den var ellers så fin 🙂 Og mon ikke du også fik stillet lidt shoppelyst fra dit samarbejde tidligere på året 🙂 Jeg nævner det kun fordi noget af det jeg virkelig holder af ved din blog er dine shopperegnskab. Både fordi det er skønt med inspiration og jeg elskede modeblogs back in the days, og fordi du er så ærlig om hvad du egentlig bruger på tøj. Jeg synes fx det er utroligt befriende med en blogger som dig der så tydeligt viser når du får noget sponsoreret eller mulighed for at købe med rabat. Jeg holder faktisk også selv ret minutiøse lister med det jeg køber, og det er sjovt at se dels hvor meget man egentlig bruger, hvor gammelt noget af favorittøjet er og hvor meget det svinger. Jeg købte i april to par jeans fra Ganni på trendsales (de gamle var blevet for trætte…) og to hvide undertrøjer fra H&M. Kedelige og skønne basisting 🙂

Kommenter