En hel måned er der nu gået, siden Evi flyttede ind. Og hvilken måned. Den længste og korteste på én og samme tid, og der er mange flere overvældede følelser at bearbejde her anden gang, end da vi første gang stod med en baby mellem hænderne. Generelt er der virkelig mange ting der overhovedet ikke er som første gang, og derfor tænkte jeg det kunne være skægt at fortsætte min føljeton af mor-bekendelser, som jeg startede da jeg blev mor første gang.
Det bliver en ærlig tankestrøm om livet som mor, og jeg håber, det vil give anledning til, at I måske er andre der kan spejle sig i de op og nedture fra babyboblen, som jeg kommer til at dele.
- Jeg troede helt naivt, at man som andengangsmor var så tjekket omkrig moderskabet, at paniske google søgninger og spørgende opkald til sin mor var et overstået kapitel. Det er det ikke, skulle jeg hilse at sige, for selvom det at navigere en baby måske nok føles hjemmevant ret hurtigt, så er al praktikken omkring sådan en lille størrelse på én eller anden vis forsvundet fra hukommelsen i takt med, at førstebarnet er vokset sig større. Præcis som jeg var det med Nola, er jeg igen dagligt i tvivl om hvor meget eller hvor lidt tøj Evi bør have på udenfor, og jeg husker lige præcis intet om, hvordan og hvor meget eller hvor lidt et barn bør aktiveres afhængig af deres alder.
- Som mor til ét barn synes jeg det var svært nok at komme ud af døren til tiden og uden alle for mange konflikter. At få to børn ud af døren er … next level. Det er decideret angstprovokerende at få både Nola og Evi glade og tilfredse ud ad døren på samme tid, og uden at sveden hagler af mig. Sidstnævnte er jeg ikke lykkedes med at undgå endnu.
- Jeg husker det som om, at babymoon fasen med Nola varede mange uger. I ved den fase hvor baby bare er glad, tilfreds og sover det meste af dagen væk. Med Evi? Fasen var overstået på en uge, og siden da har hun haft et iltert temperament. Hun vil underholdes, aller helst bæres på, og så nægter hun pure at overgive sig til søvnen med mindre vi er over og ved hende konstant.
- Ryster jeg lidt på hovedet af mig selv over, at jeg med Nola skulle tage tilløb i evigheder før hun tog sin første lur i barnevognen nede i gården. To måneder gik der dengang, og de første gange stod jeg i vinduet og holdt konstant øje med vognen. Evi? Hun sov lur i gården allerede inden hun var to uger gammel, og hun tager sine klart bedste lure i barnevognen.
- Var jeg i dagene efter fødslen ret sikker på, at Evi skulle blive vores sidste barn. Her fire uger senere er jeg knap så skråsikker længere, og jeg kan næsten ikke tænke tanken til ende om, at alle stadierne med baby Evi måske bliver de sidste.
- Er jeg virkelig lettet over, hvor meget mere afslappet jeg har fået det både med amning og (manglende) søvn med barn nummer to. Med Nola holdt jeg regnskab med min amning og førte til protokol i en note på min iPhone, hver gang jeg ammede. Denne gang friammer jeg fra start, hvilket virker til at passe Evi glimrende. På samme måde stresser jeg (indtil videre) ikke over den afbrudte søvn, og jeg har udviklet en gudsbenådet evne til både at sove igennem Evis hyppige møf, mens hun sover, og til at falde i søvn i det sekund, Evi også har overgivet sig til søvnen igen efter amning.
- Har jeg ret svært ved at fralægge mig den dårlige samvittighed over, at Evi skal tilpasse sig vores rytme for dagens gang og ikke den anden vej rundt. Det er altså en kæmpe forskel i forhold til første barn, hvor alt blev tilrettelagt efter Nolas lure. Da jeg skulle aflevere Nola i børnehaven i går, passede det selvfølgelig med, at Evi først lige var vågnet, og hendes vågentid endte derfor med at blive brugt i barnevognen fremfor på aktivering derhjemme. Dét piner mig altså lidt!
- Er jeg overrasket over, hvor hurtigt det hele bliver hverdag med barn nummer to. De langsomme dage med hud mod hud og intet andet for end babynus i sofaen var der nærmest ingen af, fordi der jo også er Nola at tage hensyn til, og allerede to uger efter fødslen havde jeg min første aftale uden Evi og var afsted på cykel. Dét var slet ikke en mulighed som førstegangsmor.
Ingen kommentarer