Livet som mor

AT BLIVE MOR TIL TO: LYKKE OG VEMOD

7. maj 2021

Tilbage i januar skrev jeg et indlæg om, hvorvidt ens hjerte går en lille smule itu, når man bliver mor til to. Om muligt var det nok den bekymring, der fyldte aller mest for mig, som vi ventede på, at lillesøster skulle komme. Hvordan mit følsomme mor-hjerte mon skulle kunne rumme, ikke længere at kunne være den mor, jeg de sidste knap tre år har været for Nola, fordi der nu er to små størrelser at dele min opmærksomhed imellem.

Knap en måned er der nu gået, siden Evi kom ud til os, og jeg har lyst til at dele mine tanker om, hvordan det så har været at blive mor til to. Følelserne der har fyldt, og stadig gør. Åbne op for glæder og sorger, som de står aller stærkest, fordi omvæltningen stadig er ny for os, selvom vi så småt begynder at finde ind i vores nye familieliv.

Og lad mig starte med at slå fast, at det har været en vild lykke at blive mor til Evi. Jeg kniber mig selv i armen over, at hun er hende, og at hun er vores. At det er hende, der har gjort Nola til storesøster og Mads og jeg forældre til to velskabte piger. Hun fuldender os, og jeg kunne ikke et eneste sekund forestille mig at undvære hende. Men lykken har også fået selskab af et voldsomt vemod. Vemod over alt det, der plejede at være, og som ikke længere er. Vemod over alt det, jeg ikke længere kan give, hverken til Nola eller Evi. Min udelte opmærksomhed. Der er altid en, der ikke får, når den anden er i fokus. Og den følelse har jeg så svært ved at være i. Den dårlige samvittighed der føles som et tungt åg at bære, når alt man ønsker er at give alt af sig selv til sine børn.

Inden Evi blev født troede jeg helt naivt, at min mulige sorg især ville gå på alt det, Nola nu ville mangle i form af nærvær og opmærksomhed. Nu ved jeg, at sorgen for mig er lige så meget på Evis vegne. At jeg heller ikke kan give hende al min tid og kærlighed. At også hun altid skal dele med sin storesøster. At begge mine piger skal lære at undvære i så tidlig en alder.

Det er sundt at dele, det ved jeg godt. Men det er nyt for mig at skulle være mor på den måde. Nyt og svært. For jeg har ikke lyst til at nogle skal deles om mig. At der er en der skal undvære. Jeg er den mor, der gør alt med mit barn i tankerne. I knap tre år er al min tid og mine prioriteter blevet tilrettelagt, så jeg kunne få mest muligt tid sammen med Nola. Arbejde og aftaler er blevet planlagt efter mit familieliv først og fremmest. Og det har føltes som det eneste rigtige. For jeg har indset, at jeg først og fremmest mor, med hver en fiber og følelse i min krop. Nu skal jeg så finde ud af at være mor og dagligt balancere den dårlige samvittighed over, at der altid vil være et barn, der ikke har mig 100%. Navigere i at mit hjerte tilhører to nu, selv om jeg fysisk kun kan dække behovet for mit absolutte nærvær hos én ad gangen.

Ikke så få gange de seneste fire uger har jeg måtte overlade en enten grædende Evi eller grædende Nola til Mads, fordi den anden også havde brug for mig. Og det skærer mig i hjertet at skulle gøre det, selvom det er gjort af nød og kærlighed. Så sent som i aftes græd jeg stille triste tårer ned i Evis bløde hovedbund, fordi følelserne er så store og så svære. Nola der for alt i verden ønsker at blive puttet af mig ovenpå en lang dag i børnehaven med fortsat mange nye indtryk. Samtidig har Evi svært ved at finde ind i søvnen uden at lægge helt tæt i mine arme og ved mit bryst, og hun ender mange aftener med at blive så overtræt, at hun bare græder og græder. Hvordan vænner man sig nogensinde til, at skulle vælge det ene barn fra i sådan en situation?

Jeg er fanget i følelsernes vold. Lykkelig over alt det vi er blevet givet og vemodig over det vi har mistet.

  • Reply
    Simone
    7. maj 2021 at 12:03

    Jeg kan virkelig godt huske den følelse – jeg tror, der gik 2 måneder før, jeg helt havde vænnet mig til, at jeg på ingen måde kunne være der 100% for Oskar, og de 2 måneder var hårde.
    Jeg husker specielt en af de første aftener, hvor jeg skulle putte Oskar, som havde det svært, og jeg kunne høre, at Felix græd i køkkenet sammen med Rasmus. Og da Oskar endelig var faldet i søvn, og jeg kom ud til Felix, som var stoppet med at græde, da han havde fundet tryghed ved hans far og en sut, så brød jeg helt sammen, for lige der gik det op for mig, at jeg var mor til 2 og derfor også skulle dele min omsorg, opmærksomhed og kærlighed med 2.
    Det blev fremover til, at det kun var Rasmus, som puttede Oskar alle de aftener, det var muligt, og det blev sådan en god rutine. Så kunne han putte hos mig op til, at han skulle i seng, og så vidste han hver aften, at det var Rasmus, som puttede ham, og jeg skulle ikke blive ked af det ved tanken om, at jeg måtte gå fra det ene eller det andet grædende barn.

    • Reply
      Line Schjelde
      17. maj 2021 at 13:01

      Åh tak for at dele jeres historie søde Simone. Den var virkelig rar at få med ❤️ Det er også blevet til nu, at Mads putter hver aften, og selvom Nola med bedende øjne stadig spørger, om det er mig, der skal putte i aften, accepterer hun med det samme, når jeg igen forklarer, at så længe Evi er så lille og græder meget, så er jeg nødt til at blive ved hende, men at jeg glæder mig meget til at skulle putte Nola igen, når Evi er lidt større.

  • Reply
    Louise Herby
    10. maj 2021 at 22:08

    Rigtig fint skriv, søde Line <3 Nu er jeg kun mor til en. Og jeg har store søskende. Min bror er 14 år ældre end mig, og min søster er 12 år ældre end mig. Så, jeg har haft mine forældre for mig selv det meste af tiden som barn, og som ung. Jeg tror, det nager dig mere, end det nager dine børn. De er så små nu, at de ikke kan huske det, når de bliver større. Du husker måske heller ikke fra din barndom, at din bror nogle gange løb med opmærksomheden. Vi mødre gør det så godt, vi kan, som du selv skrev så fint på Instagram i går. Du gør det godt! <3

    • Reply
      Line Schjelde
      17. maj 2021 at 12:57

      Det har du helt sikkert en rigtig god pointe i Louise! Der er 4,5 år imellem min lillebror og jeg, og jeg husker heller ikke en følelse af at måtte undvære/nøjes. Så forhåbentlig Nola også for længst har glemt den følelse, som hun bliver ældre og båndet mellem hende og Evi mere givtigt for dem begge 🤞🏼

Skriv et svar til Line Schjelde Annuller kommentar