Ovenpå den svære fødsel er jeg heldigvis så småt ved at komme til hægterne igen, og ovenpå en virkelig god nat, hvor Evi har snuppet først fire og dernæst to timers søvn i streg, føler jeg mig mere som mig selv, end jeg har gjort længe. Halleluja. Jeg synes ikke det var sjovt eller lykkeligt at være gravid til sidst, og jeg nyder derfor uendeligt meget at lillesøster endelig er ude hos os, og at livet derfra har fået sin begyndelse.
I skrivende stund sidder jeg i sofaen, med en sovende Evi til min ene side, og computeren til den anden. For mens der stadig nok går en stund, før jeg er tilbage på bloggen på fuldt blus, glæder jeg mig over de små åndehuller, hvor jeg uforstyrret kan sætte mig til tasterne, og genfinde lidt af dét der plejer at være, selvom alting er forandret. Mens jeg elsker stadiet med en nyfødt, har jeg nemlig også brug for at nogle dage også byder på andet end babynus, og der er bloggen altså en gave at have.
Således bliver dagens skriv en omgang af den seneste tids små lykkeglimt, og så håber jeg ellers, at I alle har en rar torsdag foran jer ♥ Vi har planer om en frokost på Les Trois Cochons, der udover at have et glimrende morgenmadskort, apropos min guide til de bedste morgenmadssteder på Vesterbro, også plejer at levere varen, når det kommer til frokost, og ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at frekventere nogle af vores favorit spisesteder igen!
2 Comments
Stine
23. april 2021 at 10:09Så fine glimt <3 Kan du anbefale viklen? Jeg forsøgte mig selv med en strækvikle (Je porte mon bébé), men vi blev heller aldrig gode venner i første omgang. Vil dog så gerne give det et skud mere, når vi får en lillebror til sommer!
Line Schjelde
23. april 2021 at 14:11Nu har jeg indtil nu videre kun haft den i brug én eftermiddag, men der snuppede Evi til gengæld også en 2 timers lur i den. Den er jo som strækvikler er flest; meget stof at balancere, men når man først har teknikken synes jeg det går fint, så alt i alt er jeg glad for den, og glæder mig til at få den endnu mere i brug, når behovet for frie hænder bliver lidt større.