FØDSELSBERETNING: EN LYKKELIG AFSLUTNING PÅ EN SVÆR FØDSEL

Det er nu en uge siden, at lillesøster Evi kom til verden. En fødsel der på alle måder var helt modsat af Nolas fødsel, og af mine ønsker for den. Således har jeg haft brug for at fordøje oplevelsen. Nærme mig den nænsomt. 

Ikke desto mindre har jeg et stort behov for at genbesøge den, fordi det har en nærmest terapeutisk effekt for mig at sætte ord på oplevelsen. Sætte ord på den modløshed, frustration og skuffelse jeg balancerede undervejs i fødslen, samtidig med at jeg også er enormt stolt over den fødsel, jeg endte med at have, som jeg kigger tilbage på den nu.

Så her kommer den altså, min beretning om at bringe Evi til verden. Den er lang, så lad mig anbefale dig at lave en kop kaffe eller te og finde lidt mundgodt til læsningen.

God læselyst ♥️

Lørdag den 10. april 2021

Jeg er 41+4 i dag, og ovenpå en uge med fire hindeløsninger, modningsakupunktur og et utal af ananas og dadler spist, er jeg efterhånden ved at være træt. Træt af at være gravid. Træt af at vente. Træt af alt det, der ikke sker. 

Vi har en jordemodertid på Hvidovre i dag, og jeg håber i mit stille sind, at de vil sætte fødslen igang ved at tage vandet. Det er nemlig næste skridt for at få gang i fødslen, og da jeg fortsat ikke føler nogen tegn på at kroppen er på vej i fødsel af sig selv, er min tålmodighed efterhånden ved at være tyndslidt. Vi pakker derfor bilen med vores hospitalstasker, dropper Nola af hos farmor og farfar på vejen og sætter håbefulde kurs mod hospitalet. Tænk om vi inden for et døgn kan fejre fødselsdag.

Det bliver dog hurtigt klart, at vi ikke kommer til en igangsættelse med at få taget vand i dag, og min skuffelse føles som et tungt åg. Jeg havde virkelig håbet. I stedet bliver jeg tilbudt endnu en hindeløsning, og selvom de foregående fire ikke har haft nogen effekt, takker jeg ja. Denne gang føles det dog anderledes. Det gør ondt med en stikkende og nivende smerte at få den lavet, hvilket det ikke har gjort de andre gange. Herefter bliver vi sat på en liste til at blive ringet op, når jeg er 41+6 med henblik på at få taget vandet. De vil ringe mellem klokken 7 og 21, og herefter har man en times tid til at indfinde sig på hospitalet, inden fødslen bliver sat i gang. 

Vi tager derefter hjem for at få slappet af nogle timer, inden vi henter Nola hjem fra farmor og farfar, hvis altså ikke hindeløsningen har sat gang i noget inden. 

Effekten lader dog vente på sig, og ved en 16-tiden henter vi Nola hjem igen for at nå en sidste hyggelig weekend med hende, inden igangsættelsen mandag.

Søndag den 11. april 2021 

Jeg vågner op tidligt om natten med smerter i underlivet, og kulderystelser. Mit bækken værker, og jeg har svært ved at finde ro. Det føles ikke som veer, og jeg tænker derfor ikke på noget tidspunkt, at det er fødslen, der er ved at starte. Jeg tager min temperatur, der siger 38,6, hvilket forklarer kulderystelserne. Snupper et par panodiler i håb om at få sovet lidt, men det lykkedes mig kun kortvarigt at glide ind og ud af en urolig søvn, fordi jeg har for ondt i underlivet. 

Klokken lidt i seks kaster jeg håndklædet i ringen, og står op og sætter mig ned i sofaen. Helt energiforladt og uendeligt træt ovenpå den lange nat. Oveni hatten mærker jeg ikke lillesøster inde i maven, som jeg plejer. Morgen og aften plejer ellers at være dér, hun virkelig sparker igennem, men her til morgen har jeg ikke mærket hende, og ovenpå natten gør det mig utryg. Til gengæld er jeg begyndt at mærke murren og noget der minder om små vage veer, og de tager lige så stille til de næste timer, alt imens jeg bæller iskold saftevand for at få lillesøster til at reagere inde i maven. 

Jeg mærker hende dog stadig ikke regelmæssigt, og Mads og jeg bliver derfor enige om at ringe til fødegangen for lige at få deres mening med. Da jeg stadig har feber, vil den jordemoder, jeg kommer igennem til, gerne have at jeg først og fremmest bliver corona testet. Så vi pakker endnu engang vores sager sammen, og sætter kurs mod podeklinikken på Hvidovre. Nola afleverer vi igen hos farmor og farfar og denne gang bliver vi enige om, at hun skal blive til lillesøster er ude, da vi uanset gerne skulle få taget vandet dagen efter, hvis ikke veerne er blevet regelmæssige og har udviklet sig inden. Det giver mig ro, at hun er godt installeret hos farmor og farfar, så jeg derfor kan koncentrere mig om at få slappet af og få nogle gode veer i gang. 

Da vi er blevet testet, møder vi klokken 10:30 op på fødemodtagelsen for at få kørt en CTG på lillesøster, og forhåbentlig sikre os, at hun er ok, selvom jeg ikke mærker liv, som jeg plejer. Vi bliver derfor installeret i et undersøgelsesrum, med mundbind på og godt isoleret, imens vi venter på svar på corona-testen. På med CTG der heldigvis viser en stabil hjertelyd, og efter et par timer på briksen med masser af isvand og isterninger, begynder jeg endelig at mærke lillesøster puffe godt til i maven. Endelig føler jeg, at jeg kan trække vejret helt ned i maven igen, og jeg håber, at vi herefter kan få lov at tage hjem i mere rare omgivelser og få veerne i gang igen. De umage timer på den hårde briks har nemlig fået dem til at gå i stå, hvilket ofte kan ske hvis man tager på hospitalet for tidligt i sit veforløb. 

Jordemoder Viktoria og jordemoderstuderende Amanda, der indtil videre har taget sig godt af os, når frem til, at vi godt må tage hjem, og mens vi lige venter på at en sidste stabil hjerte strimmel køres, glæder vi os over snart at være på vej hjem. 

Så langt når vi dog aldrig. Lillesøsters puls begynder nemlig at stige til et niveau, hvor Viktoria og Amanda alligevel ikke er trygge ved at sende os hjem, og fordi jeg fortsat har feber og føler mig tiltagende utilpas i kroppen, bliver man enige om, at jeg skal have lagt et drop med væske og paracetamol, og så vil de se efter, om jeg kan komme på en fødestue hvor vi kan få slappet lidt af og forhåbentlig få fundet den ro, der skal til for at få veerne til at tage til.

Jeg kan mærke modløsheden komme snigende. Jeg har ligget på briksen i fire timer nu, låst fast af CTG og nu også et drop, veerne ulmer men føles langt fra stærke nok til rigtig at give noget, og jeg begynder så småt at indstille mig på, at hele min udvidelsesfase skal tages på hospitalet, fordi lillesøster ikke lader til at være stabil nok til at vi kan komme hjem. 

Væskedroppet og paracetamolet virker heldigvis efter hensigten, og jeg får langsomt lidt energi tilbage. Lidt før klokken 15, får vi endelig besked om, at vi kan komme på en fødestue, og ovenikøbet på fødeklinikken (fødeklinikken består af nogle mere hyggelige fødestuer, hvor man med indretningen har forsøgt at gøre dem så hjemlige så muligt) som jeg virkelig har håbet på, ovenpå min gode fødselsoplevelse med Nola. Et lettelsens suk, og jeg kan slet ikke vente med at komme hen i en blødere seng fremfor den stenhårde briks, som virkelig ikke er skabt til at ligge på i knap fem timer, imens man har veer.

Vi bliver installeret på stuen, og jeg tror ikke, at Viktoria og Amanda er i tvivl om min taknemmelig over at være nået hertil. Lillesøsters puls ligger stadig for højt, så planen er nu, at jeg skal have taget vandet for forhåbentlig at sætte lidt gang i tingene. 

Klokken 15:20 tager de vandet, der heldigvis er fint og klart. Så langt så godt. Herefter bliver der sat en elektrode på lillesøsters hoved, så man bedre kan følge hendes puls og hjerterytme. Et af mine helt store fødselsønsker var en så naturlig og fri fødsel som muligt med mulighed for masser af bevægelse, og nu finder jeg mig selv fastlåst til en elektrode, dropstativ, CTG der måler ve-aktivitet, og jeg kan end ikke gå på toilettet uden at monitor og dropstativ skal rulles med. Det frustrerer mig helt vildt, og det er nok omkring på det her tidspunkt, at jeg indser, at jeg bliver nødt til at overgive mig helt og holdent til fødslens præmisser og ikke mine egne håb for den. Der er simpelthen for langt imellem de to. 

Da de tager vandet, er jeg stadig bare fire centimeter åben, og således har jeg siden vi ankom klokken 10:30 blot åbnet mig to centimeter, og vejen igen føles lang. Jeg er efterhånden virkelig udmattet, og har svært ved at holde fødselsmodet oppe, fordi jeg ved, at vi end ikke er kommet til det seje træk endnu. Feberen og udmattelsen føles som om, den fylder hver en fiber af min krop, og selvom Mads, Viktoria og Amanda, der endnu er med os, er så mega seje til at se og høre mig, og de gør deres bedste til at hjælpe mig til at holde mig oppe, når jeg selv er på vej til at give op, kan jeg godt mærke, at jeg slet ikke har det mentale overskud til at være i mine veer, som jeg havde med Nola. Veerne klares derfor med et indøvet ve-åndedræt, mens jeg hverken kan samle mig om den afspænding og de visualiseringsøvelser jeg ellers havde så god gavn af med Nola. Jeg har virkelig brug for at mærke en progression i fødslen nu; at føle at vi rykker os. Og den langsomme åbningsfase giver mig ikke, hvad jeg håber på.

Viktoria tilbyder akupunktur som også kan have en gavnlig effekt, og jeg takker prompte ja. Nålene ender dog ikke med at sidde mere end 20 minutters tid, da de får mig til at spænde op i ankler og giver mig en følelse af ikke at kunne stå på mine ben, hvilket jeg gerne vil. Jeg er splittet imellem at længes efter at lægge ned for at hvile og samtidig have brug for at komme op for at se om bevægelse og tyngekraft kan hjælpe veerne på vej.

Jeg ender med en mellemting, hvor jeg skiftevis ligger på madrassen i sideleje og kører otte-taller på en pilatesbold.

Klokken 19:30 er der vagtskifte, og Viktoria og Amanda overleverer til jordemoder Ida, der herfra tager over.

Timerne snegler sig afsted, og selvom veerne gradvist tager til, går det stadig langsomt. Den lange fødsel er efterhånden hård for lillesøster, så efter at have konfereret med først en forvagt og dernæst en bagvagt, synes Ida at vi skal igang med ve-stimulerende drop. Endnu en indblanding jeg inden fødslen ville have ønsket langt væk, men som jeg på nuværende tidspunkt taknemmeligt tager imod.

Inden jeg bliver koblet på det ve-stimulerende drop, beder jeg om et lavement, fordi jeg ikke kan overskue potentielt at ende i en ve-storm med fyldt endetarm.

Klokken 21:20, 5,5 centimeter åben, begynder de ve-stimulerende dråber endelig at dryppe, og jeg er så uendeligt lettet, da jeg ret hurtigt herefter mærker fornyet kraft bag mine veer. Jeg er så træt i hele min krop, at da Ida begynder at snakke om muligheden for epidural føles det mere som et lykkeligt hvil end det nødvendige onde, jeg ellers tidligere har sat det i bås som. Veerne er dog endnu til at holde ud, og hjulpet på vej af vejrtrækning, lændetryk fra Ida og styrken fra Mads’ hals og skuldre, som jeg holder om, mens jeg arbejder mig igennem veerne, lykkes det mig at snuppe en time mere med kraftigere og kraftigere veer.

Klokken 22:50 mærker jeg en uventet pressetrang, hvilket kommer bag på mig, fordi min åbning indtil nu er skredet så langsomt frem. Jeg beder derfor Ida om en indvendig undersøgelse, og jeg forbereder mig på, at hun siger det er for tidligt til at presse. Men de ord kommer ikke. På halvanden time har jeg nemlig åbnet mig yderligere fire centimer og med bare en lille blød kant igen, giver Ida mig grønt lys til at presse med, hvis det er det kroppen har lyst til. Og det har den! Endelig, endelig, endelig kan jeg se målstregen.

Jeg er stadig stående med mine hænder solidt rundt om Mads’ hals. Han giver mig ro og en styrke, jeg ikke troede jeg kunne finde. Han hepper og holder fast det bedste han har lært, og da jeg føler mine ben skal give efter under mig i nogle af de hårde pres, holder han mig bare endnu stærkere. Ikke om jeg kunne ønske mig en bedre fødselspartner!

Presseveerne kommer kontinuerligt og om det er fordi, jeg er så meget tilstede i min krop og dens nerver på grund af min feber, ved jeg ikke, men jeg føler lillesøsters vej ned igennem bækkenet på en måde jeg aldrig gjorde med Nola. Det er så intenst og livsbekræftende på samme tid, og den pressefase jeg havde så svært ved med Nola, føles intuitiv og arbejdsom for mig denne gang. Vi er ikke langt fra nu, og lillesøsters hoved kommer hurtigt helt ned i bækkenet. En vild og vidunderlig følelse at mærke hvordan hendes hoved vitterligt er på vej ud af mig nu. Bedst som kransen af hendes hoved er på vej ud, klinger min presseve selvfølgelig af, og jeg gisper for fuld styrke for at give luft til den umage stilling, hvor jeg bogstaveligt talt er spændt til bristepunktet.

Endnu en ve og hovedet er ude, og derefter endnu en hvor lillesøster i et varmt skvulp fødes på en pude på gulvet under Mads og jeg. Klokken 23:19, bare 30 minutter efter jeg første gang mærker pressetrang. Sammen løfter vi hende op og det føles som den helt rigtige afslutning på en fødsel, der langt fra blev som jeg forestillede mig, men som jeg her, en uge efter, alligevel ikke ville være foruden. Fordi den for evigt vil minde mig om hvor meget råstyrke, vi kvinder er gjort af, når det kommer til at føde, og fordi forløsningen på sin vis føltes endnu mere – tja forløsende – når vejen dertil var så lang.

Jeg er så vanvittigt taknemmelig for det fødselshold jeg havde omkring mig; Mads, såklart, men også især jordemoder Viktoria, Amanda og Ida. Og jordemoder Lene, som jeg gik hos undervejs i graviditeten, der nænsomt ringede nogle dage efter og sagde jeg endelig måtte sige til hvis jeg havde brug for en efterfødselssamtale ovenpå min oplevelse. Hver især gav de mig en følelse af, at der ikke var det, jeg ikke kunne klare. De gav mig lige dele omsorg og mod. De gjorde mig stærkere, alt imens de med sikre hænder sørgede for, at sårbare lillesøster blev passet på undervejs, uden at jeg på noget tidspunkt følte mig utryg. De her kvinder bærer vitterligt livet i deres hænder, og jeg er så fuld af ære og respekt for dem. Tænk at gøre det, de gør, om og om igen. De fortjener al den hæder de kan få, og i det mindste nogle retfærdige lønvilkår. Det ønsker jeg virkelig vil lykkes! For deres og ikke mindst for alle kvinder, der en dag havner i deres kærlige og kyndige hænders, skyld!