Mens vi glæder os uendeligt til at møde lillesøster og finde os til rette i livet med en baby og som en familie på fire, er der en sorg, der allerede fylder. At tiden hvor Nola har vores udelte opmærksomhed snart er forbi.
Julie-Elsebeth delte forleden hendes ærlige og sårbare tanker om at være i sorg over den tid med hendes ældste datter, der nu er forandret og begrænset, som deres lille ny er kommet til. Og det ramte 1:1 den følelse, jeg mærker vokse inde i mig. Tristheden over at den tid vi har lige nu med Nola, aldrig kommer igen. Vores treenighed, som jeg elsker så højt at det nogle dage næsten kan få mig til at miste vejret. Min måde at være mor over for Nola på, som har kostet mange kompromiser, men som er den eneste rigtige for mig. Alt hvad jeg gør, gør jeg for hende. Med hende i tankerne og af hensyn til hende. I de sidste to et halvt år har jeg tilrettelagt hele min verden, så jeg kunne få mest muligt tid sammen med Nola, og lige om lidt skal den tid deles i to. Mellem hende og lillesøster. Jeg føler det som om, mit hjerte allerede nu går en lille bitte smule itu ved tanken om den tid og nærvær med Nola, jeg ikke længere vil kunne give, som jeg kan nu.
Jeg får tårer i øjnene ved tanken om, at det snart ikke er Nola, jeg skal ligge tæt omsluttet af om natten, at jeg ikke vil kunne være der for hende i det omfang, hun indtil nu har været vant til, at min første og største lille kærlighed lige om lidt vokser fra mig og mine arme, alt imens jeg over de næste mange måneder vil have hænderne fulde af hendes lillesøster.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at elske lillesøster præcis lige så højt, som jeg elsker Nola. På den front tror jeg det er sandt, når mødre siger, at hjertet vokser til dobbelt størrelse, ligesom der helt sikkert også er en sandhed i, at en søskende er en fantastisk gave at give sit barn. Ikke desto mindre kan jeg mærke den tunge fornemmelse om hjertet, som jeg erkender, at jeg hverken for Nola eller lillesøster fremover kan være helt den mor, jeg aller helst vil være: en mor der ikke skal dele sin opmærksomhed op. Av mit hjerte!
Vi skal nok lande i det, som kærligheden til vores nye liv vokser sig større, og jeg er allerede gået i tænkeboks over at udtænke lege, jeg kan være med i sammen med Nola, mens jeg formentlig ammer lillesøster (om alt går vel og jeg er heldig at kunne amme igen). Vi vokser af det, ligesom jeg håber mit mor-hjerte gør, så følelsen af at det går itu, som vi bliver forældre til to, måske alligevel ikke bliver så stærk.
Jer med flere børn; hvordan er I landet i at blive forældre til to? I at skulle balancere kærligheden, nærværet og opmærksomheden mellem to? Hører så gerne om jeres erfaringer!
4 Comments
LH
20. januar 2021 at 16:18Tårerne triller ned ad mine kinder, du rammer spot on en følelse, jeg tror alle mødre får i overgangen fra et til to børn. Jeg kan huske følelsen af fortrydelse frem til den dag jeg fødte nr to, og den kommer stadig snigende her halvandet år efter. Ikke at jeg på nogen måde fortryder min anden datter, det har intet med kærlighed at gøre, for dér udvider ens hjerte sig rigtig nok, og skaber plads til dem begge, selvom man ikke troede det var muligt. Men på dage hvor overskuddet ikke er så stort, kan jeg godt få ondt i maven over den situation jeg har udsat min store for, og særligt det her med, at jeg måske ser hende i et andet lys (en stor del af konflikterne handler om, at de ryger i totterne på hinanden, så det skaber konflikter mellem hende og jeg, som ikke var der før). Kæmpe omvæltning for os begge, ingen tvivl om det, men det hjælper at se hvor meget de hygger sig (og griner!), nu hvor de begynder at kunne lege sammen, og at vide at jeg har givet dem begge et livsvidne, og jeg glæder mig til at opleve hvor meget de kommer til at kunne dele i deres liv. Og helt praktisk så prøver jeg at huske kvalitid med den store, og at hun får lov til sjove ting fordi hun er den store, og så det ikke kun betyder ansvar og hensyn at være den store. Det sidste øver jeg mig på. Det kan måske lyde voldsomt at kalde det en sorg, men det er det virkelig! Jeg håber, du får nogle mere positive beretninger end min, for jeg kan måske godt mærke, at jeg endnu ikke har fået bearbejdet den, selv halvandet år efter. Så jeg tænker, at det er en god ting, at du har det i dine tanker.
Line Schjelde
26. januar 2021 at 21:22Kæreste dig, hvor jeg glad for dit ærlige skriv, for selvom det måske nok ikke er det man håber at høre, giver det mig om ikke andet en tro på, at selv de svære følelser letter og bliver lidt bedre over tid. Også selvom tiden kan være lang! Det er virkelig en god pointe det med at øve sig i at give den store lov til sjove ting og kvalitetstid uden den lille, så det ikke altid kommer til at handle om de hensyn, man også skal tage, når man er den store. Det vil jeg huske på! Klem til dig
Sarah Strange
25. januar 2021 at 10:58Hej Line.
Åh, jeg kan genkende følelsen. Både følelsen med bebs nr. 2 i maven og følelsen, som du beskriver at du ser for dig i din fremtid. Min nutid/fortid. Mine to er nu 4 og 2 år. Og for mig var følelsen af ikke at slå til som mor til to virkelig overvældende. Dette blev helt sikkert sat ekstra meget på spidsen af, at jeg blev sygemeldt under graviditeten og ikke måtte bære min ældste fra jeg var 12 uger henne anden gang. Men også fordi vores yngste viste sig at være meget ked og have svært ved at sove. Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg være endnu bedre til at bede om hjælp. Bede om, at bedsteforældre og andet familie gik tur med den lille, så jeg kunne være alene og suge til mig af nærvær med den store. Være bedre til at lade andre forsøge at trøste den lille. Ja, måske endda tvinge andre til det, så jeg kunne slippe ansvaret bare for en stund. Og så ville jeg ønske, at jeg havde vidst, at det ville vende. Til tider kan jeg stadig føle mig splittet, revet over, men det er kun i korte øjeblikke. Nu forstår de begge, taler de begge og elsker de begge hinanden. De vil næsten lige så gerne have hinanden, som de vil have mig. Men jo, det er svært. Men det ER det vildeste at lave to mennesker, som får hinanden! Og de får jo hinanden fordi de har samme mor <3
Line Schjelde
26. januar 2021 at 21:31Kære Sarah, af hjertet tak for din tænksomme kommentar og for at dele ud af dine erfaringer. Det trøster mig på en eller anden måde at vide, at følelserne ikke er forkerte, og selvom de kan tage tid at komme over, at der så er hel masse lyspunkter til at opveje dem! Jeg er også typen der aller helst vil klare det hele selv, så det er godt input det med at overveje at blive bedre til at bede om hjælp. Det vil jeg prøve at tage med mig også!
Klem til dig