NÅR DRØMMEN OM AT BO I BYEN VAKLER: TANKER OM LAND VS BY

Det er syv måneder siden, at jeg udgav dette indlæg om fremtiden med børn i byen. En for og imod liste for at blive hvor vi var. Fortsætte den hverdag vi kender og holder så meget af. Og så skete corona. Syv måneder hvor vores verden, som vi kendte den, er blevet vendt på hovedet. Hvor alle de ting, der før talte for at blive byen, ikke længere føles så skråsikre. Lejligheden, der udover at være et fristed, pludselig også skulle udgøre et hjemmekontor på fuldtid. Arbejdspladsen, hvor cykelafstanden med ét blev irrelevant, fordi man ikke skulle derind. Byens mange muligheder, som man på grund af corona-restriktioner, slet ikke får brugt i samme grad. Alt det jeg før holdt af og vægtede højt er blevet til det modsatte. Jeg har ramt en mur. Egentlig kom den nok snigende i løbet af den tidlige sommer, hvor vores sommerhusdrøm føltes mere og mere modløs. Behovet for luft og lys syntes umuligt at få indfriet med et sommerhus sådan som markedet var, og til dels stadig er, og lejligheden føltes mere trang end nogensinde.

I den tidlige sommer blev vi gravide. Ønsket inderligt, men hurtigere end forventet, og det kom derfor lidt bag på os. Det samme gjorde den kvalme, der satte ind allerede en måned inde i graviditeten, og tvang mig til at bruge en stor del af mine dage de følgende to måneder på langs i lejligheden. Det fik ikke just lejligheden til at føltes mindre indelukket, og mit behov for at komme ud og væk steg i takt med kvalmen.

Kvalmen er heldigvis gået væk nu, men det er den snigende følelse af, ikke længere at være helt så forelsket i vores liv i en lejlighed i byen, desværre ikke. Drømmen om længe endnu at blive boende her i byen er begyndt at vakle. Og jeg aner ærligt talt ikke, hvor det efterlader os. Jeg er i syv sind, om vi er klar til at lægge livet i byen bag os for at søge ud med hus og have, eller om vi vil savne alle de goder, som byen indtil nu har budt os. Savne vores identitet som byboere.

Jeg luftede vores vaklen på Instagram forleden, og jeg hørte fra virkelig mange af jer, som enten står i samme overvejelser, eller har truffet valget om at flytte væk fra byen, og derfor gav jeres perspektiv med. Det var virkelig rart at læse, og det gav mig lyst til at tage emnet op herinde, fordi jeg fornemmer, at I er rigtig mange, der står samme sted i livet. Måske vi sammen kan hjælpe hinanden til at blive klogere på det valg, vi står over for?

Hvis ikke byen, hvad så?

Trangen til lys og luft kan jo findes på mange måder. En villalejlighed, et rækkehus, eget hus. Tæt på byen eller tættere på natur og store vidder. Afvigelserne fra vores kendte hverdag kan gradbøjes i større eller mindre grad alt efter i hvad retning, vi drømmer om at gå. Spørgsmålet jeg især, stiller mig selv, er, om vi er villige til at gå planken ud, og flytte helt væk fra byens puls for at få naturen og roen tættere på. Eller vil vi strække os langt for at finde en ny konstellation tættere på byen? Vil det give os det, jeg mangler, eller vil det mest af alt føles som et kompromis, hvor vi ikke rigtig får nogle af delene? Hverken byens puls eller naturens stille ro. Det er et kæmpe spørgsmål, som der ikke findes noget enkelt svar på. Vi ved hvad vi har i dag, på godt og på ondt, men vi aner ikke, hvordan livet væk fra en lejlighed og væk fra byen vil føles. Vil vi trives? Vil savnet til hverdagens fleksibilitet og aftalerne i byen fylde for meget? Vil vi stadig være os, selv når vi ikke længere er dem, der lever i byen, går ud at spise et par gange om ugen og har byens puls under neglene?

Noget siger mig, at svaret ikke er sådan et, der kan regnes ud på papiret. Det skal prøves af i praksis. Enten gør vi det, eller også gør vi det ikke. Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan livet væk fra lejligheden i byen vil behage os. Jeg lytter ivrigt med, når jeg hører om andre, der har truffet valget. Flest er historierne om dem, der ikke har fortrudt det et sekund. Hvor hverdagen i de nye rammer nu føles som det eneste rigtige. Og så er der dem, der fortryder. Ikke finder sig til rette og derfor må søge tilbage til byen igen. Den mulighed er der selvfølgelig, men den føles besværlig. Det københavnske boligmarked er ikke nemt at få en fod indenfor i, er man først ude af det. Vi kommer nok aldrig til at få hænderne i så god og billig en lejlighed, som den vi sidder i i dag, og det puster igen til min betænkelighed ved at tage skridtet. Samtidig er der udsigten til, om nogle år at skulle have skolebørn. Når først Nola er startet i skole, vil jeg for alt i verden gerne byde hende at gøre hendes skolegang færdig dér, hvis hun selvfølgelig trives. Derfor er Mads og jeg enige om, at vi skal være landet i beslutningen om, hvorfra livet skal leves, inden hun skal starte i skole. Der er stadig længe til, men med den fart hendes første to et halve år har haft på, føles tiden til hun bliver fem alligevel ikke lang.

Fordi vi i så mange år har været fast indstillede på livet i byen, har vi ikke gjort os nogle tanker om andre områder, det kunne sige os noget at flytte til, og det føles derfor som om, vi starter ret meget ved 0 i forhold til en boligjagt. Jeg kender til sydsjælland, hvor jeg er vokset op, men så langt syd vil vi ikke. Mads er fra Hvidovre, og det kender vi derfor lidt til, men det er jo et snævert felt i forhold til, hvor mange omkringliggende byer der er rundt om storkøbenhavn, og også kunne være muligheder.

Hvad med områder som Vanløse og Brønshøj, som de seneste år har været et sandt trækplaster for byens børnefamilier? Kunne det være noget for os? Det eneste vi ved er, at hvis vi skal flytte, så skal det være til et område inden for s-tog strækningen, gerne max 30 minutter fra Nørreport, der skal ikke være langt til motorvej, så vi heller ikke kommer for langt fra min familie, som vi fortsat gerne vil have max en times kørsel til, og så skal byen, vi flytter til, gerne have et liv i sig selv, og ikke blot føles som et mellemstop inden København og de mange muligheder dér. Lige med denne snak føles området faktisk vigtigere end selve huset, og det er helt uvant for mig og os, at skulle gå til beslutningen ad dén vej. Nemmere ville det være bare at forelske sig i et hus, og så kan beliggenheden ellers være lige meget. Men det er den ikke. Ligegyldig. Når alt kommer til alt er det nemlig beliggenheden der dikterer hvordan vores liv kommer til at kunne leves. Hvilken fleksibilitet det tillader, transporttider, osv. Og så er jeg tilbage til en start. Usikker på hvor vigtig den frihed, vi kender den fra vores hverdag i dag, skal vægtes op imod behovet for luft.

Åh det her blev en lang og kringlet tankestrøm uden rigtig start eller ende, men som I kan fornemme, fylder det meget, og jeg er spændt på, hvor tankerne om det her tager os hen de kommende år. Jeg tror ikke, at vi er på vej ud af byen lige nu og her. Som det er nu, glæder jeg mig til endnu en barsel i byen, og så håber jeg i mit stille sind, at beslutningen måske kommer helt af sig selv, som vi lander i at være en familie på fire. Om vi genfinder overskuddet til byen, eller om vi til sidst vægrer os så meget ved den, at der kun er et at gøre. Søge væk. Det vil tiden vise.

Hvor er I henne i jeres liv? Glad byboer, den der har fundet ro i livet med hus og have, eller som os, et sted midt imellem?