Det har været en af de weekender, jeg slet ikke har lyst til, skal få en ende. Vi har været hos mine forældre siden fredag morgen, hvor vi tog hul på en tidlig weekend, og planen var at suge til os af hyggelige efterårssager. Og det har vi gjort. Dagene er gået stærkt og langsomt på en og samme tid, som jeg kun føler at de kan gøre det, når vi er på landet. Vi har besøgt oldeforældre, været i skoven, på udflugt efter æblepluk, nydt godt af lange middagslure til Nola, og middagspauser i oktobersolen til de voksne. Det har føltes helt ferieagtigt, og jeg kunne snildt snuppe et par dage mere.
Indlægget her skriver jeg fra mine forældres terrasse, hvor jeg har indfundet mig i det lune og solrige hjørne, som har udgjort mit middagseksil de seneste dage. Til lyden af fuglekvidder, en fjern lyd fra en græsslåmaskine, og ellers komplet ro. En ro der kun indfinder sig, når man kommer væk fra byen, og jeg lapper den i mig. Nyder at mærke roen i maven og trangen til at lave så lidt som muligt fremfor mit ellers vanlige fokus derhjemme på at tidsoptimere, hvor jeg kan.
Inden længe er vi på vej tilbage til byen. Weekenden går på hæld, og tilbage er blot at kigge tilbage på en uge, der har været mere end gennemsnitligt rar.
II Typen der ikke går glip af chancen for at købe matchende vinterjakker til Nola og jeg. Min er denne geniale dunjakke fra Arket, lavet med genanvendte dun, og Nolas er denne fra Konges Sløjd II
II En indkøbstur i Føtex der blev en pæn strik rigere. Jeg kunne ikke stå for farverne – eller prisen på 179kr. Den har jeg levet i hele weekenden II
II I onsdags kunne både Mads og jeg få vores arbejdskalendere til at gå op, så vi kunne finde tid til en frokost sammen inde i byen. Og stor var glæden, da jeg fandt ud af, at Mads havde booket os bord på Restauranter Møntergade. Deres smørrebrød er så vanvittigt godt, at jeg stadig drømmer om det. Sådan en times kærestestund i en travl hverdag er i øvrigt helt genial, og noget vi prøver at gøre os umage med, fordi det ofte er nemmere på den måde, end at skulle arrangere pasning af Nola til aften II
II Årets – vel nok – sidste tomathøst fra vores gård. Det er sådan en lille ting, men det gør mig ægte glad med sådan en håndfuld. Som en lille hyldest til det langsomme og nænsomme. Det hjemmedyrkede i stedet for det hurtigt købte. Vi er lang vej fra at være selvforsynende, men måske også netop der for at sådan en lille håndfuld her føles så særlig II
II Efterårshøst i oldefars og oldemors have. Se lige Nolas begejstring over at blive stukket en gulerod, hevet direkte op fra jorden, i hånden. Den stod dog ikke helt mål med begejstringen over at kunne finde hindbær på deres hindbærbusk. De nåede dårligt at ramme skålen, før Nola havde sneget dem indenbords. Lille store lykke II
II Nola og onkel Lasse på opdagelse i skoven der ligger bare få minutters gang fra mine forældre. Det er altså det jeg savner aller mest ved livet i byen, naturen og at kunne bruge den sammen med familien! II
Ingen kommentarer