Mægler har ringet. Heller ikke denne gang, blev drømmesommerhuset vores. Indsæt selv grædende emoji. Vi endte med at byde knap 100.000kr over på et hus, der stod til 1.250.000kr, og mens vi endnu afventer den fulde budjournal, fortalte mægler, at vi var dem der havde budt lavest (!). Og selvom især jeg var forberedt på de nedslående nyheder, er det alligevel en mavepuster. Endnu et hus, det ikke blev. Endnu en drøm der forblev netop det. En drøm.
Vi er trætte. Trætte af at løbe panden mod muren. Trætte af at komme for sent. Trætte af ugentlige køreture, en time den ene vej, en time den anden, blot for at få et kvarter til at forelske sig i et hus, og i øvrigt skulle være klar til at lægge et bud straks derefter. Ingen tænketid, ingen pauser. Siden starten af maj har vi været afsted og se 1-2 huse om ugen, og nu tror jeg, vi trænger til en pause fra hyper jagten. Forhåbentlig det falder sammen med at markedet alligevel går lidt i stå de kommende måneder, som højsommeren er over os. Og på den anden side er det forhåbentlig en anden appetit på sommerhuse, der venter. Således at os, der ikke blot ønsker et hus til denne sommer, hvor alle ferieplaner har været vendt på hovedet, men som drømmer om et eksil og helle i mange år frem, igen har en chance for at komme til. Jeg håber det inderligt.
Jeg har lyst til at lukke øjnene for nye sommerhuse på markedet den næste tid. Sætte annonce-agenterne på pause og bare være tilstede i den danske sommer uden evigt at jagte noget mere. Samtidig er der jo også reglen om, at “mens man mindst venter det” … så jeg tør nok ikke helt lukke ned, med fare for så at misse endnu et drømmehus uden overhovedet at have budt ind.
Åh ja, det evige dilemma om at turde gå glip. Det burde jeg øve mig på, mens jeg for en stund fjerner fokus fra listen med salgsopstillinger.
Ingen kommentarer