Den her uge altså. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde, og jeg kan dårligt forstå, at det var i var i starten af ugen, at jeg var kørt så meget i sænk, at jeg havde lyst til at græde salte hysteriske tårer ned i min aftensmad på samme måde som Nola kan gøre det, hvis ikke tingene går hendes vej. Fast forward til forlænget weekend torsdag eftermiddag, et døgn sammen bare Mads og jeg, er jeg er som nulstillet. Skuldrene er sænket, overskuddet tilbage og jeg har igen lettere til smil end til tårer. Hvilken rutsjebane! Og vel sagtens livet i en nøddeskal, når det folder sig fuldt ud. Det salte og sure med det søde. Heldigvis er vi endt sødt, og det er nu engang rarest, når man om lidt skal binde en sidste krølle på ugen, der snart er forbi. At den ender med velbehag fremfor surt.
Nola sover, og jeg vil bruge hendes lur på at få så mange ord som muligt fra fingrene til bloggen her. De kribler i mig. På den anden side af lur får vi gode venner og unger til spontan eftermiddagshygge og jordbærkage på deres invitation, bedst som Mads og jeg har gået og sukket efter sådan en sag. Heldet tilsmiler os, og det samme gør lykken. Nogle gange i det små og andre gange i det store. I den forgangne uge har den både været stor og lille, lykken. Men den har været der. Ugens små glimt kommer her ♥
II Da jeg var nået i mål med min alene-hjemme-kaos-aften-med-Nola var der kun én ting jeg kunne overskue. At få tømt den flaske Riesling vi havde stående i køleskabet. Så det gjorde jeg. Og fandt ro i, at der er dage, hvor intet går, som man håber, og det er okay. I morgen kommer der nemlig endnu en dag, og den kan næsten kun blive bedre …. II
II Og det blev den heldigvis. Bedre. Dagen efter havde jeg nemlig udsigt til at starte min morgen med en time i himlen. Eller nær ved. Tilbage på massagebriksen. Det er et gode gennem mit arbejde, og det er virkelig det bedste, jeg kan gøre for mig selv. En time ud af kalenderen en gang om måneden til at synke ned i den bløde madras og blive æltet igennem. Fuldstændig fantastisk og en god anledning til at blive nulstillet! II
II I en hverdag med rigtig mange bolde oppe i luften, kan den umiddelbare lykke lige foran næsen på en godt forsvinde lidt. Det gør den også for Mads og jeg, som mange ting går op i hverdagspraktik og at give alt hvad vi kan af kærlighed til Nola. I torsdags trak vi dog stikket for en stund, da Mads havde arrangeret et kærestedøgn, bare ham og jeg. Med en overnatning på LILLERO, der er et helt fortryllende sted gemt i en skovkant på Vestsjælland. Jeg vil gerne fortælle jer mere om det i et seperat indlæg, men som umiddelbart er det de perfekte omgivelser til at genfinde ro og lykkefølelse. Vi tjekkede i hvert fald ud fuldt opladte på lykke! II
II Solnedgang i første parket. På denne side af året, og på dette blad i mit liv, er dér en ting jeg længes efter. De lange frie sommeraftener uden bagkant og uden at være låst til afstanden af en babyalarm. Jeg kan godt sidde med følelsen af at, at livet sker lige uden for mit vindue om aftenen, hvor vi jo af gode grunde oftest er hjemme, enten én af os eller begge to. Sådan er det lige nu, og jeg vil ikke for noget i verden bytte mit liv ud med et uden Nola, den tanke er ubærlig. Der kommer heldigvis endnu en sommer, og indtil da suger jeg til mig, som i torsdags, hvor jeg ikke veg fra solens side, indtil den gik ned II
II Vejsidelykke. Det ønsker jeg mig næste år; valmuer i gården. Eller endnu bedre. I vores sommerhus. Tænk om vi har sådan et når vi når næste sommer. Håber, håber, håber! II
II Sødeste lille fødselar. Nolas fætter Karl-William. Følelsesmæssigt var jeg sendt tilbage til Nolas første fødselsdag for snart et år siden. Så stor og betydningsfuld en dag. Tænk engang. Et fuldt år gået og alle mand står stadig. Stærkere og om muligt endnu lykkeligere end før. Livet føles så mirakuløst, som man får lov at vidne et lille menneske vokse sig stor !!
II Den her burger. Vel nok årets mest hypede burger. Fra Noma. Den markede afslutningen på vores kærestedøgn, og var alle 90 minutters ventetid værd. Fuldstændig forrygende, og uden mage. Jeg har tænkt på den hele weekenden, og bliver en lille smule trist ved tanken om, at jeg aldrig skal få den igen. Det er altså en spiseglæde der hæver sig over de fleste II
Ingen kommentarer