Weekenden føles som om, den er nær ved forbi, inden den overhovedet rigtig er gået igang. Til trods for at vi nærmest ingen planer havde for den. Dagene er ligesom bare forsvundet, og selvom det er på en god måde, hvor vi har kunne føle os tilstede i nuet, kan jeg også godt føle mig lidt flad ved tanken om alt det, jeg godt gad, men som tiden ikke rækker til, når man samtidig også gerne vil prøve at være tilstede. Træning, arbejde til ugen der kommer, blogindlæg, projekter derhjemme osv. På den front drømmer jeg stadig på sigt om et arbejdsliv der hedder fire fulde arbejdsdage og tre dages weekend. En plan jeg havde tænkt at skulle rykke på i 2020, men hvor Corona-krisen kom i vejen. Lige nu føles tiden nemlig ikke rigtig til at forhandle om at muligheden for at strukturere sin arbejdstid anderledes, når jeg mest af alt bare er taknemmelig for stadig at have mit arbejde.
Drømmen er således sat i bero for en stund, og indtil da prøver jeg at blive bedre til at acceptere, at det ikke er alt, jeg behøver at nå i dag. Som min søde og seje 91-årige farmor sagde forleden, så kan vi jo bare nå det, vi ikke når i dag, en anden dag. Dét gad jeg godt blive god til at huske på, og helst gerne før jeg har rundet 90.
I skrivende stund forsøger jeg mig med et kompromis; jeg har slået mig ned i en solstol i gården, mens jeg forfatter dette indlæg. På den måde føles det stadig lidt som en pausestund, selvom jeg arbejder på bloggen.
Små rare glimt fra den seneste tid er klar til jer her.
II Vi har været afsted og se endnu et sommerhus. Det er efterhånden en tilbagevendende ugentlig begivenhed. Denne gang forelskede vi os. Og har lagt et pænt bud over prisen. Så nu vi venter vi blot spændt. Håbefulde men forsigtige nok til ikke at være optimistiske II
II Jeg kan hurtigt genkalde mig følelsen af, at tiden med Nola går alt for stærkt. Tage mig selv i et kort øjeblik at ønske tiden i stå, så hun kan være lille for evigt. Men hold fast hvor er tiden med hende lige nu også vidunderlig. Bevares, vi har vores daglige kampe, fordi #trodsigtoårig, men hun bliver vitterligt også sjovere og sjovere for hver dag der går, og sådan ved jeg godt, at det kun vil fortsætte herfra, og på den måde er det måske alligevel okay, at tiden går og hun bliver større II
II Føler mig ægte voksen, når jeg stopper op for at suge glæden ved vores vindue, omkranset af blomster, til mig, men jeg tror aldrig jeg har sat pris på det, som jeg gør nu. Glæden ved at se alt det grønne spire og springe ud, så simpelt og så glædeligt II
II Mindste-venner på tur. Min ældste og tætteste veninde, som jeg har kendt hele mit liv, har en søn, der er under tre måneder yngre end Nola, og selvom det måske nok er for tidligt at erklære dem for bedste venner, så vil intet glæde mig mere end tanken om, at også han og Nola vil kunne få et livslangt venskab II
II Min seje veninde Nicoline, der endelig og mere end fortjent, kunne blive fejret for hendes nylige titel som cand.psych. Så længe jeg har kendt hende, har hun ønsket det her, og hendes vej dertil har ikke været nem. Men hun er beviset på, hvor meget man kan opnå, hvis man kæmper, og det beundrer jeg hende virkelig for! II
II Hvis nu nogle skulle være i tvivl om, hvorvidt Nola er lige så stort et madøre som hendes forældre, så tænker jeg, at synet af hende og begejstringen over at få serveret Egg Benedict, udrydder den tvivl II
II Opskriften på en fredag aften lige efter min smag. Vi så i øvrigt Three Billboards Outside Ebbing Missouri, der både var frygtelig trist og frygtelig fin på samme tid. Sådan en film der bliver hængende længe efter rulleteksterne er forbi II
Ingen kommentarer